Tag Archives: Roadtrip

San Diego, dude!

Det eneste der adskilte vores hostel fra stranden var den lille boardwalk / cykelsti.

Sidste weekend besluttede vi os, i anledningen af Veterans Day, for at tage til San Diego for at nå at nyde den sidste vintersol. Vi kender et par stykker, Troels og Jacob, som tilbringer efterårs semesteret dernede, men vi fik desværre planlagt vores tur lige oven i deres Hawaii-tur, så dem fik vi ikke set noget til.

Vi lejede os en fin lille Toyota i Berkeley om torsdagen og satte så torsdag eftermiddag kurs mod San Diego – De 8-10 timer turen skulle tage var ingen sag, var vi sikre på. Aldrig om jeg nogensinde havde kørt så langt i Europa for at tilbringe en weekend på ingenting – Det ville placere mig et eller andet sted i Sydtyskland, umiddelbart uden mærkbart bedre vejr. Men det er noget andet herovre, efter man har vænnet sig til at 30 minutters kørsel – ca. afstanden mellem Aalborg og Frederikshavn – er “lige i nærheden”.

LA by night! 5-banet motorvej nærmest helt for os selv!

LA by night! 5-banet motorvej nærmest helt for os selv!

Turen forløb også forholdsvist stille og roligt, med et par enkelte stop hist og her for lige at strække ben og finde lidt mad og drikke. Vi ankom på hostellet vi skulle bo på kl. 3 om natten, hvor vi blev checket ind. Jeg har boet på hostel før, en enkelt gang i København da vi var afsted i 3.g. på HTX. Men aldrig helt på denne måde. Vi 3 delte et værelse, med 4 køjesenge, på godt og vel 4x7m med 5 andre, som blev udskiftet henover weekenden. Det var en speciel oplevelse men gjorde det utroligt nemt at møde mennesker, da man sådan set er nødt til at finde ud af at kunne enes. Hostellet hed Banana Bungalow kan snildt anbefales til folk som har lyst til at tage en tur til San Diego. Det er et ungdomshostel, hvilket sådan set bare vil sige at der er rig mulighed for at fester osv. Det kræver dog at man ikke umiddelbart har det store behov for privatliv. Til gengæld er der så alle muligheder for at låne strandgrej eller leje cykler, skateboards og hvad man nu ellers skulle få brug for.

Udsigten fra min seng. Jeg var så heldig at få den øverste køje.

Udsigten fra min seng. Jeg var så heldig at få den øverste køje.

 

Det eneste der adskilte vores hostel fra stranden var den lille boardwalk / cykelsti.

Det eneste der adskilte vores hostel fra stranden var den lille boardwalk / cykelsti.

Fredag sov vi længe, efter at have kørt hele natten. Da vi stod op lavede vi morgenmad (pandekager) og besluttede os for at slappe lidt af på stranden og udforske lokalområdet. Sådan gik det meste af dagen sådan set, selvom vi havde sagt til os selv at vi skulle være noget mere aktive, da vi kun havde 3 dage dernede. Vi gik ind på en lokal restaurant for at få lidt mad og se lidt fodbold. Her bestilte Egon og jeg en øl, mens Thomas “kun” skulle have cola – det undrede vi os lidt over, men spurgte ikke nærmere ind til. Det skulle dog vise sig at der var en meget simpel grund til Thomas ikke bestile alkohol.

Da vi lejede bil havde Thomas haft undervisning og Egon og jeg havde derfor taget hans pas og kørekort med til biludlejningsstedet for også at få Thomas skrevet på som fører af bilen. Desværre havde Egon så ladet Thomas’ pas og kørekort ligge i en taske han ikke tog med til San Diego. Med andre ord havde Thomas ingen måde at bevise han var over 21 og havde derfor ikke mulighed for at bestille øl.. Øv.

Efter vi kom tilbage til hostellet fandt vi dog ud af at han havde sit dykkerbevis med, hvor der både er billede og fødselsdato på! Det måtte være nok tænkte vi. Men det blev vi hurtigt overbeviste om, at det ikke var.

