Tag Archives: Berkeley

Hjemkomst..

.. Stod der jo ganske rigtigt i min overskrift, som Charlotte påpegede for et par måneder siden efterhånden. God idé – Det må jeg hellere få skrevet noget om; alt det der ikke står noget om endnu. De måneder siden – shit – November, hvor der i virkeligheden nåede at ske en hel masse. Og selvfølgelig skal det være nu, få uger før projektaflevering, for jeg burde bruge tiden meget, meget mere fornuftigt.

Vi tager dem lige lidt hurtigt, nogenlunde kronologisk:

  • Færdiggøring af artikel som blev indset til en konference. Den blev så efterfølgende afvist, men det tager vi ikke så tungt, da målet var at skulle indsende den til en videnskabelig journal alligevel. Kunne nu ellers have været skægt med en tur til London her til sommer, men sådan kan det jo gå :)
  • Fantastisk sej og alternativ juleaften på Ihouse – Der blev serveret frikadeller med brunede kartofler, dertil japanske okonomiyaki (En slags kålpandekager) og miso suppe (smager af tang), med pastasalat til, som det åbenbart ikke er underligt at få i Tyskland. Til jul. Sære tyskere. Franskmand stod for vin og historier om den franske revolution, mens koreaner fortæller om hvor kort der er fra at Nord Korea beslutter sig for at gøre noget ved truslerne, til Seoul ikke længere eksisterer.
  • Juledag blev tilbragt til julefest hos bekendt, halvdansk familie under ganske skyfri himmel, i shorts og 30°. Ikke hvad man umiddelbart forbinder med jul derhjemme, men ganske hyggeligt. Og så var der sild, æbleskiver og dansk julebag hvilket gjorde det hele på én gang meget mere anderledes og meget mere hjemligt.
  • Dernæst tilbragte jeg en uge eller 2 i Boston med gode venner, henover nytårsaften. Jeg fik set lidt til Boston, lidt til MIT og Harvard og lidt til Dunkin Donuts, men må indrømme at jeg brugte det meste af min tid i deres ualmindeligt svær-at-stå-op-fra..-ie stol, mens vi så film. Jeg havde simpelthen hverken behov for at begive mig ud i snestorm i næsten-sommertøj eller appetit på flere store oplevelser. Istedet fik jeg så oplevelser som at få 3 store pizzaer leveret til døren, efter man kommer hjem fra byen. Til 30cent stykket for de to sidste. Eller store bøffer til ikke særligt mange penge. Det er også værd at tage med.

Jeg vil lige knytte en kommentar til nytårsaften i Boston. Kald det en advarsel, en sjov anekdote eller noget helt tredje.

Vi bestilte, nytårsaften, bord ombord på et skib som ville sejle os rundt i Bostons havn hele aftenen. Det bliver fedt, tænkte vi allesammen – Første parket til et brag af et nytårsshow ind over en kæmpeby som Boston – Det kan ikke andet end at blive en fantastisk udsigt. Og udsigten fejlede intet – Byen er smuk. Desværre fejrer amerikanerne nytår på en lidt anden måde end man kender det fra Danmark. Byen arrangerer simpelthen fyrværkerishow. Det er ikke noget med fulde fædre der tænder store raketter med store cigarer – Næh! Det er 5 minutters ganske fint show. Men så er det også det. Ikke en himmel der er oplyst af fyrværkeri hvor end man kigger hen – I stedet et afmærket og koordineret show. Og når så det er slut, er det slut.

Nå, tænkte vi. Så kan vi vel i det mindste drikke os fulde. Nej. Baren lukker – selvfølgelig – kl 24. Det var her jeg virkelig begyndte at fornemme, at jeg ville få en markant anderledes nytårsaften end jeg har været vant til. Skibet sejlede så rundt i 30-45 minutter mere, før vi kunne tage i byen. Eller, det vil sige, før jeg kunne tage i byen. Jeg endte med at tage afsted alene, fordi jeg simpelthen ikke ville finde mig i at min nytårsaften sluttede kl 00:45. Så jeg tog i byen, fandt nogle og snakke med og tog så hjem kl 02:00 da alt lukkede :)

På vej hjem skrev jeg lidt med nogle hjemmefra – De var også på vej hjem, bare 6 timer foran.

Har jeg fortrudt at tilbringe nytårsaften i USA? Nej. Det var en skæg oplevelse og ikke noget jeg ville være foruden. Ville jeg gøre det igen? Nej. Boston var dog et hit og klart noget jeg kunne finde på at besøge igen – Specielt i mildere vejr.

