First Class!

Torsdag havde jeg min første undervisning. Det er meget anderledes herovre, end det er derhjemme. Jeg er vant til at en dag består af 2 blokke af 4 timer, hvor der så enten er undervisning eller ej. Hvis der er undervisning, foregår dette typisk i de første 2 timer, med en 2-3 pauser, lidt afhængigt af hvor tungt stoffet er. Den sidste tid bruges så på opgaveregning, hvor underviseren går rundt og checker om der er nogle spørgsmål. Man møder klokken 8 og går hjem ca. kl 16, og så er der en god halv times frokostpause midt på dagen.

Sådan fungerer det ikke her. En undervisningstime tager typisk halvanden time og starter fra klokken 9:30. Jeg kunne godt forestille mig, at de allerede starter klokken 8, men det har jeg endnu ikke oplevet. Det lader ikke til der er den samme form for koordinering mellem undervisere herovre, da flere klasser ligger oveni hinanden. Hvis de ikke ligger oveni hinanden, ligger de ofte back-to-back. Eksempelvis havde jeg i dag 3 classes: Fra 9:30 til 11:00, fra 11:00 til 12:30 og fra 12:30 til 14:00. Den snu læser har måske luret at der ikke umiddelbart er meget tid til pause mellem sådan et par timer. Og det er fuldstændigt korrekt! I stedet har de en (måske uofficiel) regel om, at undervisningen først starter 10 minutter efter der er annonceret. Det er meget heldigt, da man som oftest skal gå mellem forskellige bygninger, for at komme til sin undervisning. Der er ca. 10-15 minutters gang mellem hver, så jeg er konsekvent kommet for sent til al undervisning, undtagen den første. Men det lader de til at tage meget fint. Jeg kunne forestille mig, at det måske er værre på Undergrad niveau, da det lader til at mange af dem stadig bliver behandlet lidt som børn herovre.

Derudover lader det til, at der mere eller mindre er forbud mod at tage mad og drikke med ind til undervisningen. Derfor tillader jeg mig at spekulere lidt i, om det måske kan være, at det ikke er normalt at tage classes på den måde jeg gør, men i stedet sprede dem ud over længere tid, så man for eksempel tager nogle det ene år, og så tager resten det næste år. Men det er jeg heller ikke sikker på, da jeg har hørt rygter om at de kører i 2-års cykluser herovre, så undervisning først bliver gentaget 2 år senere. Det kan være min kombination af kurser bare er uheldig.

Det lader til at de går en del mere op i hjemmearbejde og lektier generelt herovre. Der er meget der skal læses til hver gang og det lader til at niveauet gør at man er nødt til det. I Aalborg var det ofte til at slippe igennem med at læse op til eksamen, men her er der løbende evalueringer, midterms og flere “homeworks” some de kalder dem – Mere eller mindre afleveringer, tror jeg, som man kender dem fra gymnasiet.

Jeg har fundet frem til, at jeg vil følge 2 af de classes jeg var til i dag: Convex Optimization med Laurent El Ghaoui klokken 11:00 og Control of Nonlinear Dynamic Systems med J. Karl Hedrick klokken 12:30. Derfor har jeg 3 timer midt på dagen, hvor jeg mere eller mindre ikke har mulighed for hverken vådt eller tørt. Min umiddelbare plan er at pakke tasken med gratis frugt om morgenen, og overleve på det, indtil jeg kan få noget at spise igen. Det kan være det bliver nemmere, når jeg rigtigt kommer igang med mit projekt, da jeg bruger mere af min tid lige i nærheden af der hvor jeg skal have kurser, så jeg kan spise lige før og lige efter. Nu må vi se.




San Francisco!

Tirsdag besluttede vi os for, at tage en tur til San Francisco. Sikke en by! Der er både enorme højhuse med milliard-dollar virksomheder, og små hyggelige kvarterer med lokale. Jeg vil gerne undskylde på forhånd, at det her indlæg bliver primært billeder – Det er mest for at vise det hele frem!

San Francisco skyline! Det er utroligt at tænke på, at hver rude er en etage.

San Francisco skyline! Det er utroligt at tænke på, at hver rude er en etage.

