Tag Archives: Usa

Hjemkomst..

.. Stod der jo ganske rigtigt i min overskrift, som Charlotte påpegede for et par måneder siden efterhånden. God idé – Det må jeg hellere få skrevet noget om; alt det der ikke står noget om endnu. De måneder siden – shit – November, hvor der i virkeligheden nåede at ske en hel masse. Og selvfølgelig skal det være nu, få uger før projektaflevering, for jeg burde bruge tiden meget, meget mere fornuftigt.

Vi tager dem lige lidt hurtigt, nogenlunde kronologisk:

  • Færdiggøring af artikel som blev indset til en konference. Den blev så efterfølgende afvist, men det tager vi ikke så tungt, da målet var at skulle indsende den til en videnskabelig journal alligevel. Kunne nu ellers have været skægt med en tur til London her til sommer, men sådan kan det jo gå :)
  • Fantastisk sej og alternativ juleaften på Ihouse – Der blev serveret frikadeller med brunede kartofler, dertil japanske okonomiyaki (En slags kålpandekager) og miso suppe (smager af tang), med pastasalat til, som det åbenbart ikke er underligt at få i Tyskland. Til jul. Sære tyskere. Franskmand stod for vin og historier om den franske revolution, mens koreaner fortæller om hvor kort der er fra at Nord Korea beslutter sig for at gøre noget ved truslerne, til Seoul ikke længere eksisterer.
  • Juledag blev tilbragt til julefest hos bekendt, halvdansk familie under ganske skyfri himmel, i shorts og 30°. Ikke hvad man umiddelbart forbinder med jul derhjemme, men ganske hyggeligt. Og så var der sild, æbleskiver og dansk julebag hvilket gjorde det hele på én gang meget mere anderledes og meget mere hjemligt.
  • Dernæst tilbragte jeg en uge eller 2 i Boston med gode venner, henover nytårsaften. Jeg fik set lidt til Boston, lidt til MIT og Harvard og lidt til Dunkin Donuts, men må indrømme at jeg brugte det meste af min tid i deres ualmindeligt svær-at-stå-op-fra..-ie stol, mens vi så film. Jeg havde simpelthen hverken behov for at begive mig ud i snestorm i næsten-sommertøj eller appetit på flere store oplevelser. Istedet fik jeg så oplevelser som at få 3 store pizzaer leveret til døren, efter man kommer hjem fra byen. Til 30cent stykket for de to sidste. Eller store bøffer til ikke særligt mange penge. Det er også værd at tage med.

Jeg vil lige knytte en kommentar til nytårsaften i Boston. Kald det en advarsel, en sjov anekdote eller noget helt tredje.

Vi bestilte, nytårsaften, bord ombord på et skib som ville sejle os rundt i Bostons havn hele aftenen. Det bliver fedt, tænkte vi allesammen – Første parket til et brag af et nytårsshow ind over en kæmpeby som Boston – Det kan ikke andet end at blive en fantastisk udsigt. Og udsigten fejlede intet – Byen er smuk. Desværre fejrer amerikanerne nytår på en lidt anden måde end man kender det fra Danmark. Byen arrangerer simpelthen fyrværkerishow. Det er ikke noget med fulde fædre der tænder store raketter med store cigarer – Næh! Det er 5 minutters ganske fint show. Men så er det også det. Ikke en himmel der er oplyst af fyrværkeri hvor end man kigger hen – I stedet et afmærket og koordineret show. Og når så det er slut, er det slut.

Nå, tænkte vi. Så kan vi vel i det mindste drikke os fulde. Nej. Baren lukker – selvfølgelig – kl 24. Det var her jeg virkelig begyndte at fornemme, at jeg ville få en markant anderledes nytårsaften end jeg har været vant til. Skibet sejlede så rundt i 30-45 minutter mere, før vi kunne tage i byen. Eller, det vil sige, før jeg kunne tage i byen. Jeg endte med at tage afsted alene, fordi jeg simpelthen ikke ville finde mig i at min nytårsaften sluttede kl 00:45. Så jeg tog i byen, fandt nogle og snakke med og tog så hjem kl 02:00 da alt lukkede :)

På vej hjem skrev jeg lidt med nogle hjemmefra – De var også på vej hjem, bare 6 timer foran.

Har jeg fortrudt at tilbringe nytårsaften i USA? Nej. Det var en skæg oplevelse og ikke noget jeg ville være foruden. Ville jeg gøre det igen? Nej. Boston var dog et hit og klart noget jeg kunne finde på at besøge igen – Specielt i mildere vejr.

Hvad så med turen? Hvis jeg skal konkludere og underspille lidt, vil jeg sige det har været en af de fedeste oplevelser i mit liv. Jeg kan ikke anbefale det nok, at tage afsted. Jeg har fået venner for livet, overalt i verden. Jeg har lært at jeg kan klare mig i et andet land, uden at have mit netværk med. Jeg har fuldstændigt forelsket mig i Californien og ved jeg bliver nødt til at komme tilbage en dag. Jeg har lært at der findes en gud (de siger de i hvert fald ofte i radioen) og at hans gave til verden er Chipotle, en mexikansk restaurant. Eller Urbann Turbann.

Hvad jeg ikke ville give for sådan en friskbagt naan med butter chicken og coconut chutney.

Sidespring.

Jeg har fået smag for forskning, hvilket også har kunnet ses i mit masterprojekt, der er meget mere forskningsorienteret end tidligere projekter har været.

Men det var egentlig også et sidespring.

Tak, fordi i har fulgt med i min tur – Det har virkelig været fantastisk. Bloggen har kun været et øjebliksbillede af hvad der er sket rundt omkring og gør slet ikke min tur ret – spørg mig endelig hvis der er noget der skal uddybes eller noget i vil høre mere om.

Tak for en god tur :)




San Diego, dude!

Det eneste der adskilte vores hostel fra stranden var den lille boardwalk / cykelsti.

Sidste weekend besluttede vi os, i anledningen af Veterans Day, for at tage til San Diego for at nå at nyde den sidste vintersol. Vi kender et par stykker, Troels og Jacob, som tilbringer efterårs semesteret dernede, men vi fik desværre planlagt vores tur lige oven i deres Hawaii-tur, så dem fik vi ikke set noget til.

Vi lejede os en fin lille Toyota i Berkeley om torsdagen og satte så torsdag eftermiddag kurs mod San Diego – De 8-10 timer turen skulle tage var ingen sag, var vi sikre på. Aldrig om jeg nogensinde havde kørt så langt i Europa for at tilbringe en weekend på ingenting – Det ville placere mig et eller andet sted i Sydtyskland, umiddelbart uden mærkbart bedre vejr. Men det er noget andet herovre, efter man har vænnet sig til at 30 minutters kørsel – ca. afstanden mellem Aalborg og Frederikshavn – er “lige i nærheden”.

LA by night! 5-banet motorvej nærmest helt for os selv!

LA by night! 5-banet motorvej nærmest helt for os selv!