Som plaster på såret tog Egon initiativ til at smutte over efter en ramme øl. 20 minutter senere vendte han tilbage, helt uden øl. Det viste sig at det ikke var nok at han viste sit kørekort til at bevise han var over 21 – på trods af at han er over 1.90m og har længere skæg end jeg har hår på hovedet. Så han var blevet sendt hjem efter pas. Jeg kan godt nok godt forstå der er mange unge herovre som ryger hash, fremfor at drikke sig fulde, når det er så meget nemmere at få adgang til.

Efter at have snakket lidt løst med nogle af folkene i butikken viste det sig at én af grundene til at vi ikke kunne bruge vores kørekort som identifikation var, at der var 3 datoer på kortet: Fødselsdato, udstedelsesdato og udløbsdato. De har med andre ord været i tvivl om Egon har været 26, 2 eller ikke været født før 2058.

Vi tilbragte derfor aftenen på hostellet, fremfor at tage med den partybus der var arrangeret. Her mødte vi 2 danske drenge, Jeppe og Tobias, som for nyligt var blevet færdige med gymnasiet/handelsskole og som rejste rundt i amerika for at se lidt af verden.

Dagen efter sov vi længe og tog på stranden da vi vågnede. Vi besluttede os for at vi hellere måtte se lidt af downtown San Diego for ikke bare at være taget hele vejen derned kun for at ligge på stranden. Vi havde hørt om USS Midway, en stor Aircraft Carrier som var blevet omdannet til museum og som lå i San Diego.

Det var en oplevelse, både rent ingeniørmæssigt at noget så stort og komplekst rent faktisk kan fungere, men også den historiske værdi i at gå rundt sådan et sted hvor folk har levet, sovet og kæmpet for deres liv.

Dækket på en aircraft carrier.

Dækket på en aircraft carrier.

Vi snakkede med nogle veteraner som først var meget fornuftige og fortalte os om nogle af de systemer, som drev skibet, men dernæst begyndte at snakke konspirationsteorier om hvordan store bil-firmaer havde opfundet en bil med en lille vindturbine foran som kunne omdanne luften til energi og køre uendeligt., men ikke ville frigive den fordi det ville underminere hele verdensøkonomien. Vi orkede ikke lige at skulle til at forklare hvordan det ikke kan lade sig gøre, men gav ham istedet ret i at det nok ville få en gevaldig indvirkning på økonomien hvis sådan en opfindelse blev frigivet. Nok ikke kun økonomien, men en hel del andre ting også.

Den er ret stor, sådan en Aircraft Carrier.

Den er ret stor, sådan en Aircraft Carrier.

Da vi blev smidt af båden gik vi en lille tur ned igennem San Diegos gader. Her stødte vi blandt andet ind i et stort baseball stadion som var lyst op med låst inde. Det undrede vi os lidt over og gik tættere på, for at se hvad det gik ud på.

Det viste sig at en af rigmændene i San Diego havde lejet stadionet til at holde hans søn Bar Mitzvah, svarende til en konfirmation. Så har man dælme mange penge, hvis man lejer et baseball stadion med plads til små 50000 mennesker. Specielt når man tager i betragtning af manden der lejede det var ejeren af Qualcomm stadionet, et par kilometer derfra. Det var åbenbart ikke nok med et enkelt stadion.

Bar Mitzvah i Petco Park.

Bar Mitzvah i Petco Park.

Vi fandt en kæde-restaurant med ugle-tema hvor vi satte os ind for at prøve nogle af de lokale specialiteter. Efter et veloverstået måltid satte vi kursen mod vores hostel igen. Her var der stor fest med fri bar, men da vi alle var ret trætte efter dagen før og havde lagt planer for søndagen var der ikke meget feststemning tilbage i os. De stod dog og skulle have nogen til at hjælpe dem med at drikke op, så vi forbarmede os over dem og gav en hånd med.

Om søndagen kl 7 om morgenen tog Egon bilen til La Jolla for at dykke. Thomas og jeg stod lidt senere op og gik ned og lejede surfboards og wetsuits. Jeg har aldrig før prøvet at surfe men det var super skægt! Helt klar noget jeg skal gøre igen. Den officielle historie er at jeg kom op og stå på hænder, men jeg synes godt jeg kan indrømme her, at jeg kun lige kort kom op at stå på brættet en enkelt gang, før jeg røg i. Til gengæld fik jeg mange ture hvor jeg bare blev skubbet med af bølgerne, hvilket også bestemt kan anbefales, samt en stor trang til at kalde folk for “dude”.