Efter at være stået af BART-toget, gik vi ned på havnen, for at opleve livet der. Der var flere der havde hørt noget om Pier 39, som vi skulle ud og se. Derfor gik vi langs havnefronten derned imod. På vejen gik vi ud på Pier 7, for at få lidt luft og kigge lidt ud over byen.

Udsigt over byen fra Pier 7.

Udsigt over byen fra Pier 7. Og lidt finger.

Derudover stødte vi ind i America’s Cup, hvor vi gik ind og kiggede lidt. Udover bådene til ræs, var der nogle enorme både – Jeg har aldrig set noget lignende! Det ene store sejlskib ved siden af det andet, ved siden af en gigantisk yacht!

En gigantisk, 4-etagers båd! Læg mærke til basketball kurven, lige mellem de 2 små både.

En gigantisk, 4-etagers yacht! Læg mærke til basketball kurven, lige mellem de 2 små både.

Efter at have gået rundt ved de store både, gik vi videre til Pier 39. Så vidt jeg har forstået, er det, som gør Pier 39 helt specielt, at der er masser af søløver på området. Det har man så åbenbart bygget en større turistfælde op omkring, med alle mulige forskellige, mærkelige butikker – Heriblandt: Bubba Gumps Shrimp, en butik som udelukkende sælger magneter og en butik til venstrehåndede.

Jeg kender flere som ville købe sig fattige i den her butik.

Jeg kender flere som ville købe sig fattige i den her butik.

Fra Pier 39 var der, udover udsigt over en masse søløver, mulighed for at kunne se ud til Alcatraz. Selvom vi ikke var derude og nærstudere tingene, så det umiddelbart ud til at være et halv-besværligt sted at slippe væk fra.

Efter at have gået rundt i et par timer, blev vi enige om at finde noget at spise. Først lød planen, at vi skulle sætte kursen mod Chinatown, men vi besluttede os for at gå ind på en lokal burger-restarant i stedet, ved navn In-N-Out Burger. Efter et billigt, godt og nærende måltid, hvor jeg igen lavede fejlen at bede om et stort krus til gratis refill. Det er hvad der sker. Det er ikke så slemt, når der kun er ca. 1 krone i forskel mellem størrelserne, men det virker stadig fjollet at sidde med små halvanden liter.

Bestemt ikke skidt for 40-45 kr. Specielt når man tænker på det hele er frisktlavet, fra bunden. Pånær ketchup, så vidt jeg er informeret.

Bestemt ikke skidt for 40-45 kr. Specielt når man tænker på det hele er frisktlavet, fra bunden. Pånær ketchup, så vidt jeg er informeret.

Efter at have siddet og nydt solen lidt, gik vi videre mod Chinatown. Det er skægt, at der midt i en kæmpe stor storby, kan ligge et lille distrikt, hvor folk snakker et andet sprog, hvor arkitekturen ligner noget fra et andet land, maden er mærkelig og alle er godt 3 hoveder mindre end mig. Det var en stor oplevelse.

Man kan bare smutte ned i den lokale fiskeforretning, hvis man lige har lyst til lidt krokodille, åbenbart.

Man kan bare smutte ned i den lokale fiskeforretning, hvis man lige har lyst til lidt krokodille, åbenbart.

Efter en lang gåtur gennem Chinatown, hvor de enkelte grøntsager man kan genkende er dobbelt så store, som dem man ser derhjemme, kom vi ud på Market Street; San Franciscos store butiksgade. Her brugte vi med vilje ikke så lang tid, da vi allerede havde været afsted i 6-7 timer på dette tidspunkt. Derfor er jeg helt sikker på, at jeg skal derind igen! Udover de enorme mærkebutikker, ligger der åbenbart også en butik der hedder Ross, hvor man kan købe mærkevarer med op til 60% rabat i forhold til amerikanske priser – Altså noget billigere end man ser derhjemme.