Turen forløb også forholdsvist stille og roligt, med et par enkelte stop hist og her for lige at strække ben og finde lidt mad og drikke. Vi ankom på hostellet vi skulle bo på kl. 3 om natten, hvor vi blev checket ind. Jeg har boet på hostel før, en enkelt gang i København da vi var afsted i 3.g. på HTX. Men aldrig helt på denne måde. Vi 3 delte et værelse, med 4 køjesenge, på godt og vel 4x7m med 5 andre, som blev udskiftet henover weekenden. Det var en speciel oplevelse men gjorde det utroligt nemt at møde mennesker, da man sådan set er nødt til at finde ud af at kunne enes. Hostellet hed Banana Bungalow kan snildt anbefales til folk som har lyst til at tage en tur til San Diego. Det er et ungdomshostel, hvilket sådan set bare vil sige at der er rig mulighed for at fester osv. Det kræver dog at man ikke umiddelbart har det store behov for privatliv. Til gengæld er der så alle muligheder for at låne strandgrej eller leje cykler, skateboards og hvad man nu ellers skulle få brug for.

Udsigten fra min seng. Jeg var så heldig at få den øverste køje.

Udsigten fra min seng. Jeg var så heldig at få den øverste køje.

 

Det eneste der adskilte vores hostel fra stranden var den lille boardwalk / cykelsti.

Det eneste der adskilte vores hostel fra stranden var den lille boardwalk / cykelsti.

Fredag sov vi længe, efter at have kørt hele natten. Da vi stod op lavede vi morgenmad (pandekager) og besluttede os for at slappe lidt af på stranden og udforske lokalområdet. Sådan gik det meste af dagen sådan set, selvom vi havde sagt til os selv at vi skulle være noget mere aktive, da vi kun havde 3 dage dernede. Vi gik ind på en lokal restaurant for at få lidt mad og se lidt fodbold. Her bestilte Egon og jeg en øl, mens Thomas “kun” skulle have cola – det undrede vi os lidt over, men spurgte ikke nærmere ind til. Det skulle dog vise sig at der var en meget simpel grund til Thomas ikke bestile alkohol.

Da vi lejede bil havde Thomas haft undervisning og Egon og jeg havde derfor taget hans pas og kørekort med til biludlejningsstedet for også at få Thomas skrevet på som fører af bilen. Desværre havde Egon så ladet Thomas’ pas og kørekort ligge i en taske han ikke tog med til San Diego. Med andre ord havde Thomas ingen måde at bevise han var over 21 og havde derfor ikke mulighed for at bestille øl.. Øv.

Efter vi kom tilbage til hostellet fandt vi dog ud af at han havde sit dykkerbevis med, hvor der både er billede og fødselsdato på! Det måtte være nok tænkte vi. Men det blev vi hurtigt overbeviste om, at det ikke var.

Som plaster på såret tog Egon initiativ til at smutte over efter en ramme øl. 20 minutter senere vendte han tilbage, helt uden øl. Det viste sig at det ikke var nok at han viste sit kørekort til at bevise han var over 21 – på trods af at han er over 1.90m og har længere skæg end jeg har hår på hovedet. Så han var blevet sendt hjem efter pas. Jeg kan godt nok godt forstå der er mange unge herovre som ryger hash, fremfor at drikke sig fulde, når det er så meget nemmere at få adgang til.

Efter at have snakket lidt løst med nogle af folkene i butikken viste det sig at én af grundene til at vi ikke kunne bruge vores kørekort som identifikation var, at der var 3 datoer på kortet: Fødselsdato, udstedelsesdato og udløbsdato. De har med andre ord været i tvivl om Egon har været 26, 2 eller ikke været født før 2058.

Vi tilbragte derfor aftenen på hostellet, fremfor at tage med den partybus der var arrangeret. Her mødte vi 2 danske drenge, Jeppe og Tobias, som for nyligt var blevet færdige med gymnasiet/handelsskole og som rejste rundt i amerika for at se lidt af verden.

Dagen efter sov vi længe og tog på stranden da vi vågnede. Vi besluttede os for at vi hellere måtte se lidt af downtown San Diego for ikke bare at være taget hele vejen derned kun for at ligge på stranden. Vi havde hørt om USS Midway, en stor Aircraft Carrier som var blevet omdannet til museum og som lå i San Diego.

Det var en oplevelse, både rent ingeniørmæssigt at noget så stort og komplekst rent faktisk kan fungere, men også den historiske værdi i at gå rundt sådan et sted hvor folk har levet, sovet og kæmpet for deres liv.

Dækket på en aircraft carrier.

Dækket på en aircraft carrier.

Vi snakkede med nogle veteraner som først var meget fornuftige og fortalte os om nogle af de systemer, som drev skibet, men dernæst begyndte at snakke konspirationsteorier om hvordan store bil-firmaer havde opfundet en bil med en lille vindturbine foran som kunne omdanne luften til energi og køre uendeligt., men ikke ville frigive den fordi det ville underminere hele verdensøkonomien. Vi orkede ikke lige at skulle til at forklare hvordan det ikke kan lade sig gøre, men gav ham istedet ret i at det nok ville få en gevaldig indvirkning på økonomien hvis sådan en opfindelse blev frigivet. Nok ikke kun økonomien, men en hel del andre ting også.

Den er ret stor, sådan en Aircraft Carrier.

Den er ret stor, sådan en Aircraft Carrier.

Da vi blev smidt af båden gik vi en lille tur ned igennem San Diegos gader. Her stødte vi blandt andet ind i et stort baseball stadion som var lyst op med låst inde. Det undrede vi os lidt over og gik tættere på, for at se hvad det gik ud på.

Det viste sig at en af rigmændene i San Diego havde lejet stadionet til at holde hans søn Bar Mitzvah, svarende til en konfirmation. Så har man dælme mange penge, hvis man lejer et baseball stadion med plads til små 50000 mennesker. Specielt når man tager i betragtning af manden der lejede det var ejeren af Qualcomm stadionet, et par kilometer derfra. Det var åbenbart ikke nok med et enkelt stadion.

Bar Mitzvah i Petco Park.

Bar Mitzvah i Petco Park.

Vi fandt en kæde-restaurant med ugle-tema hvor vi satte os ind for at prøve nogle af de lokale specialiteter. Efter et veloverstået måltid satte vi kursen mod vores hostel igen. Her var der stor fest med fri bar, men da vi alle var ret trætte efter dagen før og havde lagt planer for søndagen var der ikke meget feststemning tilbage i os. De stod dog og skulle have nogen til at hjælpe dem med at drikke op, så vi forbarmede os over dem og gav en hånd med.

