Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/f/b/frederikjuul.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/post-template.php on line 251 Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/f/b/frederikjuul.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/post-template.php on line 251 Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/f/b/frederikjuul.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/post-template.php on line 251 Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/f/b/frederikjuul.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/post-template.php on line 251 Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/f/b/frederikjuul.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/post-template.php on line 251 Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/f/b/frederikjuul.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/post-template.php on line 251 Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/f/b/frederikjuul.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/post-template.php on line 251 Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/f/b/frederikjuul.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/post-template.php on line 251

Roadtrip! Part 1

I løbet af ugen havde vi snakket om at det kunne være fedt at komme ned og se Los Angeles. Da mandag var en fridag, tænkte vi, vi havde muligheden for at komme lidt længere væk og ikke bekymre os så meget om hvornår vi skulle være hjemme. Vi tænkte det ville være en perfekt weekend at tage afsted.

Det var en fejl.

Alt var optaget i LA. Alle vandrehjem, hoteller, moteller.. Alt! I stedet lagde vi nye planer. Vi købte et par telte, lejede en bil og drog afsted sydpå, ad Highway 1 – Den motorvej som følger kysten hele vejen fra San Francisco til Los Angeles. Vi tænkte vi kunne finde et par campingsteder, rastepladser, en park eller måske en strand på vejen, hvor vi kunne slå vores telte op og tilbringe natten. Hvad vi dog først fandt ud af senere, var at det er ulovligt at campere i det offentlige, at parker og strande alle lukker når klokken slår midnat og at det ikke er tilladt at parkere på rastepladser natten over. Hvad gør man så? Første aften, klokken lidt over 7, sad vi og spiste aftensmad på en hawaii’ansk restaurant. Vi spurgte nogle af de lokale, om de kendte et sted vi kunne campere. Det foreslog et, som vi besluttede os for at prøve. Heldigvis havde vi et par dage forinden fået oprettet telefonabonnement, så det var muligt at bruge telefonerne til at finde vej. Desværre er Amerika så stort et land, at det sjældent er til at få dækning på de mere øde steder. Det gik dog og vi fandt, efter at have kørt en halv times tid ad snørklede veje, i mørke, endelig frem til Coyote Lake Bear Ranch. Bear Ranch. Bjørne.

Hvad vi fik at vide her, skulle vise sig at blive temaet for resten af turen. Åbenbart er Labor Day en utroligt populær ferie-weekend, hvor mange forsøger at komme ud af byerne og væk fra alting, da den typisk markerer slutningen på sommerferien og start på skole og hverdag. Heriblandt tager rigtigt mange ud og camperer. Vi var så heldige at der, til check-ind-pigens store overraskelse, var et par enkelte pladser tilbage for en enkelt nat. Vi takkede med det samme ja. Vi fandt vores plads og satte vores telte op i mørke, uden nogen fornemmelse af området.

Den observante læser har måske lagt mærke til, at jeg tidligere nævnte at vi købte telte og tog afsted. Det vil med andre ord sige, at vi ikke havde nogle liggeunderlag. I stedet havde vi “lånt” et par tæpper – et til at ligge på, et til at have over sig – ved IHouse. Med andre ord var det utroligt svært at falde i søvn, med flere sten borende ind i ryggen. I stedet var der rigeligt med tid i løbet af natten, til at overbevise sig selv om, at hver eneste knækkende gren man hørte i distancen var en bjørn der kom nærmere, mens den eneste form for beskyttelse mellem en eventuel bjørn og sig selv, var et $30 nylon telt fra Walmart. Dette blev ikke gjort mere betryggende af manden i nabolejrens uregelmæssige snorken, som bedst kan beskrives som en form for stille brøl.

Efter et par timers søvn stod vi op med solen til et fantastisk syn – Hjulpet godt på vej af begejstringen over ikke at være blevet spist i løbet af natten.

Udsigten den ventede os uden for vores telt.

Udsigten den ventede os uden for vores telt.