Vi fik også set flere af San Franciscos berømte sporvogne. De drives åbenbart af reb, som kører rundt i en stor ring, lige under vejen, fremfor selv at have nogen form for fremdrift. De holde altså bare fat i rebet, og kører med på den måde, lader det til. Mærkeligt system. Det betyder åbenbart også at de kan have svært ved at vende på et lille område. Derfor har man i stedet de her platforme, som vognene kører op på, og bliver vendt rundt. Med håndkraft. Jeg går ud fra at det er tradition og charmerende og alt sådan noget, men det virker ærligt talt en kende ueffektivt. Men dem om det.

En sporvogn der vendes med håndkraft.

En sporvogn der vendes med håndkraft.




De flinke unge mennesker

Ihouse er et fantastisk sted at møde nye mennesker. Alle er utroligt imødekommende og mere eller mindre i samme båd, så de nærmest ingen kender. Derfor er det ikke bare velset, men nærmest forventet at man sætter sig ved tilfældige folk rundt omkring, når der er mad. Forleden sad jeg sammen med universitets vand-polo hold og snakkede om sport, og senere med en biologi-studerende syd-koreaner som ikke længere spiller computer, fordi han blev for afhængig af Warcraft 3. Det er supernemt, men meget anderledes end den danske metode: at drikke sig fuld, og så er man venner med dem man stadig kan huske dagen efter.

Efter at have siddet to mand på Ihouse-cafeen, fredag aften, med en udemærket, indendørs, veldokumenteret øl i hånden og undret os over hvor folk var henne, fandt vi lørdag aften ud af, at det er i husets game-room, det hele foregår. Her mødte vi Steve, en gut fra London som er herovre for at studere Civil-Engineering, Henry, en irlænder som studerer .. noget. Vi sad og snakkede om, hvad man savner derhjemmefra – En vi alle kunne blive enige om, var muligheden for bare at sætte sig ned og drikke en enkelt øl. De lader til at folk herovre enten holder sig ganske ædru, eller drikker sig helt i hegnet. Derudover mødte jeg en hel flok nordmænd og svenskere, som jeg ikke umiddelbart husker navnene på. Der var som minimum en Lasse og en Jesper. Men Lasse var tysk. Vist nok. Derudover mødte vi en ordentlig flok tyskere, som vi har brugt lidt tid med.

GameRoom @ Ihouse

GameRoom @ Ihouse

I løbet af aftenen her ankom der en større flok Singaporeanere (?), som havde taget en buffet med. De havde åbenbart været til noget forsamling for studerende fra deres hjemmeuniversitet, hvor der havde været alt for meget mad.

Hotwings, Chili-Poppers, chips, salsa, kage .. Alt hvad hjertet begærer.

Hotwings, Chili-Poppers, chips, salsa, kage .. Alt hvad hjertet begærer.

Efter at have spist os mætte og drukket de de øl vi havde købt os, blev det tid til at finde et sted, hvor der kunne købes flere. Vi gik mod en bar kaldet Free House, ikke langt fra Ihouse. Her måtte desværre gå igen, da klokken jo var blevet 23:30. Derfor måtte vi se os om efter et nyt sted. Vi havde hørt at mange af de Fraternity-houses, som ligger i området, holder åbent hus lige for tiden, med fri bar og hvad der ellers dertil hører, så vi besluttede os for at besøge sådan et.

Det er nøjagtigt ligesom i filmene. Bare med flere asiater.

Der kunne sagtens være flere spil beerpong i gang, på ét bord.

Der kunne sagtens være flere spil beerpong i gang, på ét bord.

Overalt var der folk der spillede beerpong og drak af røde plastik kopper. Der stod fustager rundt omkring i hjørnerne, på is, som skulle pumps for at der kom noget ud. Folk lavede keg-stands (blev holdt op med fødderne i vejret, mens de drak direkte fra fustagen) og det var umuligt at komme rundt, for det enorme antal mennesker der var.

I kælderen var der diskotek, med strobelys, DJ og en bar som kun serverede øl, pepsi og vodkashots i små papirkopper. Gratis, selvfølgelig.

