Tag Archives: Mad

Hjemkomst..

.. Stod der jo ganske rigtigt i min overskrift, som Charlotte påpegede for et par måneder siden efterhånden. God idé – Det må jeg hellere få skrevet noget om; alt det der ikke står noget om endnu. De måneder siden – shit – November, hvor der i virkeligheden nåede at ske en hel masse. Og selvfølgelig skal det være nu, få uger før projektaflevering, for jeg burde bruge tiden meget, meget mere fornuftigt.

Vi tager dem lige lidt hurtigt, nogenlunde kronologisk:

  • Færdiggøring af artikel som blev indset til en konference. Den blev så efterfølgende afvist, men det tager vi ikke så tungt, da målet var at skulle indsende den til en videnskabelig journal alligevel. Kunne nu ellers have været skægt med en tur til London her til sommer, men sådan kan det jo gå :)
  • Fantastisk sej og alternativ juleaften på Ihouse – Der blev serveret frikadeller med brunede kartofler, dertil japanske okonomiyaki (En slags kålpandekager) og miso suppe (smager af tang), med pastasalat til, som det åbenbart ikke er underligt at få i Tyskland. Til jul. Sære tyskere. Franskmand stod for vin og historier om den franske revolution, mens koreaner fortæller om hvor kort der er fra at Nord Korea beslutter sig for at gøre noget ved truslerne, til Seoul ikke længere eksisterer.
  • Juledag blev tilbragt til julefest hos bekendt, halvdansk familie under ganske skyfri himmel, i shorts og 30°. Ikke hvad man umiddelbart forbinder med jul derhjemme, men ganske hyggeligt. Og så var der sild, æbleskiver og dansk julebag hvilket gjorde det hele på én gang meget mere anderledes og meget mere hjemligt.
  • Dernæst tilbragte jeg en uge eller 2 i Boston med gode venner, henover nytårsaften. Jeg fik set lidt til Boston, lidt til MIT og Harvard og lidt til Dunkin Donuts, men må indrømme at jeg brugte det meste af min tid i deres ualmindeligt svær-at-stå-op-fra..-ie stol, mens vi så film. Jeg havde simpelthen hverken behov for at begive mig ud i snestorm i næsten-sommertøj eller appetit på flere store oplevelser. Istedet fik jeg så oplevelser som at få 3 store pizzaer leveret til døren, efter man kommer hjem fra byen. Til 30cent stykket for de to sidste. Eller store bøffer til ikke særligt mange penge. Det er også værd at tage med.

Jeg vil lige knytte en kommentar til nytårsaften i Boston. Kald det en advarsel, en sjov anekdote eller noget helt tredje.

Vi bestilte, nytårsaften, bord ombord på et skib som ville sejle os rundt i Bostons havn hele aftenen. Det bliver fedt, tænkte vi allesammen – Første parket til et brag af et nytårsshow ind over en kæmpeby som Boston – Det kan ikke andet end at blive en fantastisk udsigt. Og udsigten fejlede intet – Byen er smuk. Desværre fejrer amerikanerne nytår på en lidt anden måde end man kender det fra Danmark. Byen arrangerer simpelthen fyrværkerishow. Det er ikke noget med fulde fædre der tænder store raketter med store cigarer – Næh! Det er 5 minutters ganske fint show. Men så er det også det. Ikke en himmel der er oplyst af fyrværkeri hvor end man kigger hen – I stedet et afmærket og koordineret show. Og når så det er slut, er det slut.

Nå, tænkte vi. Så kan vi vel i det mindste drikke os fulde. Nej. Baren lukker – selvfølgelig – kl 24. Det var her jeg virkelig begyndte at fornemme, at jeg ville få en markant anderledes nytårsaften end jeg har været vant til. Skibet sejlede så rundt i 30-45 minutter mere, før vi kunne tage i byen. Eller, det vil sige, før jeg kunne tage i byen. Jeg endte med at tage afsted alene, fordi jeg simpelthen ikke ville finde mig i at min nytårsaften sluttede kl 00:45. Så jeg tog i byen, fandt nogle og snakke med og tog så hjem kl 02:00 da alt lukkede :)

På vej hjem skrev jeg lidt med nogle hjemmefra – De var også på vej hjem, bare 6 timer foran.