Om søndagen kl 7 om morgenen tog Egon bilen til La Jolla for at dykke. Thomas og jeg stod lidt senere op og gik ned og lejede surfboards og wetsuits. Jeg har aldrig før prøvet at surfe men det var super skægt! Helt klar noget jeg skal gøre igen. Den officielle historie er at jeg kom op og stå på hænder, men jeg synes godt jeg kan indrømme her, at jeg kun lige kort kom op at stå på brættet en enkelt gang, før jeg røg i. Til gengæld fik jeg mange ture hvor jeg bare blev skubbet med af bølgerne, hvilket også bestemt kan anbefales, samt en stor trang til at kalde folk for “dude”.

Jeg fik snakket lidt med nogle amerikanere, der også var ude og surfe – de lærte mig et par tricks og spurgte hvor jeg var fra. Danmark lød mit svar, hvorefter de spurgte “Denmark .. Denmark, Texas?”. Lidt overrasket svarede jeg “No. Denmark, Europe.”

Da Egon kom tilbage fik vi noget mad og besluttede os for at bruge resten af dagen på stranden, nyde solen og se solnedgangen, før vi satte kursen mod Berkeley igen.

Solnedgang på Pacific Beach.

Solnedgang på Pacific Beach.

Vi ankom, trætte og udkørte, med tømmermænd i Berkeley klokken 4 om natten. Jeg kom op til et møde klokken 11, men forholdt mig ellers ganske stille og uproduktiv resten af dagen.




Gameday!

Sidste lørdag tog vi 3 mand afsted for at se et af de her football-games, man hører så meget om. Football har aldrig rigtigt været min sport – Jeg synes det går lidt for sløvt, med de mange pauser mellem spillene. Derudover har jeg meget ofte meget svært ved at følge med i sport, hvor jeg ikke har et hold at heppe på – Og meget, meget gerne også en grund til at heppe på dem! Hvis Frederikshavn spiller ishockey eller Danmark spiller landskamp, kan jeg sagtens sætte mig og følge med. Hvis Seattle Seahawks spiller mod Jacksonville Jaguars, har jeg noget sværere ved at finde viljen til at bruge 4 timer foran skærmen. Der skal ikke mange reklamepauser til, før jeg sidder med min telefon i hånden og surfer lidt rundt på må og få.

Football herovre er noget andet. Hele byen støtter op om deres hold, der er fest i gaden og enorme menneskemænger over det hele. Der er marchingbands og cheerleaders og alle frathouses holder åbent med grill, øl og storskærm. Modsat Danmark og Europa generelt, hvor der i forbindelse med fodbold-kampe ofte opstår slagsmål og skænderier blandt fansene, lader det til de har et meget mere afslappet forhold til hinanden, herovre. Da vi om morgenen gik ud for at gøre os klar til kampen, blev vi mødt af horder af rødt-klædte fans, der havde indtaget indgangspartiet til Ihouse og fyldt hele gaden op. Det havde i Danmark umiddelbart været dårlige nyheder, hvis en flok Brøndby-fans havde indtaget et stam-værtshus lige op ad stadion, så vi gik lidt forsigtigt frem. Det blev dog hurtigt meget tydeligt at der intet problem var og at folk alle var enige om at man var her for at få en god oplevelse. Det betød også at børn og voksne i alle aldre var med. Det var virkelig en familie-oplevelse, sådan at tage til fodboldkamp. En af grundene kan have været, at amerikanerne simpelthen bare er et fantastisk venligt folk. En anden kan være, at det ikke er muligt at købe øl til kampene.


I lørdags var folk fløjet (ca. 5 timer) og kørt (meget, meget mere) fra Ohio, langt oppe øst på ved New York, for at komme og støtte op om deres hold. De havde taget deres eget band og cheerleaders med og alle var i godt humør og glædede sig til kampen. Der var ca. 62000 tilskuere til kampen. Det synes jeg er utroligt mange – specielt når man tænker på, at det er et skole-stadion og ikke et af de helt enorme for-profit stadions, der findes rundt omkring.

I bedste amerikansk manér, var det muligt at købe alt hvad man kunne begære, under kampen. Der var store boder sat op hvor der blevet serveret alt burgers, pulled pork og hotdogs til nachos, popcorn og tacos. Hvis det var usundt, var det at finde her. Dette udvalg, sammen med alt det underholdning der var planlagt i pauserne, gjorde det til en rigtigt god dag! I USA er football ikke bare sporten – Det er hele oplevelsen der følger med!

Det er bestemt ikke sidste gang jeg tager afsted til sådan en kamp. Selvom jeg overvejer at tage ned til et frathouse og se det i stedet, for også at prøve det :-)

Go Bears!




Roadtrip! Part 2

Efter at have tilbragt natten ved San Simeon, blev det tid til at skulle videre. Før vi tog nogle steder, gik vi en tur ned på stranden. Vi havde besluttet os for, at vi ville i havet – Det var et af målene med turen – Men det skulle ikke være her. I stedet gik vi en tur langs med vandet og kiggede lidt rundt. Overalt lå der noget mærkeligt tang med finner og lange haler; op til flere meter. Meget anderledes fra hvad man er vant til fra Danmark. Hvor vi i Danmark er vant til måger langs kysterne, er der pelikaner herovre i stedet. Det er lidt skægt at se hvordan livet er anderledes, andre steder i verden.

Efter vores lille strandtur vendte vi bilen mod syd igen, mod San Luis Obispo. Her mødes highway 1 and highway 101, så planen var at stoppe der for at proviantere og så sætte kursen nordpå igen, mod Santa Cruz. Vi havde dog rigeligt med tid, så da vi passerede en slags marked på vejen, stoppede vi op for at se nærmere.

Flotte biler i massevis!

Flotte biler i massevis!

Det viste sig at være et Car-Show, med masser af gamle og nye amerikanerbiler i tip-top stand. Nu er jeg ikke den store bil-freak, men det var rigtigt spændende at gå og kigge på det hele. Og med country-band og stor amerikansk BBQ var det virkeligt tydeligt at vi var endt midt i en super autentisk amerikansk begivenhed. Vi besluttede os for at spise frokost her, selvom det var lige tidligt nok, og satte os til bords med grillkylling, coleslaw, hvidløgsbrød og chili con carne. Det var en oplevelse, for det var så utroligt amerikansk, at andre ville tro man overdrev, hvis man fortalte alle detaljerne.

Ægte amerikansk mad.

Ægte amerikansk mad.

Efter at have brugt en lille times tid på at sludre med amerikanere og kigge på biler, kørte vi videre sydpå igen. Vi fandt en strand, hvor vi besluttede os for en hurtig tur i vandet. Et hurtig stillehavs-dyp senere, var vi et par briller fattigere. Vi fortsatte dog i godt mod, længere syd på. Her fik vi tanket op til den sidste del af turen og vendte så næsen mod nord igen. Planen var at købe en engangsgrill og så finde en strand, vi kunne sætte os ved og grille, til aftensmad. Engangsgrill lader dog til at være et lidt mere europæisk koncept – De tager simpelthen deres barbeque for seriøst herovre, til at nøjes med sådan en lille fyr. I stedet købte vi godt med tortillas, avocado, frugt og (for første gang på turen) kød (!).