Jeg fik snakket lidt med nogle amerikanere, der også var ude og surfe – de lærte mig et par tricks og spurgte hvor jeg var fra. Danmark lød mit svar, hvorefter de spurgte “Denmark .. Denmark, Texas?”. Lidt overrasket svarede jeg “No. Denmark, Europe.”

Da Egon kom tilbage fik vi noget mad og besluttede os for at bruge resten af dagen på stranden, nyde solen og se solnedgangen, før vi satte kursen mod Berkeley igen.

Solnedgang på Pacific Beach.

Solnedgang på Pacific Beach.

Vi ankom, trætte og udkørte, med tømmermænd i Berkeley klokken 4 om natten. Jeg kom op til et møde klokken 11, men forholdt mig ellers ganske stille og uproduktiv resten af dagen.




Roadtrip! Part 2

Efter at have tilbragt natten ved San Simeon, blev det tid til at skulle videre. Før vi tog nogle steder, gik vi en tur ned på stranden. Vi havde besluttet os for, at vi ville i havet – Det var et af målene med turen – Men det skulle ikke være her. I stedet gik vi en tur langs med vandet og kiggede lidt rundt. Overalt lå der noget mærkeligt tang med finner og lange haler; op til flere meter. Meget anderledes fra hvad man er vant til fra Danmark. Hvor vi i Danmark er vant til måger langs kysterne, er der pelikaner herovre i stedet. Det er lidt skægt at se hvordan livet er anderledes, andre steder i verden.

Efter vores lille strandtur vendte vi bilen mod syd igen, mod San Luis Obispo. Her mødes highway 1 and highway 101, så planen var at stoppe der for at proviantere og så sætte kursen nordpå igen, mod Santa Cruz. Vi havde dog rigeligt med tid, så da vi passerede en slags marked på vejen, stoppede vi op for at se nærmere.

Flotte biler i massevis!

Flotte biler i massevis!

Det viste sig at være et Car-Show, med masser af gamle og nye amerikanerbiler i tip-top stand. Nu er jeg ikke den store bil-freak, men det var rigtigt spændende at gå og kigge på det hele. Og med country-band og stor amerikansk BBQ var det virkeligt tydeligt at vi var endt midt i en super autentisk amerikansk begivenhed. Vi besluttede os for at spise frokost her, selvom det var lige tidligt nok, og satte os til bords med grillkylling, coleslaw, hvidløgsbrød og chili con carne. Det var en oplevelse, for det var så utroligt amerikansk, at andre ville tro man overdrev, hvis man fortalte alle detaljerne.

Ægte amerikansk mad.

Ægte amerikansk mad.

Efter at have brugt en lille times tid på at sludre med amerikanere og kigge på biler, kørte vi videre sydpå igen. Vi fandt en strand, hvor vi besluttede os for en hurtig tur i vandet. Et hurtig stillehavs-dyp senere, var vi et par briller fattigere. Vi fortsatte dog i godt mod, længere syd på. Her fik vi tanket op til den sidste del af turen og vendte så næsen mod nord igen. Planen var at købe en engangsgrill og så finde en strand, vi kunne sætte os ved og grille, til aftensmad. Engangsgrill lader dog til at være et lidt mere europæisk koncept – De tager simpelthen deres barbeque for seriøst herovre, til at nøjes med sådan en lille fyr. I stedet købte vi godt med tortillas, avocado, frugt og (for første gang på turen) kød (!).

Godt 5 timer tog turen ad highway 101 – Denne gang i et noget mindre bakket terræn. Det gjorde turen noget mere behagelig, men noget mindre billedværdig.Vi fik dog udsigt over et enormt oliefelt, hvor der stod oliepumper strøet ud over landskabet.

