Monthly Archives: February 2013

You are browsing the site archives by month.

Gode, analoge penge skal der til..

Mange penge. Og jeg har snydt lidt. Meget lidt. Jeg havde som tidligere nævnt et par planer om at skulle afsted på mit 5. semester. Planen røg i vasken, men i det mindste fik jeg lidt erfaring med både planlægnings- og legatsøgnings-processen. Dengang var der irriterende mange fonde, som kun udlovede legater til kandidat-studerende. Det må så forhåbentligt komme mig til gode nu. Det betyder også at jeg støder ind i en masse bekendte navne i min søgen, bl.a. Reinholdt W. Jorcks fond, som jeg faktisk fik bevilliget, dengang, men valgte ikke at tage i mod, da jeg jo ikke tog afsted. Det betyder så, at jeg i deres system står som “bevilliget”, og derfor ikke kan få lov at søge igen. Det føles meget lidt som snyd — fra min side i hvert fald.

For at få tildelt den slags penge, skulle jeg først finde ud af hvor mange det rent faktisk var. 60000 er et bud. Det er forkert. Vi skal længere op. 120000 er tættere på, i følge mine umiddelbare udregninger. Men hvis man skal bo i et andet land, i nærheden af de dyreste postnumre i verden, mens man har lejlighed til at stå i Danmark, skal frem og tilbage (10000 kr. hver vej), skal spise, have penge til bøger og gerne lidt penge til overs, til at have det sjovt for, så løber det hele lige pludselig op.

Legatsøgningen lader til at være en evigt lang proces, hvor der altid er mere at tage fat i, mere at få søgt, og flere frimærker der skal slikkes. Og slikket bliver der. Det er utroligt at man her, midt i fremtiden, stadig skal sidde og mase med konvolutter og udprint, og finde ud af hvad, hvor og hvordan ting skal sendes til de fonde som ikke engang har en hjemmeside, i en alder hvor ALT kan findes på internettet. For slet ikke at snakke om, at jeg ikke aner hvordan sådan et konvolut hverken skal vendes, skrives på eller frankeres.
Men jo mere jeg får søgt, jo mere sikker føler jeg mig også i, at der er nogen der må bide på. Og timelønnen for sådan lidt gøren og slikken er nu også meget god, hvis bare man får et par stykker.

Afhængigt af hvor mange legater jeg får, kan det være jeg skal forbi Las Vegas. Der kan være jeg simpelthen ikke har råd til at lade være.

Edit: Det viste sig det bare var mig der var dum, vedrørende Reinholdt W. Jorcks legat – De åbner først for nye ansøgninger igen i August, hvilket er grunden til jeg ikke kan oprette en ny ansøgning.




Bureaukrati

Når man har med større foreninger at gøre, kan det nogle gange blive lidt tungt at danse med dem. Min plan var at skulle afsted som visiting scholar, hvor jeg skulle dedikere min tid til et projekt som jeg først får givet når jeg kommer afsted. Det var det der blev lagt op til, til en præsentation i løbet af efteråret, hvor tidligere studerende fortalte om deres udlandsophold og om hvordan det er væsentligt nemmere at komme ind som visiting scholar frem for visiting student. Dette skyldes at man kan springe uden om meget af det bureaukrati, optagelseskrav og betalingskrav der ofte er at finde ved udenlandske universiteter. Hvis man i stedet bare tager derover som ‘en af gutterne’ fra forsknings-verdenen  er situationen pludselig anderledes.

Og sådan har det også fungeret. Men så kom der en reform. Jeg hader reformer.

Reformer har altid jaget mig, hele vejen gennem min skoletid. Først kom det nye komma, midt i oplæringen af det gamle komma. Så kom der reform af gymnasiesystemet, der indførte portefølje – som ingen helt vidste hvad var, men som vi alle skulle til eksamen i. Jeg kan stadig ikke se hvad i al verden jeg fik ud af det. Og nu, her, på universitetet skulle systemet reformeres, igen, midt i min studietid, så det nu hedder større kurser, mindre projekter, flere timer, uvant eksamensform og mindre fleksibilitet. Med det mål at give større fleksibilitet, færre timer og bedre muligheder for at rejse ud. Pisse godt.