Godt 5 timer tog turen ad highway 101 – Denne gang i et noget mindre bakket terræn. Det gjorde turen noget mere behagelig, men noget mindre billedværdig.Vi fik dog udsigt over et enormt oliefelt, hvor der stod oliepumper strøet ud over landskabet.

Da vi ankom til Santa Cruz stod vi med problemet igen – Vi skulle finde et sted at sove. Vi tastede “santa cruz camping” ind i google maps, som førte os ned i nærheden af Santa Cruz National Park, eller noget i den retning. Det viste sig at være et alderdomshjem. Vi spurgte en kær gammel dame om vej til det nærmeste campingsted, men det vidste hun ikke noget om. I stedet forsøgte vi at køre lidt nordpå, til en lille surferby ved navn Davenport. Efter umiddelbart ikke at kunne finde noget, holdte vi ind på en parkeringsplads og afbrød nogle amerikanere som sad og grillede. De foreslog en camping plads kun 15-20 minutters kørsel væk. Det er skægt, hvordan det herovre er “kun” 15-20 minutter væk, hvor det derhjemme ville være “hele” 15-20 minutter væk. Vi satte os i bilen igen og kørte mod solnedgangen.

Solnedgang, fra bilsæde.

Da vi ankom til campen var der mørkt. Og vi havde stadig ikke fået noget at spise. Vi kørte ind ad en lille grusvej, inden vi nåede stedet. De få biler der havde kørt modsat vej af os, gav os bange anelser om en overfyldt lejr, men jeg hoppede ud og gik ind og spurgte til forholdene. Vi skulle jo kun bruge en lille plads, natten over, til et par telte. Her fik vi pænt at vide, at stedet var propfyldt og at ejeren sagtens kunne have solgt 200 pladser mere i dag, hvis han havde haft muligheden. Ikke just de bedste nyheder, da det tydede på at det ville blive halvsvært at finde en plads hvorend vi tog hen.

Det måtte gøres noget – nogen måtte tage en beslutning.

Derfor kørte vi ind ad en lille grusvej, vi havde set lidt før. Nu skulle vi bare finde et sted, hvor der var plads nok til at sove. Kort før vi passerede et “private property”-skilt, blev vi enige om at det nok ville være en god idé at vende om. Vi havde trods alt ikke lyst til at blive skudt. På vej tilbage af grusvejen, var vi dog så heldige at vi fandt en lille åbning i en skov. Her kørte vi ind og det så ud til at vi fint kunne sætte vores telte op, uden at være i vejen for nogen. Jovist – Det var da ulovligt – Men der kommer jo ikke nogen ud og checker mit i en eller anden tilfældig skov, lige ved siden af en motorvej.

Vi fik hurtigt dækket op til aftensmad i mørket og gik igang. Vi sikrede os ikke at efterlade noget affald, da vi gerne ville undgå den værste kontakt med vaskebjørne og ganske almindelige bjørne, samt slanger, egern og hvad der ellers er til at finde i sådan en skov.

Lige før vi faldt i søvn, fik vi os dog en overraskelse. Bedst som vi havde lagt os til rette, startede sirenerne på en politibil og vores lille lund blev fyldt med blå og røde lys.

Heldigvis havde den andre planer og kørte videre, så vi kunne få en ordentlig nats søvn.

Mandag morgen stod vi tidligt op og kørte ud for at finde et sted med rindende vand, hvor vi kunne spise morgenmad. Vi stoppede ved et lokalt surfersted hvor vi stod og så ud over bølgerne mens surfere overalt omkring os trak i våddragt og gjorde deres surfbræt klar. Det nærmest meditativt at stå der og kigge ud over havet.

Vi blev enige om at tage turen til Santa Cruz én gang til. Vi havde hørt en del om det, men synes ikke vores korte ophold havde været helt nok. I stedet kørte vi ned til stranden, som åbenbart er ret så populær. Det lader til at Santa Cruz er noget nær Staternes Gran Canaria.

Stranden ved Santa Cruz. Læg mærke til tivoliet, som følger hele strandens kant. Fordi det jo ikke er nok bare med strand.

Stranden ved Santa Cruz. Læg mærke til tivoliet, som følger hele strandens kant. Fordi det jo ikke er nok bare med strand.

Santa Cruz er fedt. Vi brugte de første par timer på bare at gå rundt og opleve. Vi fik set nogle af de historiske landmarks – Det vil sige ALT, der er ældre end 30-50 år –  såsom deres pier, hvilket er en bro, som går lang ud i vandet. Som man kender det fra Danmark, hvor bådene ved en havn ligger langs med. Herovre er det så med restauranter og asfalteret vej. På træværk. Med masser af sæler under.

De er helt vilde med sæler herovre!

Et lidt bedre overblik over boardwalken. Bygningen er et enormt arkade- / spille-center.

Et lidt bedre overblik over boardwalken. Bygningen er et enormt arkade- / spille-center.

Derudover gik vi rundt i deres Boardwalk, endnu et historisk syn, hvilket er det store tivoli. Her støtte jeg for første gang ind i en corndog, hvilket jeg blev nødt til at prøve. Tivoliet og strand var fantastisk, med corndog’en var lidt en blandet oplevelse. Der er en pølse, rullet i majs-dej og dypstegt, serveret på pind. Den var meget skæg at prøve og smagte nu også meget fint, men må indrømme jeg var en smule kvalm bagefter.

Til eftermiddagstid satte vi os i bilen igen, for at køre det sidste stræk, hjem til Berkeley. Vi gjorde et hurtigt stop ved den svenske ambassade (IKEA), for at købe småfornødenheder. På vej ind skiltede de med, at dette var en “gun free zone”, så vi følte os meget sikre. Og så var dét det. Slut med roadtrip for denne gang. Super fed tur! :)




Roadtrip! Part 1

I løbet af ugen havde vi snakket om at det kunne være fedt at komme ned og se Los Angeles. Da mandag var en fridag, tænkte vi, vi havde muligheden for at komme lidt længere væk og ikke bekymre os så meget om hvornår vi skulle være hjemme. Vi tænkte det ville være en perfekt weekend at tage afsted.

Det var en fejl.

Alt var optaget i LA. Alle vandrehjem, hoteller, moteller.. Alt! I stedet lagde vi nye planer. Vi købte et par telte, lejede en bil og drog afsted sydpå, ad Highway 1 – Den motorvej som følger kysten hele vejen fra San Francisco til Los Angeles. Vi tænkte vi kunne finde et par campingsteder, rastepladser, en park eller måske en strand på vejen, hvor vi kunne slå vores telte op og tilbringe natten. Hvad vi dog først fandt ud af senere, var at det er ulovligt at campere i det offentlige, at parker og strande alle lukker når klokken slår midnat og at det ikke er tilladt at parkere på rastepladser natten over. Hvad gør man så? Første aften, klokken lidt over 7, sad vi og spiste aftensmad på en hawaii’ansk restaurant. Vi spurgte nogle af de lokale, om de kendte et sted vi kunne campere. Det foreslog et, som vi besluttede os for at prøve. Heldigvis havde vi et par dage forinden fået oprettet telefonabonnement, så det var muligt at bruge telefonerne til at finde vej. Desværre er Amerika så stort et land, at det sjældent er til at få dækning på de mere øde steder. Det gik dog og vi fandt, efter at have kørt en halv times tid ad snørklede veje, i mørke, endelig frem til Coyote Lake Bear Ranch. Bear Ranch. Bjørne.