Har jeg fortrudt at tilbringe nytårsaften i USA? Nej. Det var en skæg oplevelse og ikke noget jeg ville være foruden. Ville jeg gøre det igen? Nej. Boston var dog et hit og klart noget jeg kunne finde på at besøge igen – Specielt i mildere vejr.

Hvad så med turen? Hvis jeg skal konkludere og underspille lidt, vil jeg sige det har været en af de fedeste oplevelser i mit liv. Jeg kan ikke anbefale det nok, at tage afsted. Jeg har fået venner for livet, overalt i verden. Jeg har lært at jeg kan klare mig i et andet land, uden at have mit netværk med. Jeg har fuldstændigt forelsket mig i Californien og ved jeg bliver nødt til at komme tilbage en dag. Jeg har lært at der findes en gud (de siger de i hvert fald ofte i radioen) og at hans gave til verden er Chipotle, en mexikansk restaurant. Eller Urbann Turbann.

Hvad jeg ikke ville give for sådan en friskbagt naan med butter chicken og coconut chutney.

Sidespring.

Jeg har fået smag for forskning, hvilket også har kunnet ses i mit masterprojekt, der er meget mere forskningsorienteret end tidligere projekter har været.

Men det var egentlig også et sidespring.

Tak, fordi i har fulgt med i min tur – Det har virkelig været fantastisk. Bloggen har kun været et øjebliksbillede af hvad der er sket rundt omkring og gør slet ikke min tur ret – spørg mig endelig hvis der er noget der skal uddybes eller noget i vil høre mere om.

Tak for en god tur :)




Gameday!

Sidste lørdag tog vi 3 mand afsted for at se et af de her football-games, man hører så meget om. Football har aldrig rigtigt været min sport – Jeg synes det går lidt for sløvt, med de mange pauser mellem spillene. Derudover har jeg meget ofte meget svært ved at følge med i sport, hvor jeg ikke har et hold at heppe på – Og meget, meget gerne også en grund til at heppe på dem! Hvis Frederikshavn spiller ishockey eller Danmark spiller landskamp, kan jeg sagtens sætte mig og følge med. Hvis Seattle Seahawks spiller mod Jacksonville Jaguars, har jeg noget sværere ved at finde viljen til at bruge 4 timer foran skærmen. Der skal ikke mange reklamepauser til, før jeg sidder med min telefon i hånden og surfer lidt rundt på må og få.

Football herovre er noget andet. Hele byen støtter op om deres hold, der er fest i gaden og enorme menneskemænger over det hele. Der er marchingbands og cheerleaders og alle frathouses holder åbent med grill, øl og storskærm. Modsat Danmark og Europa generelt, hvor der i forbindelse med fodbold-kampe ofte opstår slagsmål og skænderier blandt fansene, lader det til de har et meget mere afslappet forhold til hinanden, herovre. Da vi om morgenen gik ud for at gøre os klar til kampen, blev vi mødt af horder af rødt-klædte fans, der havde indtaget indgangspartiet til Ihouse og fyldt hele gaden op. Det havde i Danmark umiddelbart været dårlige nyheder, hvis en flok Brøndby-fans havde indtaget et stam-værtshus lige op ad stadion, så vi gik lidt forsigtigt frem. Det blev dog hurtigt meget tydeligt at der intet problem var og at folk alle var enige om at man var her for at få en god oplevelse. Det betød også at børn og voksne i alle aldre var med. Det var virkelig en familie-oplevelse, sådan at tage til fodboldkamp. En af grundene kan have været, at amerikanerne simpelthen bare er et fantastisk venligt folk. En anden kan være, at det ikke er muligt at købe øl til kampene.


I lørdags var folk fløjet (ca. 5 timer) og kørt (meget, meget mere) fra Ohio, langt oppe øst på ved New York, for at komme og støtte op om deres hold. De havde taget deres eget band og cheerleaders med og alle var i godt humør og glædede sig til kampen. Der var ca. 62000 tilskuere til kampen. Det synes jeg er utroligt mange – specielt når man tænker på, at det er et skole-stadion og ikke et af de helt enorme for-profit stadions, der findes rundt omkring.