Da vi ankom til Santa Cruz stod vi med problemet igen – Vi skulle finde et sted at sove. Vi tastede “santa cruz camping” ind i google maps, som førte os ned i nærheden af Santa Cruz National Park, eller noget i den retning. Det viste sig at være et alderdomshjem. Vi spurgte en kær gammel dame om vej til det nærmeste campingsted, men det vidste hun ikke noget om. I stedet forsøgte vi at køre lidt nordpå, til en lille surferby ved navn Davenport. Efter umiddelbart ikke at kunne finde noget, holdte vi ind på en parkeringsplads og afbrød nogle amerikanere som sad og grillede. De foreslog en camping plads kun 15-20 minutters kørsel væk. Det er skægt, hvordan det herovre er “kun” 15-20 minutter væk, hvor det derhjemme ville være “hele” 15-20 minutter væk. Vi satte os i bilen igen og kørte mod solnedgangen.

Solnedgang, fra bilsæde.

Da vi ankom til campen var der mørkt. Og vi havde stadig ikke fået noget at spise. Vi kørte ind ad en lille grusvej, inden vi nåede stedet. De få biler der havde kørt modsat vej af os, gav os bange anelser om en overfyldt lejr, men jeg hoppede ud og gik ind og spurgte til forholdene. Vi skulle jo kun bruge en lille plads, natten over, til et par telte. Her fik vi pænt at vide, at stedet var propfyldt og at ejeren sagtens kunne have solgt 200 pladser mere i dag, hvis han havde haft muligheden. Ikke just de bedste nyheder, da det tydede på at det ville blive halvsvært at finde en plads hvorend vi tog hen.

Det måtte gøres noget – nogen måtte tage en beslutning.

Derfor kørte vi ind ad en lille grusvej, vi havde set lidt før. Nu skulle vi bare finde et sted, hvor der var plads nok til at sove. Kort før vi passerede et “private property”-skilt, blev vi enige om at det nok ville være en god idé at vende om. Vi havde trods alt ikke lyst til at blive skudt. På vej tilbage af grusvejen, var vi dog så heldige at vi fandt en lille åbning i en skov. Her kørte vi ind og det så ud til at vi fint kunne sætte vores telte op, uden at være i vejen for nogen. Jovist – Det var da ulovligt – Men der kommer jo ikke nogen ud og checker mit i en eller anden tilfældig skov, lige ved siden af en motorvej.

Vi fik hurtigt dækket op til aftensmad i mørket og gik igang. Vi sikrede os ikke at efterlade noget affald, da vi gerne ville undgå den værste kontakt med vaskebjørne og ganske almindelige bjørne, samt slanger, egern og hvad der ellers er til at finde i sådan en skov.

Lige før vi faldt i søvn, fik vi os dog en overraskelse. Bedst som vi havde lagt os til rette, startede sirenerne på en politibil og vores lille lund blev fyldt med blå og røde lys.

Heldigvis havde den andre planer og kørte videre, så vi kunne få en ordentlig nats søvn.

Mandag morgen stod vi tidligt op og kørte ud for at finde et sted med rindende vand, hvor vi kunne spise morgenmad. Vi stoppede ved et lokalt surfersted hvor vi stod og så ud over bølgerne mens surfere overalt omkring os trak i våddragt og gjorde deres surfbræt klar. Det nærmest meditativt at stå der og kigge ud over havet.

Vi blev enige om at tage turen til Santa Cruz én gang til. Vi havde hørt en del om det, men synes ikke vores korte ophold havde været helt nok. I stedet kørte vi ned til stranden, som åbenbart er ret så populær. Det lader til at Santa Cruz er noget nær Staternes Gran Canaria.

Stranden ved Santa Cruz. Læg mærke til tivoliet, som følger hele strandens kant. Fordi det jo ikke er nok bare med strand.

Stranden ved Santa Cruz. Læg mærke til tivoliet, som følger hele strandens kant. Fordi det jo ikke er nok bare med strand.

Santa Cruz er fedt. Vi brugte de første par timer på bare at gå rundt og opleve. Vi fik set nogle af de historiske landmarks – Det vil sige ALT, der er ældre end 30-50 år –  såsom deres pier, hvilket er en bro, som går lang ud i vandet. Som man kender det fra Danmark, hvor bådene ved en havn ligger langs med. Herovre er det så med restauranter og asfalteret vej. På træværk. Med masser af sæler under.

De er helt vilde med sæler herovre!

Et lidt bedre overblik over boardwalken. Bygningen er et enormt arkade- / spille-center.

Et lidt bedre overblik over boardwalken. Bygningen er et enormt arkade- / spille-center.