Hvad vi fik at vide her, skulle vise sig at blive temaet for resten af turen. Åbenbart er Labor Day en utroligt populær ferie-weekend, hvor mange forsøger at komme ud af byerne og væk fra alting, da den typisk markerer slutningen på sommerferien og start på skole og hverdag. Heriblandt tager rigtigt mange ud og camperer. Vi var så heldige at der, til check-ind-pigens store overraskelse, var et par enkelte pladser tilbage for en enkelt nat. Vi takkede med det samme ja. Vi fandt vores plads og satte vores telte op i mørke, uden nogen fornemmelse af området.

Den observante læser har måske lagt mærke til, at jeg tidligere nævnte at vi købte telte og tog afsted. Det vil med andre ord sige, at vi ikke havde nogle liggeunderlag. I stedet havde vi “lånt” et par tæpper – et til at ligge på, et til at have over sig – ved IHouse. Med andre ord var det utroligt svært at falde i søvn, med flere sten borende ind i ryggen. I stedet var der rigeligt med tid i løbet af natten, til at overbevise sig selv om, at hver eneste knækkende gren man hørte i distancen var en bjørn der kom nærmere, mens den eneste form for beskyttelse mellem en eventuel bjørn og sig selv, var et $30 nylon telt fra Walmart. Dette blev ikke gjort mere betryggende af manden i nabolejrens uregelmæssige snorken, som bedst kan beskrives som en form for stille brøl.

Efter et par timers søvn stod vi op med solen til et fantastisk syn – Hjulpet godt på vej af begejstringen over ikke at være blevet spist i løbet af natten.

Udsigten den ventede os uden for vores telt.

Udsigten den ventede os uden for vores telt.

Planen for turen havde hele tiden været ikke at have nogen plan, men at tage beslutningerne som de kom. Vi besluttede os for at tage til Monterrey, da vi havde hørt gode ting om det område. På vejen kørte vi omkring et stort supermarked, for at proviantere. Vi ankom tidligt til Monterrey, men syntes byen var noget kedelig, så vi besluttede os for at køre videre. En af tyskerne i selskabet havde en guidebog, som fortalte gode ting om et område ved navn Big Sur. Så vi vendte bilen den vej og kørte afsted ad Highway 1.

En ting der er værd at vide om Highway 1, er at det er en historisk vej, daterende helt tilbage til 1930’erne (hvilket efter amerikansk målestok er noget nær oldtid). Dette har sat sine spor på turen og det er tydeligt at mærke, at den ikke er bygget med nutidens store transportbehov i mente. Det lader dog til at de er ved at modernisere den. Dette betyder imidlertid at der flere steder er lukket for det ene spor, så man må skiftes til at køre. Det var dog til at overskue, da udsigten langs ruten var fantastisk.

Udsigten fra Hurricane Point, langs Highway 1.

Udsigten fra Hurricane Point, langs Highway 1.

Da vi ankom til Big Sur, fandt vi virkelig ud at, at vi havde valgt den forkerte weekend. På trods af, der var op mod 15 forskellige campingpladser i området, var de alle fyldt til randen. Flere steder fortalte de, at folk havde reserveret over et år i forvejen, for at kunne få en plads. Efter at have kørt rundt blandt en masse forskellige og ringet rundt, var den krisemøde i den lille Chrysler. Vi befandt os ca. midt på Highway 1 – lige langt begge veje, for at komme til en anden motorvej. Der ville ikke umiddelbart være noget at finde de næste mange hundrede af kilometer, hverken syd eller nord. Hvad vej skal vi køre. Skal vi fortsætte ud i det uvisse, eller forsøge os med nogle af de steder vi kørte forbi, helt i starten. Efter en hurtig afstemning, valgte vi at fortsætte sydpå.

Efter en hurtig snak med nogle lokale, fik vi nys om en campingplads godt 23 kilometer inde i landet, oppe i bjergene, hvor der sansynligvis ville være plads. Efter at have sneglet os af kurvede veje, op og op i højderne, fandt vi endelig frem til pladsen. Der var kun to, af de godt 40 pladser der var taget. Success. Til gengæld var der hverken friskt vand, bad eller ordentlige toiletfaciliter. De sidste to kunne vi klare os uden, men den første begyndte i stigende grad at være et problem. Dette, sammen med et helt enorme antal fluer og igler der var i området, gjorde at vi besluttede os for at kravle ned fra bjerget igen.

Klokken var nu blevet omkring 17-18 stykker og i et land hvor solen går ned klokken 20, betød det at det var tid til at gøre en ekstra indsats for at finde et sted at sove. Vi stoppede på en rasteplads langs kysten hvor vi fik vores aftensmad – kolde tortilla’s med pastasovs, dertil toastbrød med marmelade og lidt frugt – og fik tanket op med drikkevand igen.

Vi spottede en autocamper på rastepladsen, som måtte stå i samme situation som os – at man ikke bare må campere på rastepladser – og vi spurgte derfor hvad deres planer var. De ville køre syd på, mod en lille by ved navn San Simeon, hvor der eftersigende skulle være en rasteplads med plads til flere. Vi besluttede os for at prøve lykken.

Da vi ankom til rastepladsen var solen så småt ved at gå ned. Hvis der var plads kunne vi slå vores telte op efter en lang dag; hvis ikke, måtte vi ud og finde et nyt sted, i mørke. De havde dog heldigvis en enkelt plads tilbage, bagerst i lejren, uden lejrbord eller bålplads, måske knapt nok med plads til vores bil. Men da ekspedienten var kommet så langt i sin forklaring, havde vi allerede sagt ja tak utallige gange.

Vi slog vores telte op mens lys blev til mørke og satte os til at drikke de øl, vi havde medbragt. Jeg ved ikke om det teknisk set var lovligt at drikke alkohol der, men vi havde fortjent det efter en hård dag. Det måtte enhver politimand, der kom forbi, kunne forstå.




First Class!

Torsdag havde jeg min første undervisning. Det er meget anderledes herovre, end det er derhjemme. Jeg er vant til at en dag består af 2 blokke af 4 timer, hvor der så enten er undervisning eller ej. Hvis der er undervisning, foregår dette typisk i de første 2 timer, med en 2-3 pauser, lidt afhængigt af hvor tungt stoffet er. Den sidste tid bruges så på opgaveregning, hvor underviseren går rundt og checker om der er nogle spørgsmål. Man møder klokken 8 og går hjem ca. kl 16, og så er der en god halv times frokostpause midt på dagen.