Efter lidt tid valgte vi at gå videre, for at se nogle af de andre Frat-houses. Flere af dem var dog blevet lukket ned af politiet – Klokken nærmede sig jo trods alt en 00:30 – 1 stykker. Derfor satte vi så småt næsen hjemad mod Ihouse. Her satte vi os og snakkede lidt med nogle vældigt flinke amerikanere, som fortalte os lidt om hvad der var værd at se her i Californien, hvad man skal passe på og hvordan det generelt er at leve her. Super spændende.

 




Projektstart

I går havde jeg mit første møde med min nye vejleder. Super flink fyr; det gik over alt forventning! Han spurgte til hvad jeg synes om området og hvordan det gik, hvorefter vi diskuterede hvilke projekter jeg kunne arbejde med. Vi blev enige om, at jeg skal arbejde sammen med Lawrence Berkeley Lab og US Airforce Base i Los Angeles, om at lave kontrolleret opladning af El-biler; altså reagere på hvor meget strøm der er tilgængeligt for at oplade med forskellig styrke på forskellige tidspunkter. Eller endda nogle gange aflade, hvis det er nødvendigt, så strømmen kan bruges andetsteds, når efterspørgelsen er høj men produktionen er lav. Derudover lagde han vægt på, at han synes jeg skal sørge for at nyde mit ophold her, og benytte mig af de muligheder der er her.

Mit skema bliver noget anderledes end jeg er vant til derhjemme. Normalt møder jeg kl 8 om morgenen og bliver på universitetet for at arbejde, indtil kl 16. Her er der meget mere frie rammer. Jeg kan sidde hjemme, sidde på kontoret, gå til forelæsninger eller forskellige andre ting, som jeg lige har lyst. Det kunne jeg teknisk set også i Aalborg, men sådan var den gængse arbejdsform bare ikke rigtigt. Jeg fik foreslået nogle kurser jeg kunne følge hvis jeg havde lyst, hvilket jeg bestemt har tænkt mig at gøre. Derudover blev jeg inviteret og opfordret til at tage med til nogle præsentationer ved Lawrence Berkeley Lab, som åbenbart har nogle rigtigt gode nogle af slagsen, her i efteråret.

Det her bliver godt! :)

 




Kulturforskelle og indflytning

I dag skulle jeg flytte ud fra mit hotelværelse. Det skulle foregå allerede inden klokken 11, selvom jeg først kunne flytte ind i min permanente lejlighed kl 15. “Heldigvis” havde jeg en lille times gang fra mit hotel op til mit permanente hjem for opholdet, hvor jeg havde mulighed for at sætte min bagage. Efter jeg havde været forbi med min bagage, gik jeg ud for at finde noget at spise. Jeg endte på et lille lokalt sted ved navn Smart Alecs, som opfyldte både min primære og min sekundære prioritet: WiFi og mad. Her fik jeg en virkelig god organisk, økologisk osv. osv. burger, med en cola til. Jeg havde ikke troet der skulle være så stor forskel i smag mellem europæisk og amerikansk cola, hvor de bruger henholdsvist sukker og høj-fruktose-majs-sirup til at søde med. Den havde den her sirupsagtige smag, jeg bestemt ikke brød mig om. Det kan være jeg skifter til light – Nu må vi se! Indtil da kan man få noget ganske udemærket kirsebær icetea de fleste steder.

Jeg kan mærke at jeg stadig har en god del problemer med jetlag; hvilket ikke er blevet bedre af, at jeg ved en fejl faldt i søvn klokken fem om eftermiddagen i går, og sov indtil ca. kl 1 om natten, hvilket betød at jeg gik glip af aftensmad. Derfor har mit mål i dag været at jeg skulle holde mig vågen længe nok til at kunne spise aftensmad. Dette mål må siges at være nået – Jeg snød dog lidt, og spiste aftensmad kl 17:45. Dog har jeg lige nu, kl 19:44, i gang i min rekord for det seneste tidspunkt jeg er oppe, i USA. Jeg sigter efter 21, men tør ikke satse alverden på det.

Upper Sproul Plaza - Lidt af campus området.

Upper Sproul Plaza – Lidt af campus området.