Hvad så med turen? Hvis jeg skal konkludere og underspille lidt, vil jeg sige det har været en af de fedeste oplevelser i mit liv. Jeg kan ikke anbefale det nok, at tage afsted. Jeg har fået venner for livet, overalt i verden. Jeg har lært at jeg kan klare mig i et andet land, uden at have mit netværk med. Jeg har fuldstændigt forelsket mig i Californien og ved jeg bliver nødt til at komme tilbage en dag. Jeg har lært at der findes en gud (de siger de i hvert fald ofte i radioen) og at hans gave til verden er Chipotle, en mexikansk restaurant. Eller Urbann Turbann.

Hvad jeg ikke ville give for sådan en friskbagt naan med butter chicken og coconut chutney.

Sidespring.

Jeg har fået smag for forskning, hvilket også har kunnet ses i mit masterprojekt, der er meget mere forskningsorienteret end tidligere projekter har været.

Men det var egentlig også et sidespring.

Tak, fordi i har fulgt med i min tur – Det har virkelig været fantastisk. Bloggen har kun været et øjebliksbillede af hvad der er sket rundt omkring og gør slet ikke min tur ret – spørg mig endelig hvis der er noget der skal uddybes eller noget i vil høre mere om.

Tak for en god tur :)




Projektstart

I går havde jeg mit første møde med min nye vejleder. Super flink fyr; det gik over alt forventning! Han spurgte til hvad jeg synes om området og hvordan det gik, hvorefter vi diskuterede hvilke projekter jeg kunne arbejde med. Vi blev enige om, at jeg skal arbejde sammen med Lawrence Berkeley Lab og US Airforce Base i Los Angeles, om at lave kontrolleret opladning af El-biler; altså reagere på hvor meget strøm der er tilgængeligt for at oplade med forskellig styrke på forskellige tidspunkter. Eller endda nogle gange aflade, hvis det er nødvendigt, så strømmen kan bruges andetsteds, når efterspørgelsen er høj men produktionen er lav. Derudover lagde han vægt på, at han synes jeg skal sørge for at nyde mit ophold her, og benytte mig af de muligheder der er her.

Mit skema bliver noget anderledes end jeg er vant til derhjemme. Normalt møder jeg kl 8 om morgenen og bliver på universitetet for at arbejde, indtil kl 16. Her er der meget mere frie rammer. Jeg kan sidde hjemme, sidde på kontoret, gå til forelæsninger eller forskellige andre ting, som jeg lige har lyst. Det kunne jeg teknisk set også i Aalborg, men sådan var den gængse arbejdsform bare ikke rigtigt. Jeg fik foreslået nogle kurser jeg kunne følge hvis jeg havde lyst, hvilket jeg bestemt har tænkt mig at gøre. Derudover blev jeg inviteret og opfordret til at tage med til nogle præsentationer ved Lawrence Berkeley Lab, som åbenbart har nogle rigtigt gode nogle af slagsen, her i efteråret.

Det her bliver godt! :)

 




Kulturforskelle og indflytning

I dag skulle jeg flytte ud fra mit hotelværelse. Det skulle foregå allerede inden klokken 11, selvom jeg først kunne flytte ind i min permanente lejlighed kl 15. “Heldigvis” havde jeg en lille times gang fra mit hotel op til mit permanente hjem for opholdet, hvor jeg havde mulighed for at sætte min bagage. Efter jeg havde været forbi med min bagage, gik jeg ud for at finde noget at spise. Jeg endte på et lille lokalt sted ved navn Smart Alecs, som opfyldte både min primære og min sekundære prioritet: WiFi og mad. Her fik jeg en virkelig god organisk, økologisk osv. osv. burger, med en cola til. Jeg havde ikke troet der skulle være så stor forskel i smag mellem europæisk og amerikansk cola, hvor de bruger henholdsvist sukker og høj-fruktose-majs-sirup til at søde med. Den havde den her sirupsagtige smag, jeg bestemt ikke brød mig om. Det kan være jeg skifter til light – Nu må vi se! Indtil da kan man få noget ganske udemærket kirsebær icetea de fleste steder.