Planen for turen havde hele tiden været ikke at have nogen plan, men at tage beslutningerne som de kom. Vi besluttede os for at tage til Monterrey, da vi havde hørt gode ting om det område. På vejen kørte vi omkring et stort supermarked, for at proviantere. Vi ankom tidligt til Monterrey, men syntes byen var noget kedelig, så vi besluttede os for at køre videre. En af tyskerne i selskabet havde en guidebog, som fortalte gode ting om et område ved navn Big Sur. Så vi vendte bilen den vej og kørte afsted ad Highway 1.

En ting der er værd at vide om Highway 1, er at det er en historisk vej, daterende helt tilbage til 1930’erne (hvilket efter amerikansk målestok er noget nær oldtid). Dette har sat sine spor på turen og det er tydeligt at mærke, at den ikke er bygget med nutidens store transportbehov i mente. Det lader dog til at de er ved at modernisere den. Dette betyder imidlertid at der flere steder er lukket for det ene spor, så man må skiftes til at køre. Det var dog til at overskue, da udsigten langs ruten var fantastisk.

Udsigten fra Hurricane Point, langs Highway 1.

Udsigten fra Hurricane Point, langs Highway 1.

Da vi ankom til Big Sur, fandt vi virkelig ud at, at vi havde valgt den forkerte weekend. På trods af, der var op mod 15 forskellige campingpladser i området, var de alle fyldt til randen. Flere steder fortalte de, at folk havde reserveret over et år i forvejen, for at kunne få en plads. Efter at have kørt rundt blandt en masse forskellige og ringet rundt, var den krisemøde i den lille Chrysler. Vi befandt os ca. midt på Highway 1 – lige langt begge veje, for at komme til en anden motorvej. Der ville ikke umiddelbart være noget at finde de næste mange hundrede af kilometer, hverken syd eller nord. Hvad vej skal vi køre. Skal vi fortsætte ud i det uvisse, eller forsøge os med nogle af de steder vi kørte forbi, helt i starten. Efter en hurtig afstemning, valgte vi at fortsætte sydpå.

Efter en hurtig snak med nogle lokale, fik vi nys om en campingplads godt 23 kilometer inde i landet, oppe i bjergene, hvor der sansynligvis ville være plads. Efter at have sneglet os af kurvede veje, op og op i højderne, fandt vi endelig frem til pladsen. Der var kun to, af de godt 40 pladser der var taget. Success. Til gengæld var der hverken friskt vand, bad eller ordentlige toiletfaciliter. De sidste to kunne vi klare os uden, men den første begyndte i stigende grad at være et problem. Dette, sammen med et helt enorme antal fluer og igler der var i området, gjorde at vi besluttede os for at kravle ned fra bjerget igen.

Klokken var nu blevet omkring 17-18 stykker og i et land hvor solen går ned klokken 20, betød det at det var tid til at gøre en ekstra indsats for at finde et sted at sove. Vi stoppede på en rasteplads langs kysten hvor vi fik vores aftensmad – kolde tortilla’s med pastasovs, dertil toastbrød med marmelade og lidt frugt – og fik tanket op med drikkevand igen.

Vi spottede en autocamper på rastepladsen, som måtte stå i samme situation som os – at man ikke bare må campere på rastepladser – og vi spurgte derfor hvad deres planer var. De ville køre syd på, mod en lille by ved navn San Simeon, hvor der eftersigende skulle være en rasteplads med plads til flere. Vi besluttede os for at prøve lykken.

Da vi ankom til rastepladsen var solen så småt ved at gå ned. Hvis der var plads kunne vi slå vores telte op efter en lang dag; hvis ikke, måtte vi ud og finde et nyt sted, i mørke. De havde dog heldigvis en enkelt plads tilbage, bagerst i lejren, uden lejrbord eller bålplads, måske knapt nok med plads til vores bil. Men da ekspedienten var kommet så langt i sin forklaring, havde vi allerede sagt ja tak utallige gange.

Vi slog vores telte op mens lys blev til mørke og satte os til at drikke de øl, vi havde medbragt. Jeg ved ikke om det teknisk set var lovligt at drikke alkohol der, men vi havde fortjent det efter en hård dag. Det måtte enhver politimand, der kom forbi, kunne forstå.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Post Navigation