I bedste amerikansk manér, var det muligt at købe alt hvad man kunne begære, under kampen. Der var store boder sat op hvor der blevet serveret alt burgers, pulled pork og hotdogs til nachos, popcorn og tacos. Hvis det var usundt, var det at finde her. Dette udvalg, sammen med alt det underholdning der var planlagt i pauserne, gjorde det til en rigtigt god dag! I USA er football ikke bare sporten – Det er hele oplevelsen der følger med!

Det er bestemt ikke sidste gang jeg tager afsted til sådan en kamp. Selvom jeg overvejer at tage ned til et frathouse og se det i stedet, for også at prøve det :-)

Go Bears!




Roadtrip! Part 2

Efter at have tilbragt natten ved San Simeon, blev det tid til at skulle videre. Før vi tog nogle steder, gik vi en tur ned på stranden. Vi havde besluttet os for, at vi ville i havet – Det var et af målene med turen – Men det skulle ikke være her. I stedet gik vi en tur langs med vandet og kiggede lidt rundt. Overalt lå der noget mærkeligt tang med finner og lange haler; op til flere meter. Meget anderledes fra hvad man er vant til fra Danmark. Hvor vi i Danmark er vant til måger langs kysterne, er der pelikaner herovre i stedet. Det er lidt skægt at se hvordan livet er anderledes, andre steder i verden.

Efter vores lille strandtur vendte vi bilen mod syd igen, mod San Luis Obispo. Her mødes highway 1 and highway 101, så planen var at stoppe der for at proviantere og så sætte kursen nordpå igen, mod Santa Cruz. Vi havde dog rigeligt med tid, så da vi passerede en slags marked på vejen, stoppede vi op for at se nærmere.

Flotte biler i massevis!

Flotte biler i massevis!

Det viste sig at være et Car-Show, med masser af gamle og nye amerikanerbiler i tip-top stand. Nu er jeg ikke den store bil-freak, men det var rigtigt spændende at gå og kigge på det hele. Og med country-band og stor amerikansk BBQ var det virkeligt tydeligt at vi var endt midt i en super autentisk amerikansk begivenhed. Vi besluttede os for at spise frokost her, selvom det var lige tidligt nok, og satte os til bords med grillkylling, coleslaw, hvidløgsbrød og chili con carne. Det var en oplevelse, for det var så utroligt amerikansk, at andre ville tro man overdrev, hvis man fortalte alle detaljerne.

Ægte amerikansk mad.

Ægte amerikansk mad.

Efter at have brugt en lille times tid på at sludre med amerikanere og kigge på biler, kørte vi videre sydpå igen. Vi fandt en strand, hvor vi besluttede os for en hurtig tur i vandet. Et hurtig stillehavs-dyp senere, var vi et par briller fattigere. Vi fortsatte dog i godt mod, længere syd på. Her fik vi tanket op til den sidste del af turen og vendte så næsen mod nord igen. Planen var at købe en engangsgrill og så finde en strand, vi kunne sætte os ved og grille, til aftensmad. Engangsgrill lader dog til at være et lidt mere europæisk koncept – De tager simpelthen deres barbeque for seriøst herovre, til at nøjes med sådan en lille fyr. I stedet købte vi godt med tortillas, avocado, frugt og (for første gang på turen) kød (!).

Godt 5 timer tog turen ad highway 101 – Denne gang i et noget mindre bakket terræn. Det gjorde turen noget mere behagelig, men noget mindre billedværdig.Vi fik dog udsigt over et enormt oliefelt, hvor der stod oliepumper strøet ud over landskabet.

Da vi ankom til Santa Cruz stod vi med problemet igen – Vi skulle finde et sted at sove. Vi tastede “santa cruz camping” ind i google maps, som førte os ned i nærheden af Santa Cruz National Park, eller noget i den retning. Det viste sig at være et alderdomshjem. Vi spurgte en kær gammel dame om vej til det nærmeste campingsted, men det vidste hun ikke noget om. I stedet forsøgte vi at køre lidt nordpå, til en lille surferby ved navn Davenport. Efter umiddelbart ikke at kunne finde noget, holdte vi ind på en parkeringsplads og afbrød nogle amerikanere som sad og grillede. De foreslog en camping plads kun 15-20 minutters kørsel væk. Det er skægt, hvordan det herovre er “kun” 15-20 minutter væk, hvor det derhjemme ville være “hele” 15-20 minutter væk. Vi satte os i bilen igen og kørte mod solnedgangen.

Solnedgang, fra bilsæde.