Jeg gik lidt rundt på campus, for at finde ud af hvor jeg skulle registrere mig, for at få lov at bruge AirBears – WiFi netværket. Jeg fandt frem til, man skal have et såkaldt Cal-1-Card (studiekort), som kræver at man har et student- eller employee-ID. Dette får man efter at have udfyldt de nødvendige papirer, for at blive registreret i systemet. Dette papirarbejde tager en dag om at komme igennem. Derfor forventede jeg selvfølgelig at det ville være klar til i dag, da jeg gennemførte mit papirarbejde i går. Så heldig var jeg ikke. Efter længere tids gåen frem og tilbage mellem kontorer i hver sin ende af campus, fandt jeg frem til, at jeg kan få lov mit ID i morgen. Når det er på plads, kan jeg komme i gang med de godt 13 punkter jeg fik at vide skulle gennemføres, før jeg rigtigt kan sige, jeg er faldet på plads.

Ud over det blev dagen brugt på at kigge i lidt butikker og se noget af det lokale liv, med hippier, hjemløse og masser og masser af nye studerende. Det er til at fornemme, at jeg er kommet midt i indflytningsperioden – Overalt ser man forældre gå rundt med deres ~17 årige sønner og døtre, iført “Cal” eller “Berkeley” Tshirts, trøjer, skjorter, hatte, slips.. Alt! Det er tydeligt at se at folk er meget, meget stolte af at gå her, og ikke har den mindste smule imod at blære sig med det. Det virker lidt vildt at skulle betale $20 for en Tshirt med universitets navn på, når man tænker på det utal af AAU-Tshirts man efterhånden har fået smidt efter sig.

Alt hvad hjertet begærer af "Cal" og "Berkeley" beklædning!

Alt hvad hjertet begærer af “Cal”, “Berkeley” og “Bears” beklædning!

Jeg er begyndt at lægge mærke til små kulturelle firnuligheder, jeg aldrig før har tænkt over. Det virker til de er rigtigt glade for åbne, fælles områder hvor det er muligt at gå hen og se hvad folk har gang i. Rigtigt åbent folk. Dette gælder desværre også for deres toiletter, hvor de fremfor små rum man kan gå ind i, mere har små papvægge som separerer toiletbåsene. Det passer lige med, at jeg kan se folks fødder ved siden af, når jeg sidder ned, og jeg kan kigge dem i øjnene når jeg står op. Det er som de er lavet lige til mig.

Og nu vi snakker om toiletterne, er det også som om de har en helt anden idé om hvor meget vand der skal være i. Det ligner mere et lille soppebasin, end et toilet.

Derudover har jeg lagt mærke til at de har “doorknobs” overalt, frem for dørhåndtag – Et fænomen jeg ikke tror jeg nogensinde har set i Danmark. Det samme med egern – De er overalt, men har aldrig set et i Danmark. De har refill overalt, og drikkelse koster nærmest ikke noget – I går bestilte jeg noget mad og fik sagt “en stor”, da jeg skulle bestille noget at drikke. $2 kostede det, for godt og vel 1.5L sodavand. Med gratis refill, selvfølgelig. Sales taxes skal jeg stadig vænne mig til – “Jeg vil gerne bed om den menu til $8″. “Ja, så gerne, det bliver $8.72″. For slet ikke at snakke om det besvær det giver, når man skal skrive en dato som Måned/Dag/År, fremfor Dag/Måned/År. Eller når man får et tidspunkt oplyst som 130.. Umiddelbart gættede jeg på klokken 13:00; en tastefejl hvor det manglede et 0, men det betyder i stedet halv to om eftermiddagen.

Efter alt det, blev det efterhånden tid til at flytte ind. Jeg gik op til International House, for at melde min ankomst. Her fik jeg udleveret nøgle, postkasse-kode og kort til at komme ind om natten, samt WiFi-kode og lejekontrakt. Så kunne jeg endelig flytte ind!

Jeg besluttede mig for at tage billeder af mit første møde med mit nye værelse, så jeg kunne give en lille guidet tur rundt. Første billede viser den umiddelbare udsigt når man træder ind ad døren. Dernæst gik jeg helt hen i den modsatte ende af lokalet, ind på mit kontor, for at få afbilledet indgangspartiet.

Første skridt ind ad døren.

Første skridt ind ad døren.