Derudover gik vi rundt i deres Boardwalk, endnu et historisk syn, hvilket er det store tivoli. Her støtte jeg for første gang ind i en corndog, hvilket jeg blev nødt til at prøve. Tivoliet og strand var fantastisk, med corndog’en var lidt en blandet oplevelse. Der er en pølse, rullet i majs-dej og dypstegt, serveret på pind. Den var meget skæg at prøve og smagte nu også meget fint, men må indrømme jeg var en smule kvalm bagefter.

Til eftermiddagstid satte vi os i bilen igen, for at køre det sidste stræk, hjem til Berkeley. Vi gjorde et hurtigt stop ved den svenske ambassade (IKEA), for at købe småfornødenheder. På vej ind skiltede de med, at dette var en “gun free zone”, så vi følte os meget sikre. Og så var dét det. Slut med roadtrip for denne gang. Super fed tur! :)




Roadtrip! Part 1

I løbet af ugen havde vi snakket om at det kunne være fedt at komme ned og se Los Angeles. Da mandag var en fridag, tænkte vi, vi havde muligheden for at komme lidt længere væk og ikke bekymre os så meget om hvornår vi skulle være hjemme. Vi tænkte det ville være en perfekt weekend at tage afsted.

Det var en fejl.

Alt var optaget i LA. Alle vandrehjem, hoteller, moteller.. Alt! I stedet lagde vi nye planer. Vi købte et par telte, lejede en bil og drog afsted sydpå, ad Highway 1 – Den motorvej som følger kysten hele vejen fra San Francisco til Los Angeles. Vi tænkte vi kunne finde et par campingsteder, rastepladser, en park eller måske en strand på vejen, hvor vi kunne slå vores telte op og tilbringe natten. Hvad vi dog først fandt ud af senere, var at det er ulovligt at campere i det offentlige, at parker og strande alle lukker når klokken slår midnat og at det ikke er tilladt at parkere på rastepladser natten over. Hvad gør man så? Første aften, klokken lidt over 7, sad vi og spiste aftensmad på en hawaii’ansk restaurant. Vi spurgte nogle af de lokale, om de kendte et sted vi kunne campere. Det foreslog et, som vi besluttede os for at prøve. Heldigvis havde vi et par dage forinden fået oprettet telefonabonnement, så det var muligt at bruge telefonerne til at finde vej. Desværre er Amerika så stort et land, at det sjældent er til at få dækning på de mere øde steder. Det gik dog og vi fandt, efter at have kørt en halv times tid ad snørklede veje, i mørke, endelig frem til Coyote Lake Bear Ranch. Bear Ranch. Bjørne.

Hvad vi fik at vide her, skulle vise sig at blive temaet for resten af turen. Åbenbart er Labor Day en utroligt populær ferie-weekend, hvor mange forsøger at komme ud af byerne og væk fra alting, da den typisk markerer slutningen på sommerferien og start på skole og hverdag. Heriblandt tager rigtigt mange ud og camperer. Vi var så heldige at der, til check-ind-pigens store overraskelse, var et par enkelte pladser tilbage for en enkelt nat. Vi takkede med det samme ja. Vi fandt vores plads og satte vores telte op i mørke, uden nogen fornemmelse af området.

Den observante læser har måske lagt mærke til, at jeg tidligere nævnte at vi købte telte og tog afsted. Det vil med andre ord sige, at vi ikke havde nogle liggeunderlag. I stedet havde vi “lånt” et par tæpper – et til at ligge på, et til at have over sig – ved IHouse. Med andre ord var det utroligt svært at falde i søvn, med flere sten borende ind i ryggen. I stedet var der rigeligt med tid i løbet af natten, til at overbevise sig selv om, at hver eneste knækkende gren man hørte i distancen var en bjørn der kom nærmere, mens den eneste form for beskyttelse mellem en eventuel bjørn og sig selv, var et $30 nylon telt fra Walmart. Dette blev ikke gjort mere betryggende af manden i nabolejrens uregelmæssige snorken, som bedst kan beskrives som en form for stille brøl.

Efter et par timers søvn stod vi op med solen til et fantastisk syn – Hjulpet godt på vej af begejstringen over ikke at være blevet spist i løbet af natten.

Udsigten den ventede os uden for vores telt.

Udsigten den ventede os uden for vores telt.