Da vi ankom til campen var der mørkt. Og vi havde stadig ikke fået noget at spise. Vi kørte ind ad en lille grusvej, inden vi nåede stedet. De få biler der havde kørt modsat vej af os, gav os bange anelser om en overfyldt lejr, men jeg hoppede ud og gik ind og spurgte til forholdene. Vi skulle jo kun bruge en lille plads, natten over, til et par telte. Her fik vi pænt at vide, at stedet var propfyldt og at ejeren sagtens kunne have solgt 200 pladser mere i dag, hvis han havde haft muligheden. Ikke just de bedste nyheder, da det tydede på at det ville blive halvsvært at finde en plads hvorend vi tog hen.

Det måtte gøres noget – nogen måtte tage en beslutning.

Derfor kørte vi ind ad en lille grusvej, vi havde set lidt før. Nu skulle vi bare finde et sted, hvor der var plads nok til at sove. Kort før vi passerede et “private property”-skilt, blev vi enige om at det nok ville være en god idé at vende om. Vi havde trods alt ikke lyst til at blive skudt. På vej tilbage af grusvejen, var vi dog så heldige at vi fandt en lille åbning i en skov. Her kørte vi ind og det så ud til at vi fint kunne sætte vores telte op, uden at være i vejen for nogen. Jovist – Det var da ulovligt – Men der kommer jo ikke nogen ud og checker mit i en eller anden tilfældig skov, lige ved siden af en motorvej.

Vi fik hurtigt dækket op til aftensmad i mørket og gik igang. Vi sikrede os ikke at efterlade noget affald, da vi gerne ville undgå den værste kontakt med vaskebjørne og ganske almindelige bjørne, samt slanger, egern og hvad der ellers er til at finde i sådan en skov.

Lige før vi faldt i søvn, fik vi os dog en overraskelse. Bedst som vi havde lagt os til rette, startede sirenerne på en politibil og vores lille lund blev fyldt med blå og røde lys.

Heldigvis havde den andre planer og kørte videre, så vi kunne få en ordentlig nats søvn.

Mandag morgen stod vi tidligt op og kørte ud for at finde et sted med rindende vand, hvor vi kunne spise morgenmad. Vi stoppede ved et lokalt surfersted hvor vi stod og så ud over bølgerne mens surfere overalt omkring os trak i våddragt og gjorde deres surfbræt klar. Det nærmest meditativt at stå der og kigge ud over havet.

Vi blev enige om at tage turen til Santa Cruz én gang til. Vi havde hørt en del om det, men synes ikke vores korte ophold havde været helt nok. I stedet kørte vi ned til stranden, som åbenbart er ret så populær. Det lader til at Santa Cruz er noget nær Staternes Gran Canaria.

Stranden ved Santa Cruz. Læg mærke til tivoliet, som følger hele strandens kant. Fordi det jo ikke er nok bare med strand.

Stranden ved Santa Cruz. Læg mærke til tivoliet, som følger hele strandens kant. Fordi det jo ikke er nok bare med strand.

Santa Cruz er fedt. Vi brugte de første par timer på bare at gå rundt og opleve. Vi fik set nogle af de historiske landmarks – Det vil sige ALT, der er ældre end 30-50 år –  såsom deres pier, hvilket er en bro, som går lang ud i vandet. Som man kender det fra Danmark, hvor bådene ved en havn ligger langs med. Herovre er det så med restauranter og asfalteret vej. På træværk. Med masser af sæler under.

De er helt vilde med sæler herovre!

Et lidt bedre overblik over boardwalken. Bygningen er et enormt arkade- / spille-center.

Et lidt bedre overblik over boardwalken. Bygningen er et enormt arkade- / spille-center.

Derudover gik vi rundt i deres Boardwalk, endnu et historisk syn, hvilket er det store tivoli. Her støtte jeg for første gang ind i en corndog, hvilket jeg blev nødt til at prøve. Tivoliet og strand var fantastisk, med corndog’en var lidt en blandet oplevelse. Der er en pølse, rullet i majs-dej og dypstegt, serveret på pind. Den var meget skæg at prøve og smagte nu også meget fint, men må indrømme jeg var en smule kvalm bagefter.