Sådan fungerer det ikke her. En undervisningstime tager typisk halvanden time og starter fra klokken 9:30. Jeg kunne godt forestille mig, at de allerede starter klokken 8, men det har jeg endnu ikke oplevet. Det lader ikke til der er den samme form for koordinering mellem undervisere herovre, da flere klasser ligger oveni hinanden. Hvis de ikke ligger oveni hinanden, ligger de ofte back-to-back. Eksempelvis havde jeg i dag 3 classes: Fra 9:30 til 11:00, fra 11:00 til 12:30 og fra 12:30 til 14:00. Den snu læser har måske luret at der ikke umiddelbart er meget tid til pause mellem sådan et par timer. Og det er fuldstændigt korrekt! I stedet har de en (måske uofficiel) regel om, at undervisningen først starter 10 minutter efter der er annonceret. Det er meget heldigt, da man som oftest skal gå mellem forskellige bygninger, for at komme til sin undervisning. Der er ca. 10-15 minutters gang mellem hver, så jeg er konsekvent kommet for sent til al undervisning, undtagen den første. Men det lader de til at tage meget fint. Jeg kunne forestille mig, at det måske er værre på Undergrad niveau, da det lader til at mange af dem stadig bliver behandlet lidt som børn herovre.

Derudover lader det til, at der mere eller mindre er forbud mod at tage mad og drikke med ind til undervisningen. Derfor tillader jeg mig at spekulere lidt i, om det måske kan være, at det ikke er normalt at tage classes på den måde jeg gør, men i stedet sprede dem ud over længere tid, så man for eksempel tager nogle det ene år, og så tager resten det næste år. Men det er jeg heller ikke sikker på, da jeg har hørt rygter om at de kører i 2-års cykluser herovre, så undervisning først bliver gentaget 2 år senere. Det kan være min kombination af kurser bare er uheldig.

Det lader til at de går en del mere op i hjemmearbejde og lektier generelt herovre. Der er meget der skal læses til hver gang og det lader til at niveauet gør at man er nødt til det. I Aalborg var det ofte til at slippe igennem med at læse op til eksamen, men her er der løbende evalueringer, midterms og flere “homeworks” some de kalder dem – Mere eller mindre afleveringer, tror jeg, som man kender dem fra gymnasiet.

Jeg har fundet frem til, at jeg vil følge 2 af de classes jeg var til i dag: Convex Optimization med Laurent El Ghaoui klokken 11:00 og Control of Nonlinear Dynamic Systems med J. Karl Hedrick klokken 12:30. Derfor har jeg 3 timer midt på dagen, hvor jeg mere eller mindre ikke har mulighed for hverken vådt eller tørt. Min umiddelbare plan er at pakke tasken med gratis frugt om morgenen, og overleve på det, indtil jeg kan få noget at spise igen. Det kan være det bliver nemmere, når jeg rigtigt kommer igang med mit projekt, da jeg bruger mere af min tid lige i nærheden af der hvor jeg skal have kurser, så jeg kan spise lige før og lige efter. Nu må vi se.




San Francisco!

Tirsdag besluttede vi os for, at tage en tur til San Francisco. Sikke en by! Der er både enorme højhuse med milliard-dollar virksomheder, og små hyggelige kvarterer med lokale. Jeg vil gerne undskylde på forhånd, at det her indlæg bliver primært billeder – Det er mest for at vise det hele frem!

San Francisco skyline! Det er utroligt at tænke på, at hver rude er en etage.

San Francisco skyline! Det er utroligt at tænke på, at hver rude er en etage.

Efter at være stået af BART-toget, gik vi ned på havnen, for at opleve livet der. Der var flere der havde hørt noget om Pier 39, som vi skulle ud og se. Derfor gik vi langs havnefronten derned imod. På vejen gik vi ud på Pier 7, for at få lidt luft og kigge lidt ud over byen.

Udsigt over byen fra Pier 7.

Udsigt over byen fra Pier 7. Og lidt finger.

Derudover stødte vi ind i America’s Cup, hvor vi gik ind og kiggede lidt. Udover bådene til ræs, var der nogle enorme både – Jeg har aldrig set noget lignende! Det ene store sejlskib ved siden af det andet, ved siden af en gigantisk yacht!

En gigantisk, 4-etagers båd! Læg mærke til basketball kurven, lige mellem de 2 små både.

En gigantisk, 4-etagers yacht! Læg mærke til basketball kurven, lige mellem de 2 små både.

Efter at have gået rundt ved de store både, gik vi videre til Pier 39. Så vidt jeg har forstået, er det, som gør Pier 39 helt specielt, at der er masser af søløver på området. Det har man så åbenbart bygget en større turistfælde op omkring, med alle mulige forskellige, mærkelige butikker – Heriblandt: Bubba Gumps Shrimp, en butik som udelukkende sælger magneter og en butik til venstrehåndede.

Jeg kender flere som ville købe sig fattige i den her butik.

Jeg kender flere som ville købe sig fattige i den her butik.

Fra Pier 39 var der, udover udsigt over en masse søløver, mulighed for at kunne se ud til Alcatraz. Selvom vi ikke var derude og nærstudere tingene, så det umiddelbart ud til at være et halv-besværligt sted at slippe væk fra.

Efter at have gået rundt i et par timer, blev vi enige om at finde noget at spise. Først lød planen, at vi skulle sætte kursen mod Chinatown, men vi besluttede os for at gå ind på en lokal burger-restarant i stedet, ved navn In-N-Out Burger. Efter et billigt, godt og nærende måltid, hvor jeg igen lavede fejlen at bede om et stort krus til gratis refill. Det er hvad der sker. Det er ikke så slemt, når der kun er ca. 1 krone i forskel mellem størrelserne, men det virker stadig fjollet at sidde med små halvanden liter.

Bestemt ikke skidt for 40-45 kr. Specielt når man tænker på det hele er frisktlavet, fra bunden. Pånær ketchup, så vidt jeg er informeret.

Bestemt ikke skidt for 40-45 kr. Specielt når man tænker på det hele er frisktlavet, fra bunden. Pånær ketchup, så vidt jeg er informeret.

Efter at have siddet og nydt solen lidt, gik vi videre mod Chinatown. Det er skægt, at der midt i en kæmpe stor storby, kan ligge et lille distrikt, hvor folk snakker et andet sprog, hvor arkitekturen ligner noget fra et andet land, maden er mærkelig og alle er godt 3 hoveder mindre end mig. Det var en stor oplevelse.

Man kan bare smutte ned i den lokale fiskeforretning, hvis man lige har lyst til lidt krokodille, åbenbart.

Man kan bare smutte ned i den lokale fiskeforretning, hvis man lige har lyst til lidt krokodille, åbenbart.