Jeg kan mærke at jeg stadig har en god del problemer med jetlag; hvilket ikke er blevet bedre af, at jeg ved en fejl faldt i søvn klokken fem om eftermiddagen i går, og sov indtil ca. kl 1 om natten, hvilket betød at jeg gik glip af aftensmad. Derfor har mit mål i dag været at jeg skulle holde mig vågen længe nok til at kunne spise aftensmad. Dette mål må siges at være nået – Jeg snød dog lidt, og spiste aftensmad kl 17:45. Dog har jeg lige nu, kl 19:44, i gang i min rekord for det seneste tidspunkt jeg er oppe, i USA. Jeg sigter efter 21, men tør ikke satse alverden på det.

Upper Sproul Plaza - Lidt af campus området.

Upper Sproul Plaza – Lidt af campus området.

Jeg gik lidt rundt på campus, for at finde ud af hvor jeg skulle registrere mig, for at få lov at bruge AirBears – WiFi netværket. Jeg fandt frem til, man skal have et såkaldt Cal-1-Card (studiekort), som kræver at man har et student- eller employee-ID. Dette får man efter at have udfyldt de nødvendige papirer, for at blive registreret i systemet. Dette papirarbejde tager en dag om at komme igennem. Derfor forventede jeg selvfølgelig at det ville være klar til i dag, da jeg gennemførte mit papirarbejde i går. Så heldig var jeg ikke. Efter længere tids gåen frem og tilbage mellem kontorer i hver sin ende af campus, fandt jeg frem til, at jeg kan få lov mit ID i morgen. Når det er på plads, kan jeg komme i gang med de godt 13 punkter jeg fik at vide skulle gennemføres, før jeg rigtigt kan sige, jeg er faldet på plads.

Ud over det blev dagen brugt på at kigge i lidt butikker og se noget af det lokale liv, med hippier, hjemløse og masser og masser af nye studerende. Det er til at fornemme, at jeg er kommet midt i indflytningsperioden – Overalt ser man forældre gå rundt med deres ~17 årige sønner og døtre, iført “Cal” eller “Berkeley” Tshirts, trøjer, skjorter, hatte, slips.. Alt! Det er tydeligt at se at folk er meget, meget stolte af at gå her, og ikke har den mindste smule imod at blære sig med det. Det virker lidt vildt at skulle betale $20 for en Tshirt med universitets navn på, når man tænker på det utal af AAU-Tshirts man efterhånden har fået smidt efter sig.

Alt hvad hjertet begærer af "Cal" og "Berkeley" beklædning!

Alt hvad hjertet begærer af “Cal”, “Berkeley” og “Bears” beklædning!

Jeg er begyndt at lægge mærke til små kulturelle firnuligheder, jeg aldrig før har tænkt over. Det virker til de er rigtigt glade for åbne, fælles områder hvor det er muligt at gå hen og se hvad folk har gang i. Rigtigt åbent folk. Dette gælder desværre også for deres toiletter, hvor de fremfor små rum man kan gå ind i, mere har små papvægge som separerer toiletbåsene. Det passer lige med, at jeg kan se folks fødder ved siden af, når jeg sidder ned, og jeg kan kigge dem i øjnene når jeg står op. Det er som de er lavet lige til mig.

Og nu vi snakker om toiletterne, er det også som om de har en helt anden idé om hvor meget vand der skal være i. Det ligner mere et lille soppebasin, end et toilet.

Derudover har jeg lagt mærke til at de har “doorknobs” overalt, frem for dørhåndtag – Et fænomen jeg ikke tror jeg nogensinde har set i Danmark. Det samme med egern – De er overalt, men har aldrig set et i Danmark. De har refill overalt, og drikkelse koster nærmest ikke noget – I går bestilte jeg noget mad og fik sagt “en stor”, da jeg skulle bestille noget at drikke. $2 kostede det, for godt og vel 1.5L sodavand. Med gratis refill, selvfølgelig. Sales taxes skal jeg stadig vænne mig til – “Jeg vil gerne bed om den menu til $8″. “Ja, så gerne, det bliver $8.72″. For slet ikke at snakke om det besvær det giver, når man skal skrive en dato som Måned/Dag/År, fremfor Dag/Måned/År. Eller når man får et tidspunkt oplyst som 130.. Umiddelbart gættede jeg på klokken 13:00; en tastefejl hvor det manglede et 0, men det betyder i stedet halv to om eftermiddagen.

Efter alt det, blev det efterhånden tid til at flytte ind. Jeg gik op til International House, for at melde min ankomst. Her fik jeg udleveret nøgle, postkasse-kode og kort til at komme ind om natten, samt WiFi-kode og lejekontrakt. Så kunne jeg endelig flytte ind!