Til eftermiddagstid satte vi os i bilen igen, for at køre det sidste stræk, hjem til Berkeley. Vi gjorde et hurtigt stop ved den svenske ambassade (IKEA), for at købe småfornødenheder. På vej ind skiltede de med, at dette var en “gun free zone”, så vi følte os meget sikre. Og så var dét det. Slut med roadtrip for denne gang. Super fed tur! :)




San Francisco!

Tirsdag besluttede vi os for, at tage en tur til San Francisco. Sikke en by! Der er både enorme højhuse med milliard-dollar virksomheder, og små hyggelige kvarterer med lokale. Jeg vil gerne undskylde på forhånd, at det her indlæg bliver primært billeder – Det er mest for at vise det hele frem!

San Francisco skyline! Det er utroligt at tænke på, at hver rude er en etage.

San Francisco skyline! Det er utroligt at tænke på, at hver rude er en etage.

Efter at være stået af BART-toget, gik vi ned på havnen, for at opleve livet der. Der var flere der havde hørt noget om Pier 39, som vi skulle ud og se. Derfor gik vi langs havnefronten derned imod. På vejen gik vi ud på Pier 7, for at få lidt luft og kigge lidt ud over byen.

Udsigt over byen fra Pier 7.

Udsigt over byen fra Pier 7. Og lidt finger.

Derudover stødte vi ind i America’s Cup, hvor vi gik ind og kiggede lidt. Udover bådene til ræs, var der nogle enorme både – Jeg har aldrig set noget lignende! Det ene store sejlskib ved siden af det andet, ved siden af en gigantisk yacht!

En gigantisk, 4-etagers båd! Læg mærke til basketball kurven, lige mellem de 2 små både.

En gigantisk, 4-etagers yacht! Læg mærke til basketball kurven, lige mellem de 2 små både.

Efter at have gået rundt ved de store både, gik vi videre til Pier 39. Så vidt jeg har forstået, er det, som gør Pier 39 helt specielt, at der er masser af søløver på området. Det har man så åbenbart bygget en større turistfælde op omkring, med alle mulige forskellige, mærkelige butikker – Heriblandt: Bubba Gumps Shrimp, en butik som udelukkende sælger magneter og en butik til venstrehåndede.

Jeg kender flere som ville købe sig fattige i den her butik.

Jeg kender flere som ville købe sig fattige i den her butik.

Fra Pier 39 var der, udover udsigt over en masse søløver, mulighed for at kunne se ud til Alcatraz. Selvom vi ikke var derude og nærstudere tingene, så det umiddelbart ud til at være et halv-besværligt sted at slippe væk fra.

Efter at have gået rundt i et par timer, blev vi enige om at finde noget at spise. Først lød planen, at vi skulle sætte kursen mod Chinatown, men vi besluttede os for at gå ind på en lokal burger-restarant i stedet, ved navn In-N-Out Burger. Efter et billigt, godt og nærende måltid, hvor jeg igen lavede fejlen at bede om et stort krus til gratis refill. Det er hvad der sker. Det er ikke så slemt, når der kun er ca. 1 krone i forskel mellem størrelserne, men det virker stadig fjollet at sidde med små halvanden liter.

Bestemt ikke skidt for 40-45 kr. Specielt når man tænker på det hele er frisktlavet, fra bunden. Pånær ketchup, så vidt jeg er informeret.

Bestemt ikke skidt for 40-45 kr. Specielt når man tænker på det hele er frisktlavet, fra bunden. Pånær ketchup, så vidt jeg er informeret.

Efter at have siddet og nydt solen lidt, gik vi videre mod Chinatown. Det er skægt, at der midt i en kæmpe stor storby, kan ligge et lille distrikt, hvor folk snakker et andet sprog, hvor arkitekturen ligner noget fra et andet land, maden er mærkelig og alle er godt 3 hoveder mindre end mig. Det var en stor oplevelse.

Man kan bare smutte ned i den lokale fiskeforretning, hvis man lige har lyst til lidt krokodille, åbenbart.

Man kan bare smutte ned i den lokale fiskeforretning, hvis man lige har lyst til lidt krokodille, åbenbart.