Sidespring. Reformen betyder i praksis at de ikke længere er så glade for at sende studerende afsted, udelukkende med det formål at de skal indgå i forskningssamarbejde. I dag er det et krav at man skal tage kurser, hvilket resulterer i at jeg, selvom jeg har fået alt på plads med det udenlandske uddannelsessted, udelukkende venter på min hjemmeinstitution for at kunne søge støtte og være sikker på at jeg kan komme afsted. Pisse irriterende at have hængende over hovedet, specielt når man gentagende gange har fået at vide, at det bare er en teknikalitet og når professoren der har arrangeret og sagt god for opholdet er Head of Research for instituttet. Det må for søren da tælle lidt..

Men det går nu nok det hele. Hvis ikke, tager jeg bare afsted alligevel og lander blødt og fint, på tværs i regeringens nye SU-reform. Pueha, jeg hader reformer.




Nepotisme – det kan vi lide

.. Så længe vinden blæser den rigtige vej.

keminlogo_dk_0

Jeg var så heldig at blive placeret ved siden af min faster, da jeg før jul var til min farmors 80 års fødselsdag. Min faster sad og fortalte om en rejse de havde været på, sammen med nogle venner. Det viste sig at vennen, lad os kalde ham Lars, arbejdede for Energiministeriet – Det helt rigtige sted at have kontakter, hvis man gerne vil arbejde med Smart Grids.

Efter at have prøvet at forklare min stakkels faster hvad jeg laver, besluttede vi os for at det nok var nemmere hvis jeg bare ringede til ham og tog en lille snak. Noget ingenting blev efterhånden til noget mere, og jeg er i dag den glade indehaver af en anbefaling fra Energiministeriet, hvor der står at det vil gavne dansk industri på langt sigt, hvis jeg får lov at komme afsted til Berkeley. Og sådan kan det altså gå.

 

 




Undskyld Jakob, har du et øjeblik?

Det havde han. Mandag fra 9.00 til 9.30. Midt i en forelæsning. Og så var vi i gang.

Jeg har siden godt og vel 3. semester gået og tænkt i udlandsophold. På fjerde semester var jeg kun et ‘Ja’ fra at ende et halvt år i Ohio. I stedet tænkte jeg, jeg skulle vente til 5. semester, så jeg havde mere end 5 dage til at planlægge opholdet. Melbourne, Australien, var målet for 5. – Det blev ikke til noget, grundet kæreste-hjemkomst i September. Prioriteter og sådan. Så blev det 6. semester med tilhørende bachelor-grad, og så var man lige pludselig på kandidaten, hvor det er velset at man tager afsted på 9. Så sådan blev det. Så manglede man bare et mål. Og penge. Masser og masser af penge.

USA er stort. Stort, fedt og spændende. Så USA blev der valgt. Hvor så? Aalborg universitet er heldigvis udstyret med et væld af dygtige professorer, med dygtige kontakter rundt omkring og over det hele, så hvis man får snakket med de rigtige folk, er der mange døre som pludseligt står åbne. Døre som man måske ikke umiddelbart tænkte kunne lade sig gøre.

Så valget stod altså mellem MIT, Berkeley eller Stanford. MIT i det spændende og velrenommerede Massachussets eller Berkeley eller Stanford i solrige Californien. Jeg kiggede lidt rundt på de forskellige hjemmesider – Hvilke projekter kører der og hvad kunne jeg forestille mig, jeg kunne være en del af?

Valget landede på Berkeley. Her skal jeg studere Smart Grids* under Dr. Duncan Callaway, fra August til December/Januar, som substitut for mit 9. semester på AAU’s Master-uddannelse i Automation and Control.

Formålet med denne blog er derfor at dokumentere min planlægningsproces, mit ophold og de oplevelser jeg får under dette. Og selvfølgelig at sørge for at dem derhjemme kan følge med i hvad der sker.

 

* Til de teknisk udfordrede: Smart Grids er intelligent kontrol/styring af elnettet, hvilket gøre det muligt, eksempelvis, at skrue ned for el-forbruget i, eksempelvis, køleskabe eller kølehus når strømmen er dyrest. Strømmen er dyrest når der er flest der har brug for den på én gang, eller når det ikke er muligt at få så meget ud af vindmøllerne. Ved at regulere forbruget intelligent kan man spare på fossile brændstoffer. Smart Grids er også meget mere end bare køle-, varme-systemer og er en vigtig brik i det puslespil der skal gå op, hvis man vil have en fungerende el-bil-infrastruktur.

Edit: Jeg har skrevet lidt om hvad præcist det er jeg laver – Se siden i toppen.