Jeg besluttede mig for at tage billeder af mit første møde med mit nye værelse, så jeg kunne give en lille guidet tur rundt. Første billede viser den umiddelbare udsigt når man træder ind ad døren. Dernæst gik jeg helt hen i den modsatte ende af lokalet, ind på mit kontor, for at få afbilledet indgangspartiet.

Første skridt ind ad døren.

Første skridt ind ad døren.

Udsigten fra mit kontor.

Udsigten fra mit kontor.

Og det var cirka det. Mit værelse her er, tro det eller lad være, mindre end min første lejlighed. Til gengæld er der walk-in-closet – meget godt klaret på små 15 m^2. Det gik rimeligt hurtigt op for mig, at jeg glemte at læse deres “What to bring to IHouse”-guide, da jeg fandt ud af jeg hverken havde dyner eller lagner. Det var der dog råd for, da de sælger alt hvad man skal bruge i deres lokale lille kiosk. Desværre er der kun en enkelt stikkontakt, så jeg må ud og have fat i en forlængerledning og en stikdåse. Heldigvis har jeg fundet et sted hvor der ligger en hardware-store, så må jeg se om det er til at købe noget der.

Jeg har desuden fået sat mit første møde med min vejleder op; i morgen kl 130. Det skal nok blive spændende!

Undskyld det lange indlæg – jeg skriver fordi der er sket en masse siden sidst, men også fordi jeg bliver nødt til at holde mig igang, for ikke at falde i søvn.

 




Jetlag for alle pengene..

Så kom jeg afsted! Hvem skulle have troet det! Efter en noget hård afsked med Charlotte i lufthavnen steg jeg kl 11:25, lidt forsinket, ombord på mit fly til København. Fra København fløj jeg videre til München, hvorfra det endelige 12-timers stræk til San Francisco skulle tages. I München havde de en hel del af lufthavnen, som så ud til at være dedikeret til amerikanske fly. For at komme ind i denne del, skulle der checkes visum. Trods noget langt kø gik det utroligt nemt for sig. Rigtigt godt at jeg havde både rejse- og hotelreservationer udprintet og med, da jeg flere gange fik brug for at kunne fortælle hvor jeg skulle hen.

Flyveturen var noget begivenhedsløs. Der var heldigvis underholdningssystemer ved hvert sæde, og jeg fik derfor set et par film på vej derover (Oblivion, Gambit, Admission, The incredible Burt Wonderstone og Promised Land). Mellem filmene og en god times lur og en kamp med et sæde der ikke kunne lænes tilbage, fik jeg kæmpet mig igennem de 12 timer.

Da jeg ankom til San Francisco havde jeg forestillet mig, at processen jeg havde foran mig ville vare længe og var super besværlig. Der tog jeg heldgvis fejl. Efter at præsentere mit J1 Visum spurgte den flinke mand om min DS2019-form. Den fandt jeg hurtigt frem, og så var det det. Jeg var inde. Derefter fandt jeg min bagage og satte næsen mod BART, San Franciscos offentlige transportsystem.

Jeg havde tænkt, at da jeg landede kl 19, ville jeg kunne finde mit hotel, finde lidt mad og så ellers hurtigt i seng. Det var dog ikke gået op for mig præcist hvor stor San Francisco rent faktisk er. Efter det som man på nordjysk kan kalde ca en tur mellem Frederikhavn og Aalborg (godt 1.5 time) var jeg fremme ved Downtown Berkeley. På dette tidspunkt var alt mere eller mindre sløret for min jetlaggede hjerne. Derfor valgte jeg at tage en taxa, så jeg ikke behøvede tænke over hvordan jeg kom det sidste stykke.

Efter at have skrevet hjem, kollapsede jeg på min seng kl 22:00 lokal tid. Jeg vågnede igen kl 4:00, (13:00 dansk tid) hvor min krop simpelthen nægtede at sove mere, på trods af udmattelse og summende ben.

Derfor ligger jeg nu og blogger og forsøger at få mig et overblik over området. Jeg har lige fundet ud af, at Pixar Studios ligger lige nede af vejen, 10 minutters kørsel fra hvor jeg er. Det kunne være spændende at tage ned og se det. Jeg har lidt billeder fra turen, som jeg smider op her på bloggen, når jeg lige fået taget mig sammen til det :-)