Efter en lang gåtur gennem Chinatown, hvor de enkelte grøntsager man kan genkende er dobbelt så store, som dem man ser derhjemme, kom vi ud på Market Street; San Franciscos store butiksgade. Her brugte vi med vilje ikke så lang tid, da vi allerede havde været afsted i 6-7 timer på dette tidspunkt. Derfor er jeg helt sikker på, at jeg skal derind igen! Udover de enorme mærkebutikker, ligger der åbenbart også en butik der hedder Ross, hvor man kan købe mærkevarer med op til 60% rabat i forhold til amerikanske priser – Altså noget billigere end man ser derhjemme.

Vi fik også set flere af San Franciscos berømte sporvogne. De drives åbenbart af reb, som kører rundt i en stor ring, lige under vejen, fremfor selv at have nogen form for fremdrift. De holde altså bare fat i rebet, og kører med på den måde, lader det til. Mærkeligt system. Det betyder åbenbart også at de kan have svært ved at vende på et lille område. Derfor har man i stedet de her platforme, som vognene kører op på, og bliver vendt rundt. Med håndkraft. Jeg går ud fra at det er tradition og charmerende og alt sådan noget, men det virker ærligt talt en kende ueffektivt. Men dem om det.

En sporvogn der vendes med håndkraft.

En sporvogn der vendes med håndkraft.




De flinke unge mennesker

Ihouse er et fantastisk sted at møde nye mennesker. Alle er utroligt imødekommende og mere eller mindre i samme båd, så de nærmest ingen kender. Derfor er det ikke bare velset, men nærmest forventet at man sætter sig ved tilfældige folk rundt omkring, når der er mad. Forleden sad jeg sammen med universitets vand-polo hold og snakkede om sport, og senere med en biologi-studerende syd-koreaner som ikke længere spiller computer, fordi han blev for afhængig af Warcraft 3. Det er supernemt, men meget anderledes end den danske metode: at drikke sig fuld, og så er man venner med dem man stadig kan huske dagen efter.

Efter at have siddet to mand på Ihouse-cafeen, fredag aften, med en udemærket, indendørs, veldokumenteret øl i hånden og undret os over hvor folk var henne, fandt vi lørdag aften ud af, at det er i husets game-room, det hele foregår. Her mødte vi Steve, en gut fra London som er herovre for at studere Civil-Engineering, Henry, en irlænder som studerer .. noget. Vi sad og snakkede om, hvad man savner derhjemmefra – En vi alle kunne blive enige om, var muligheden for bare at sætte sig ned og drikke en enkelt øl. De lader til at folk herovre enten holder sig ganske ædru, eller drikker sig helt i hegnet. Derudover mødte jeg en hel flok nordmænd og svenskere, som jeg ikke umiddelbart husker navnene på. Der var som minimum en Lasse og en Jesper. Men Lasse var tysk. Vist nok. Derudover mødte vi en ordentlig flok tyskere, som vi har brugt lidt tid med.

GameRoom @ Ihouse

GameRoom @ Ihouse

I løbet af aftenen her ankom der en større flok Singaporeanere (?), som havde taget en buffet med. De havde åbenbart været til noget forsamling for studerende fra deres hjemmeuniversitet, hvor der havde været alt for meget mad.

Hotwings, Chili-Poppers, chips, salsa, kage .. Alt hvad hjertet begærer.

Hotwings, Chili-Poppers, chips, salsa, kage .. Alt hvad hjertet begærer.

Efter at have spist os mætte og drukket de de øl vi havde købt os, blev det tid til at finde et sted, hvor der kunne købes flere. Vi gik mod en bar kaldet Free House, ikke langt fra Ihouse. Her måtte desværre gå igen, da klokken jo var blevet 23:30. Derfor måtte vi se os om efter et nyt sted. Vi havde hørt at mange af de Fraternity-houses, som ligger i området, holder åbent hus lige for tiden, med fri bar og hvad der ellers dertil hører, så vi besluttede os for at besøge sådan et.

Det er nøjagtigt ligesom i filmene. Bare med flere asiater.

Der kunne sagtens være flere spil beerpong i gang, på ét bord.

Der kunne sagtens være flere spil beerpong i gang, på ét bord.

Overalt var der folk der spillede beerpong og drak af røde plastik kopper. Der stod fustager rundt omkring i hjørnerne, på is, som skulle pumps for at der kom noget ud. Folk lavede keg-stands (blev holdt op med fødderne i vejret, mens de drak direkte fra fustagen) og det var umuligt at komme rundt, for det enorme antal mennesker der var.