Planen for turen havde hele tiden været ikke at have nogen plan, men at tage beslutningerne som de kom. Vi besluttede os for at tage til Monterrey, da vi havde hørt gode ting om det område. På vejen kørte vi omkring et stort supermarked, for at proviantere. Vi ankom tidligt til Monterrey, men syntes byen var noget kedelig, så vi besluttede os for at køre videre. En af tyskerne i selskabet havde en guidebog, som fortalte gode ting om et område ved navn Big Sur. Så vi vendte bilen den vej og kørte afsted ad Highway 1.

En ting der er værd at vide om Highway 1, er at det er en historisk vej, daterende helt tilbage til 1930’erne (hvilket efter amerikansk målestok er noget nær oldtid). Dette har sat sine spor på turen og det er tydeligt at mærke, at den ikke er bygget med nutidens store transportbehov i mente. Det lader dog til at de er ved at modernisere den. Dette betyder imidlertid at der flere steder er lukket for det ene spor, så man må skiftes til at køre. Det var dog til at overskue, da udsigten langs ruten var fantastisk.

Udsigten fra Hurricane Point, langs Highway 1.

Udsigten fra Hurricane Point, langs Highway 1.

Da vi ankom til Big Sur, fandt vi virkelig ud at, at vi havde valgt den forkerte weekend. På trods af, der var op mod 15 forskellige campingpladser i området, var de alle fyldt til randen. Flere steder fortalte de, at folk havde reserveret over et år i forvejen, for at kunne få en plads. Efter at have kørt rundt blandt en masse forskellige og ringet rundt, var den krisemøde i den lille Chrysler. Vi befandt os ca. midt på Highway 1 – lige langt begge veje, for at komme til en anden motorvej. Der ville ikke umiddelbart være noget at finde de næste mange hundrede af kilometer, hverken syd eller nord. Hvad vej skal vi køre. Skal vi fortsætte ud i det uvisse, eller forsøge os med nogle af de steder vi kørte forbi, helt i starten. Efter en hurtig afstemning, valgte vi at fortsætte sydpå.

Efter en hurtig snak med nogle lokale, fik vi nys om en campingplads godt 23 kilometer inde i landet, oppe i bjergene, hvor der sansynligvis ville være plads. Efter at have sneglet os af kurvede veje, op og op i højderne, fandt vi endelig frem til pladsen. Der var kun to, af de godt 40 pladser der var taget. Success. Til gengæld var der hverken friskt vand, bad eller ordentlige toiletfaciliter. De sidste to kunne vi klare os uden, men den første begyndte i stigende grad at være et problem. Dette, sammen med et helt enorme antal fluer og igler der var i området, gjorde at vi besluttede os for at kravle ned fra bjerget igen.

Klokken var nu blevet omkring 17-18 stykker og i et land hvor solen går ned klokken 20, betød det at det var tid til at gøre en ekstra indsats for at finde et sted at sove. Vi stoppede på en rasteplads langs kysten hvor vi fik vores aftensmad – kolde tortilla’s med pastasovs, dertil toastbrød med marmelade og lidt frugt – og fik tanket op med drikkevand igen.

Vi spottede en autocamper på rastepladsen, som måtte stå i samme situation som os – at man ikke bare må campere på rastepladser – og vi spurgte derfor hvad deres planer var. De ville køre syd på, mod en lille by ved navn San Simeon, hvor der eftersigende skulle være en rasteplads med plads til flere. Vi besluttede os for at prøve lykken.

Da vi ankom til rastepladsen var solen så småt ved at gå ned. Hvis der var plads kunne vi slå vores telte op efter en lang dag; hvis ikke, måtte vi ud og finde et nyt sted, i mørke. De havde dog heldigvis en enkelt plads tilbage, bagerst i lejren, uden lejrbord eller bålplads, måske knapt nok med plads til vores bil. Men da ekspedienten var kommet så langt i sin forklaring, havde vi allerede sagt ja tak utallige gange.

Vi slog vores telte op mens lys blev til mørke og satte os til at drikke de øl, vi havde medbragt. Jeg ved ikke om det teknisk set var lovligt at drikke alkohol der, men vi havde fortjent det efter en hård dag. Det måtte enhver politimand, der kom forbi, kunne forstå.