Udsigten fra mit kontor.

Udsigten fra mit kontor.

Og det var cirka det. Mit værelse her er, tro det eller lad være, mindre end min første lejlighed. Til gengæld er der walk-in-closet – meget godt klaret på små 15 m^2. Det gik rimeligt hurtigt op for mig, at jeg glemte at læse deres “What to bring to IHouse”-guide, da jeg fandt ud af jeg hverken havde dyner eller lagner. Det var der dog råd for, da de sælger alt hvad man skal bruge i deres lokale lille kiosk. Desværre er der kun en enkelt stikkontakt, så jeg må ud og have fat i en forlængerledning og en stikdåse. Heldigvis har jeg fundet et sted hvor der ligger en hardware-store, så må jeg se om det er til at købe noget der.

Jeg har desuden fået sat mit første møde med min vejleder op; i morgen kl 130. Det skal nok blive spændende!

Undskyld det lange indlæg – jeg skriver fordi der er sket en masse siden sidst, men også fordi jeg bliver nødt til at holde mig igang, for ikke at falde i søvn.

 




Den amerikanske morgenmad

Jeg ramte den første større kulturforskel da jeg for små tre kvarter siden satte mig til morgenmadsbordet på hotellet. Kellogs Frosties, Cinnabuns (kanelsnegle), vafler og toastbrød stod menuen på. Hertil mælk, sirup og Jelly. Jeg prøvede en kanelsnegl, en vaffel og et stykke brød, sammen med lidt juice og kaffe. Jeg har nu en lille begyndende hovedpine på grund af alt det sukker.

Morgenmad

Se om i kan spotte æblerne, øverst til højre.

Jeg tror jeg kigger mig om efter noget med grøntsager til frokost :-)




Jetlag for alle pengene..

Så kom jeg afsted! Hvem skulle have troet det! Efter en noget hård afsked med Charlotte i lufthavnen steg jeg kl 11:25, lidt forsinket, ombord på mit fly til København. Fra København fløj jeg videre til München, hvorfra det endelige 12-timers stræk til San Francisco skulle tages. I München havde de en hel del af lufthavnen, som så ud til at være dedikeret til amerikanske fly. For at komme ind i denne del, skulle der checkes visum. Trods noget langt kø gik det utroligt nemt for sig. Rigtigt godt at jeg havde både rejse- og hotelreservationer udprintet og med, da jeg flere gange fik brug for at kunne fortælle hvor jeg skulle hen.

Flyveturen var noget begivenhedsløs. Der var heldigvis underholdningssystemer ved hvert sæde, og jeg fik derfor set et par film på vej derover (Oblivion, Gambit, Admission, The incredible Burt Wonderstone og Promised Land). Mellem filmene og en god times lur og en kamp med et sæde der ikke kunne lænes tilbage, fik jeg kæmpet mig igennem de 12 timer.

Da jeg ankom til San Francisco havde jeg forestillet mig, at processen jeg havde foran mig ville vare længe og var super besværlig. Der tog jeg heldgvis fejl. Efter at præsentere mit J1 Visum spurgte den flinke mand om min DS2019-form. Den fandt jeg hurtigt frem, og så var det det. Jeg var inde. Derefter fandt jeg min bagage og satte næsen mod BART, San Franciscos offentlige transportsystem.

Jeg havde tænkt, at da jeg landede kl 19, ville jeg kunne finde mit hotel, finde lidt mad og så ellers hurtigt i seng. Det var dog ikke gået op for mig præcist hvor stor San Francisco rent faktisk er. Efter det som man på nordjysk kan kalde ca en tur mellem Frederikhavn og Aalborg (godt 1.5 time) var jeg fremme ved Downtown Berkeley. På dette tidspunkt var alt mere eller mindre sløret for min jetlaggede hjerne. Derfor valgte jeg at tage en taxa, så jeg ikke behøvede tænke over hvordan jeg kom det sidste stykke.

Efter at have skrevet hjem, kollapsede jeg på min seng kl 22:00 lokal tid. Jeg vågnede igen kl 4:00, (13:00 dansk tid) hvor min krop simpelthen nægtede at sove mere, på trods af udmattelse og summende ben.