I kælderen var der diskotek, med strobelys, DJ og en bar som kun serverede øl, pepsi og vodkashots i små papirkopper. Gratis, selvfølgelig.

Efter lidt tid valgte vi at gå videre, for at se nogle af de andre Frat-houses. Flere af dem var dog blevet lukket ned af politiet – Klokken nærmede sig jo trods alt en 00:30 – 1 stykker. Derfor satte vi så småt næsen hjemad mod Ihouse. Her satte vi os og snakkede lidt med nogle vældigt flinke amerikanere, som fortalte os lidt om hvad der var værd at se her i Californien, hvad man skal passe på og hvordan det generelt er at leve her. Super spændende.

 




Kulturforskelle og indflytning

I dag skulle jeg flytte ud fra mit hotelværelse. Det skulle foregå allerede inden klokken 11, selvom jeg først kunne flytte ind i min permanente lejlighed kl 15. “Heldigvis” havde jeg en lille times gang fra mit hotel op til mit permanente hjem for opholdet, hvor jeg havde mulighed for at sætte min bagage. Efter jeg havde været forbi med min bagage, gik jeg ud for at finde noget at spise. Jeg endte på et lille lokalt sted ved navn Smart Alecs, som opfyldte både min primære og min sekundære prioritet: WiFi og mad. Her fik jeg en virkelig god organisk, økologisk osv. osv. burger, med en cola til. Jeg havde ikke troet der skulle være så stor forskel i smag mellem europæisk og amerikansk cola, hvor de bruger henholdsvist sukker og høj-fruktose-majs-sirup til at søde med. Den havde den her sirupsagtige smag, jeg bestemt ikke brød mig om. Det kan være jeg skifter til light – Nu må vi se! Indtil da kan man få noget ganske udemærket kirsebær icetea de fleste steder.

Jeg kan mærke at jeg stadig har en god del problemer med jetlag; hvilket ikke er blevet bedre af, at jeg ved en fejl faldt i søvn klokken fem om eftermiddagen i går, og sov indtil ca. kl 1 om natten, hvilket betød at jeg gik glip af aftensmad. Derfor har mit mål i dag været at jeg skulle holde mig vågen længe nok til at kunne spise aftensmad. Dette mål må siges at være nået – Jeg snød dog lidt, og spiste aftensmad kl 17:45. Dog har jeg lige nu, kl 19:44, i gang i min rekord for det seneste tidspunkt jeg er oppe, i USA. Jeg sigter efter 21, men tør ikke satse alverden på det.

Upper Sproul Plaza - Lidt af campus området.

Upper Sproul Plaza – Lidt af campus området.

Jeg gik lidt rundt på campus, for at finde ud af hvor jeg skulle registrere mig, for at få lov at bruge AirBears – WiFi netværket. Jeg fandt frem til, man skal have et såkaldt Cal-1-Card (studiekort), som kræver at man har et student- eller employee-ID. Dette får man efter at have udfyldt de nødvendige papirer, for at blive registreret i systemet. Dette papirarbejde tager en dag om at komme igennem. Derfor forventede jeg selvfølgelig at det ville være klar til i dag, da jeg gennemførte mit papirarbejde i går. Så heldig var jeg ikke. Efter længere tids gåen frem og tilbage mellem kontorer i hver sin ende af campus, fandt jeg frem til, at jeg kan få lov mit ID i morgen. Når det er på plads, kan jeg komme i gang med de godt 13 punkter jeg fik at vide skulle gennemføres, før jeg rigtigt kan sige, jeg er faldet på plads.

Ud over det blev dagen brugt på at kigge i lidt butikker og se noget af det lokale liv, med hippier, hjemløse og masser og masser af nye studerende. Det er til at fornemme, at jeg er kommet midt i indflytningsperioden – Overalt ser man forældre gå rundt med deres ~17 årige sønner og døtre, iført “Cal” eller “Berkeley” Tshirts, trøjer, skjorter, hatte, slips.. Alt! Det er tydeligt at se at folk er meget, meget stolte af at gå her, og ikke har den mindste smule imod at blære sig med det. Det virker lidt vildt at skulle betale $20 for en Tshirt med universitets navn på, når man tænker på det utal af AAU-Tshirts man efterhånden har fået smidt efter sig.

Alt hvad hjertet begærer af "Cal" og "Berkeley" beklædning!