Efter en lang gåtur gennem Chinatown, hvor de enkelte grøntsager man kan genkende er dobbelt så store, som dem man ser derhjemme, kom vi ud på Market Street; San Franciscos store butiksgade. Her brugte vi med vilje ikke så lang tid, da vi allerede havde været afsted i 6-7 timer på dette tidspunkt. Derfor er jeg helt sikker på, at jeg skal derind igen! Udover de enorme mærkebutikker, ligger der åbenbart også en butik der hedder Ross, hvor man kan købe mærkevarer med op til 60% rabat i forhold til amerikanske priser – Altså noget billigere end man ser derhjemme.

Vi fik også set flere af San Franciscos berømte sporvogne. De drives åbenbart af reb, som kører rundt i en stor ring, lige under vejen, fremfor selv at have nogen form for fremdrift. De holde altså bare fat i rebet, og kører med på den måde, lader det til. Mærkeligt system. Det betyder åbenbart også at de kan have svært ved at vende på et lille område. Derfor har man i stedet de her platforme, som vognene kører op på, og bliver vendt rundt. Med håndkraft. Jeg går ud fra at det er tradition og charmerende og alt sådan noget, men det virker ærligt talt en kende ueffektivt. Men dem om det.

En sporvogn der vendes med håndkraft.

En sporvogn der vendes med håndkraft.




De flinke unge mennesker

Ihouse er et fantastisk sted at møde nye mennesker. Alle er utroligt imødekommende og mere eller mindre i samme båd, så de nærmest ingen kender. Derfor er det ikke bare velset, men nærmest forventet at man sætter sig ved tilfældige folk rundt omkring, når der er mad. Forleden sad jeg sammen med universitets vand-polo hold og snakkede om sport, og senere med en biologi-studerende syd-koreaner som ikke længere spiller computer, fordi han blev for afhængig af Warcraft 3. Det er supernemt, men meget anderledes end den danske metode: at drikke sig fuld, og så er man venner med dem man stadig kan huske dagen efter.

Efter at have siddet to mand på Ihouse-cafeen, fredag aften, med en udemærket, indendørs, veldokumenteret øl i hånden og undret os over hvor folk var henne, fandt vi lørdag aften ud af, at det er i husets game-room, det hele foregår. Her mødte vi Steve, en gut fra London som er herovre for at studere Civil-Engineering, Henry, en irlænder som studerer .. noget. Vi sad og snakkede om, hvad man savner derhjemmefra – En vi alle kunne blive enige om, var muligheden for bare at sætte sig ned og drikke en enkelt øl. De lader til at folk herovre enten holder sig ganske ædru, eller drikker sig helt i hegnet. Derudover mødte jeg en hel flok nordmænd og svenskere, som jeg ikke umiddelbart husker navnene på. Der var som minimum en Lasse og en Jesper. Men Lasse var tysk. Vist nok. Derudover mødte vi en ordentlig flok tyskere, som vi har brugt lidt tid med.

GameRoom @ Ihouse

GameRoom @ Ihouse

I løbet af aftenen her ankom der en større flok Singaporeanere (?), som havde taget en buffet med. De havde åbenbart været til noget forsamling for studerende fra deres hjemmeuniversitet, hvor der havde været alt for meget mad.

Hotwings, Chili-Poppers, chips, salsa, kage .. Alt hvad hjertet begærer.

Hotwings, Chili-Poppers, chips, salsa, kage .. Alt hvad hjertet begærer.

Efter at have spist os mætte og drukket de de øl vi havde købt os, blev det tid til at finde et sted, hvor der kunne købes flere. Vi gik mod en bar kaldet Free House, ikke langt fra Ihouse. Her måtte desværre gå igen, da klokken jo var blevet 23:30. Derfor måtte vi se os om efter et nyt sted. Vi havde hørt at mange af de Fraternity-houses, som ligger i området, holder åbent hus lige for tiden, med fri bar og hvad der ellers dertil hører, så vi besluttede os for at besøge sådan et.

Det er nøjagtigt ligesom i filmene. Bare med flere asiater.

Der kunne sagtens være flere spil beerpong i gang, på ét bord.

Der kunne sagtens være flere spil beerpong i gang, på ét bord.

Overalt var der folk der spillede beerpong og drak af røde plastik kopper. Der stod fustager rundt omkring i hjørnerne, på is, som skulle pumps for at der kom noget ud. Folk lavede keg-stands (blev holdt op med fødderne i vejret, mens de drak direkte fra fustagen) og det var umuligt at komme rundt, for det enorme antal mennesker der var.

I kælderen var der diskotek, med strobelys, DJ og en bar som kun serverede øl, pepsi og vodkashots i små papirkopper. Gratis, selvfølgelig.

Efter lidt tid valgte vi at gå videre, for at se nogle af de andre Frat-houses. Flere af dem var dog blevet lukket ned af politiet – Klokken nærmede sig jo trods alt en 00:30 – 1 stykker. Derfor satte vi så småt næsen hjemad mod Ihouse. Her satte vi os og snakkede lidt med nogle vældigt flinke amerikanere, som fortalte os lidt om hvad der var værd at se her i Californien, hvad man skal passe på og hvordan det generelt er at leve her. Super spændende.

 




Projektstart

I går havde jeg mit første møde med min nye vejleder. Super flink fyr; det gik over alt forventning! Han spurgte til hvad jeg synes om området og hvordan det gik, hvorefter vi diskuterede hvilke projekter jeg kunne arbejde med. Vi blev enige om, at jeg skal arbejde sammen med Lawrence Berkeley Lab og US Airforce Base i Los Angeles, om at lave kontrolleret opladning af El-biler; altså reagere på hvor meget strøm der er tilgængeligt for at oplade med forskellig styrke på forskellige tidspunkter. Eller endda nogle gange aflade, hvis det er nødvendigt, så strømmen kan bruges andetsteds, når efterspørgelsen er høj men produktionen er lav. Derudover lagde han vægt på, at han synes jeg skal sørge for at nyde mit ophold her, og benytte mig af de muligheder der er her.

Mit skema bliver noget anderledes end jeg er vant til derhjemme. Normalt møder jeg kl 8 om morgenen og bliver på universitetet for at arbejde, indtil kl 16. Her er der meget mere frie rammer. Jeg kan sidde hjemme, sidde på kontoret, gå til forelæsninger eller forskellige andre ting, som jeg lige har lyst. Det kunne jeg teknisk set også i Aalborg, men sådan var den gængse arbejdsform bare ikke rigtigt. Jeg fik foreslået nogle kurser jeg kunne følge hvis jeg havde lyst, hvilket jeg bestemt har tænkt mig at gøre. Derudover blev jeg inviteret og opfordret til at tage med til nogle præsentationer ved Lawrence Berkeley Lab, som åbenbart har nogle rigtigt gode nogle af slagsen, her i efteråret.