Derfor ligger jeg nu og blogger og forsøger at få mig et overblik over området. Jeg har lige fundet ud af, at Pixar Studios ligger lige nede af vejen, 10 minutters kørsel fra hvor jeg er. Det kunne være spændende at tage ned og se det. Jeg har lidt billeder fra turen, som jeg smider op her på bloggen, når jeg lige fået taget mig sammen til det :-)




Teknikken

Før jeg tager afsted, har jeg gerne ville have noget teknik herhjemme op at køre. Det har jeg brugt de sidste par dage på, hvilket betyder at Charlotte mere eller mindre kan bruge det hele derhjemme, uden nogensinde at røre en terminal eller fejlfinde på router-opsætningen. Det er jeg sikker på hun sætter stor pris på. At dette betyder at vi nu igen kan bruge fjernsynet i soveværelset er bare endnu en bonus!

Derudover har jeg endelig fået min portforwarding til at virke ordentligt og sat det hele op som jeg gerne vil have, så jeg kan tilgå (og konfigurere) det hele fra USA! Dobbelt op på fedt! Jeg satser derfor lidt og vil forsøge at tilgå mine filer via FTP, fremfor at have en ekstern harddisk med.

Efter at have fået mit portforwarding til at virke, har jeg også fået mine DNS indstillinger på mit eget domæne til at fungere, så jeg nu har nogle lidt rarere *.frederikjuul.dk adresser, fremfor noget 130.153.80.120:22 halløj.

Det duer bare! :-)




Pakkeliste

Det her opslag er mest til mig, for at jeg kan gå og huske på de ting, der er nødvendige at få med:

Håndbagage:

  • Pas
  • DS-2019
  • Internationalt kørekort
  • Computer
  • Computer-lader
  • Kindle
  • Kindle-lader
  • iPhone
  • iPhone-lader
  • Headset
  • Pung
  • Tandbørste
  • Allergipiller
  • Peanuts
  • Støttestrømper til flyveturen
  • Dollars

Taske:

  • Shorts
  • Bukser
  • Tshirts
  • Varme Trøjer
  • Skjorter
  • Undertøj
  • Strømper
  • Håndklæde

Jeg forventer lidt at tilføje flere ting, som jeg lige kommer i tanker om dem. Kommentér endelig, hvis i kommer på noget :)




Ambassadebesøg

Efter lang tids planlægning og klargøring blev det endelig tid til at komme til det frygtede interview på den amerikanske ambassade. Jeg var så heldig at jeg fik mulighed for at kunne køre med min faster Karin til Sjælland allerede onsdag – Hvor jeg så fik lov at overnatte hos Bæcks kæreste Julie ( mange tak! :) ). Derfor kunne jeg stå nogenlunde tidligt op dagen efter, så jeg var kl til mit interview kl. 9.30.

Jeg forestillede mig, at man ville blive lukket ind i et fint lille rum, hvor man, siddende overfor den amerikanske ambassadør, ville blive interviewet om hvad man skal i USA, hvem man er, hvad man laver osv. osv.

Sådan gik det ikke. Interviewet, i sin helhed, forgik således:

“So you’re going to Cal Berkeley?”

“Yep”

“What are you studying?”

“Electrical Engineering”

“Okay, that’s it, your Visa is approved”

Dette foregik ved en skranke. Noget mindre storstilet end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Jeg mistænker dem lidt for at have stillet hele der her interview-cirkus op, for at de får mulighed for at kunne få fat i folks fingeraftryk.

Mit visum ankom to dage efter mit besøg på ambassaden, så jeg er nu ved at være helt klar til at tage afsted. Jeg har fået tegnet forsikringer og har bestilt rejsen. Jeg kigger i øjeblikket lidt på hvordan jeg skal få det til at fungere med min telefon i USA, hvor de bruger CDMA fremfor GSM, og derfor som oftest ikke bruger simkort.

Det er ikke gået helt op for mig endnu, at jeg skal afsted. Jeg forventer det kommer lige så stille, når jeg begynder at skulle pakke taske og kan begynde at tælle timer.