Alt hvad hjertet begærer af “Cal”, “Berkeley” og “Bears” beklædning!

Jeg er begyndt at lægge mærke til små kulturelle firnuligheder, jeg aldrig før har tænkt over. Det virker til de er rigtigt glade for åbne, fælles områder hvor det er muligt at gå hen og se hvad folk har gang i. Rigtigt åbent folk. Dette gælder desværre også for deres toiletter, hvor de fremfor små rum man kan gå ind i, mere har små papvægge som separerer toiletbåsene. Det passer lige med, at jeg kan se folks fødder ved siden af, når jeg sidder ned, og jeg kan kigge dem i øjnene når jeg står op. Det er som de er lavet lige til mig.

Og nu vi snakker om toiletterne, er det også som om de har en helt anden idé om hvor meget vand der skal være i. Det ligner mere et lille soppebasin, end et toilet.

Derudover har jeg lagt mærke til at de har “doorknobs” overalt, frem for dørhåndtag – Et fænomen jeg ikke tror jeg nogensinde har set i Danmark. Det samme med egern – De er overalt, men har aldrig set et i Danmark. De har refill overalt, og drikkelse koster nærmest ikke noget – I går bestilte jeg noget mad og fik sagt “en stor”, da jeg skulle bestille noget at drikke. $2 kostede det, for godt og vel 1.5L sodavand. Med gratis refill, selvfølgelig. Sales taxes skal jeg stadig vænne mig til – “Jeg vil gerne bed om den menu til $8″. “Ja, så gerne, det bliver $8.72″. For slet ikke at snakke om det besvær det giver, når man skal skrive en dato som Måned/Dag/År, fremfor Dag/Måned/År. Eller når man får et tidspunkt oplyst som 130.. Umiddelbart gættede jeg på klokken 13:00; en tastefejl hvor det manglede et 0, men det betyder i stedet halv to om eftermiddagen.

Efter alt det, blev det efterhånden tid til at flytte ind. Jeg gik op til International House, for at melde min ankomst. Her fik jeg udleveret nøgle, postkasse-kode og kort til at komme ind om natten, samt WiFi-kode og lejekontrakt. Så kunne jeg endelig flytte ind!

Jeg besluttede mig for at tage billeder af mit første møde med mit nye værelse, så jeg kunne give en lille guidet tur rundt. Første billede viser den umiddelbare udsigt når man træder ind ad døren. Dernæst gik jeg helt hen i den modsatte ende af lokalet, ind på mit kontor, for at få afbilledet indgangspartiet.

Første skridt ind ad døren.

Første skridt ind ad døren.

Udsigten fra mit kontor.

Udsigten fra mit kontor.

Og det var cirka det. Mit værelse her er, tro det eller lad være, mindre end min første lejlighed. Til gengæld er der walk-in-closet – meget godt klaret på små 15 m^2. Det gik rimeligt hurtigt op for mig, at jeg glemte at læse deres “What to bring to IHouse”-guide, da jeg fandt ud af jeg hverken havde dyner eller lagner. Det var der dog råd for, da de sælger alt hvad man skal bruge i deres lokale lille kiosk. Desværre er der kun en enkelt stikkontakt, så jeg må ud og have fat i en forlængerledning og en stikdåse. Heldigvis har jeg fundet et sted hvor der ligger en hardware-store, så må jeg se om det er til at købe noget der.

Jeg har desuden fået sat mit første møde med min vejleder op; i morgen kl 130. Det skal nok blive spændende!

Undskyld det lange indlæg – jeg skriver fordi der er sket en masse siden sidst, men også fordi jeg bliver nødt til at holde mig igang, for ikke at falde i søvn.

 




Den amerikanske morgenmad

Jeg ramte den første større kulturforskel da jeg for små tre kvarter siden satte mig til morgenmadsbordet på hotellet. Kellogs Frosties, Cinnabuns (kanelsnegle), vafler og toastbrød stod menuen på. Hertil mælk, sirup og Jelly. Jeg prøvede en kanelsnegl, en vaffel og et stykke brød, sammen med lidt juice og kaffe. Jeg har nu en lille begyndende hovedpine på grund af alt det sukker.

Morgenmad

Se om i kan spotte æblerne, øverst til højre.

Jeg tror jeg kigger mig om efter noget med grøntsager til frokost :-)