Det her bliver godt! :)

 




Kulturforskelle og indflytning

I dag skulle jeg flytte ud fra mit hotelværelse. Det skulle foregå allerede inden klokken 11, selvom jeg først kunne flytte ind i min permanente lejlighed kl 15. “Heldigvis” havde jeg en lille times gang fra mit hotel op til mit permanente hjem for opholdet, hvor jeg havde mulighed for at sætte min bagage. Efter jeg havde været forbi med min bagage, gik jeg ud for at finde noget at spise. Jeg endte på et lille lokalt sted ved navn Smart Alecs, som opfyldte både min primære og min sekundære prioritet: WiFi og mad. Her fik jeg en virkelig god organisk, økologisk osv. osv. burger, med en cola til. Jeg havde ikke troet der skulle være så stor forskel i smag mellem europæisk og amerikansk cola, hvor de bruger henholdsvist sukker og høj-fruktose-majs-sirup til at søde med. Den havde den her sirupsagtige smag, jeg bestemt ikke brød mig om. Det kan være jeg skifter til light – Nu må vi se! Indtil da kan man få noget ganske udemærket kirsebær icetea de fleste steder.

Jeg kan mærke at jeg stadig har en god del problemer med jetlag; hvilket ikke er blevet bedre af, at jeg ved en fejl faldt i søvn klokken fem om eftermiddagen i går, og sov indtil ca. kl 1 om natten, hvilket betød at jeg gik glip af aftensmad. Derfor har mit mål i dag været at jeg skulle holde mig vågen længe nok til at kunne spise aftensmad. Dette mål må siges at være nået – Jeg snød dog lidt, og spiste aftensmad kl 17:45. Dog har jeg lige nu, kl 19:44, i gang i min rekord for det seneste tidspunkt jeg er oppe, i USA. Jeg sigter efter 21, men tør ikke satse alverden på det.

Upper Sproul Plaza - Lidt af campus området.

Upper Sproul Plaza – Lidt af campus området.

Jeg gik lidt rundt på campus, for at finde ud af hvor jeg skulle registrere mig, for at få lov at bruge AirBears – WiFi netværket. Jeg fandt frem til, man skal have et såkaldt Cal-1-Card (studiekort), som kræver at man har et student- eller employee-ID. Dette får man efter at have udfyldt de nødvendige papirer, for at blive registreret i systemet. Dette papirarbejde tager en dag om at komme igennem. Derfor forventede jeg selvfølgelig at det ville være klar til i dag, da jeg gennemførte mit papirarbejde i går. Så heldig var jeg ikke. Efter længere tids gåen frem og tilbage mellem kontorer i hver sin ende af campus, fandt jeg frem til, at jeg kan få lov mit ID i morgen. Når det er på plads, kan jeg komme i gang med de godt 13 punkter jeg fik at vide skulle gennemføres, før jeg rigtigt kan sige, jeg er faldet på plads.

Ud over det blev dagen brugt på at kigge i lidt butikker og se noget af det lokale liv, med hippier, hjemløse og masser og masser af nye studerende. Det er til at fornemme, at jeg er kommet midt i indflytningsperioden – Overalt ser man forældre gå rundt med deres ~17 årige sønner og døtre, iført “Cal” eller “Berkeley” Tshirts, trøjer, skjorter, hatte, slips.. Alt! Det er tydeligt at se at folk er meget, meget stolte af at gå her, og ikke har den mindste smule imod at blære sig med det. Det virker lidt vildt at skulle betale $20 for en Tshirt med universitets navn på, når man tænker på det utal af AAU-Tshirts man efterhånden har fået smidt efter sig.

Alt hvad hjertet begærer af "Cal" og "Berkeley" beklædning!

Alt hvad hjertet begærer af “Cal”, “Berkeley” og “Bears” beklædning!

Jeg er begyndt at lægge mærke til små kulturelle firnuligheder, jeg aldrig før har tænkt over. Det virker til de er rigtigt glade for åbne, fælles områder hvor det er muligt at gå hen og se hvad folk har gang i. Rigtigt åbent folk. Dette gælder desværre også for deres toiletter, hvor de fremfor små rum man kan gå ind i, mere har små papvægge som separerer toiletbåsene. Det passer lige med, at jeg kan se folks fødder ved siden af, når jeg sidder ned, og jeg kan kigge dem i øjnene når jeg står op. Det er som de er lavet lige til mig.

Og nu vi snakker om toiletterne, er det også som om de har en helt anden idé om hvor meget vand der skal være i. Det ligner mere et lille soppebasin, end et toilet.

Derudover har jeg lagt mærke til at de har “doorknobs” overalt, frem for dørhåndtag – Et fænomen jeg ikke tror jeg nogensinde har set i Danmark. Det samme med egern – De er overalt, men har aldrig set et i Danmark. De har refill overalt, og drikkelse koster nærmest ikke noget – I går bestilte jeg noget mad og fik sagt “en stor”, da jeg skulle bestille noget at drikke. $2 kostede det, for godt og vel 1.5L sodavand. Med gratis refill, selvfølgelig. Sales taxes skal jeg stadig vænne mig til – “Jeg vil gerne bed om den menu til $8″. “Ja, så gerne, det bliver $8.72″. For slet ikke at snakke om det besvær det giver, når man skal skrive en dato som Måned/Dag/År, fremfor Dag/Måned/År. Eller når man får et tidspunkt oplyst som 130.. Umiddelbart gættede jeg på klokken 13:00; en tastefejl hvor det manglede et 0, men det betyder i stedet halv to om eftermiddagen.

Efter alt det, blev det efterhånden tid til at flytte ind. Jeg gik op til International House, for at melde min ankomst. Her fik jeg udleveret nøgle, postkasse-kode og kort til at komme ind om natten, samt WiFi-kode og lejekontrakt. Så kunne jeg endelig flytte ind!

Jeg besluttede mig for at tage billeder af mit første møde med mit nye værelse, så jeg kunne give en lille guidet tur rundt. Første billede viser den umiddelbare udsigt når man træder ind ad døren. Dernæst gik jeg helt hen i den modsatte ende af lokalet, ind på mit kontor, for at få afbilledet indgangspartiet.

Første skridt ind ad døren.

Første skridt ind ad døren.

Udsigten fra mit kontor.

Udsigten fra mit kontor.

Og det var cirka det. Mit værelse her er, tro det eller lad være, mindre end min første lejlighed. Til gengæld er der walk-in-closet – meget godt klaret på små 15 m^2. Det gik rimeligt hurtigt op for mig, at jeg glemte at læse deres “What to bring to IHouse”-guide, da jeg fandt ud af jeg hverken havde dyner eller lagner. Det var der dog råd for, da de sælger alt hvad man skal bruge i deres lokale lille kiosk. Desværre er der kun en enkelt stikkontakt, så jeg må ud og have fat i en forlængerledning og en stikdåse. Heldigvis har jeg fundet et sted hvor der ligger en hardware-store, så må jeg se om det er til at købe noget der.

Jeg har desuden fået sat mit første møde med min vejleder op; i morgen kl 130. Det skal nok blive spændende!

Undskyld det lange indlæg – jeg skriver fordi der er sket en masse siden sidst, men også fordi jeg bliver nødt til at holde mig igang, for ikke at falde i søvn.