Hjemkomst..

.. Stod der jo ganske rigtigt i min overskrift, som Charlotte påpegede for et par måneder siden efterhånden. God idé – Det må jeg hellere få skrevet noget om; alt det der ikke står noget om endnu. De måneder siden – shit – November, hvor der i virkeligheden nåede at ske en hel masse. Og selvfølgelig skal det være nu, få uger før projektaflevering, for jeg burde bruge tiden meget, meget mere fornuftigt.

Vi tager dem lige lidt hurtigt, nogenlunde kronologisk:

  • Færdiggøring af artikel som blev indset til en konference. Den blev så efterfølgende afvist, men det tager vi ikke så tungt, da målet var at skulle indsende den til en videnskabelig journal alligevel. Kunne nu ellers have været skægt med en tur til London her til sommer, men sådan kan det jo gå :)
  • Fantastisk sej og alternativ juleaften på Ihouse – Der blev serveret frikadeller med brunede kartofler, dertil japanske okonomiyaki (En slags kålpandekager) og miso suppe (smager af tang), med pastasalat til, som det åbenbart ikke er underligt at få i Tyskland. Til jul. Sære tyskere. Franskmand stod for vin og historier om den franske revolution, mens koreaner fortæller om hvor kort der er fra at Nord Korea beslutter sig for at gøre noget ved truslerne, til Seoul ikke længere eksisterer.
  • Juledag blev tilbragt til julefest hos bekendt, halvdansk familie under ganske skyfri himmel, i shorts og 30°. Ikke hvad man umiddelbart forbinder med jul derhjemme, men ganske hyggeligt. Og så var der sild, æbleskiver og dansk julebag hvilket gjorde det hele på én gang meget mere anderledes og meget mere hjemligt.
  • Dernæst tilbragte jeg en uge eller 2 i Boston med gode venner, henover nytårsaften. Jeg fik set lidt til Boston, lidt til MIT og Harvard og lidt til Dunkin Donuts, men må indrømme at jeg brugte det meste af min tid i deres ualmindeligt svær-at-stå-op-fra..-ie stol, mens vi så film. Jeg havde simpelthen hverken behov for at begive mig ud i snestorm i næsten-sommertøj eller appetit på flere store oplevelser. Istedet fik jeg så oplevelser som at få 3 store pizzaer leveret til døren, efter man kommer hjem fra byen. Til 30cent stykket for de to sidste. Eller store bøffer til ikke særligt mange penge. Det er også værd at tage med.

Jeg vil lige knytte en kommentar til nytårsaften i Boston. Kald det en advarsel, en sjov anekdote eller noget helt tredje.

Vi bestilte, nytårsaften, bord ombord på et skib som ville sejle os rundt i Bostons havn hele aftenen. Det bliver fedt, tænkte vi allesammen – Første parket til et brag af et nytårsshow ind over en kæmpeby som Boston – Det kan ikke andet end at blive en fantastisk udsigt. Og udsigten fejlede intet – Byen er smuk. Desværre fejrer amerikanerne nytår på en lidt anden måde end man kender det fra Danmark. Byen arrangerer simpelthen fyrværkerishow. Det er ikke noget med fulde fædre der tænder store raketter med store cigarer – Næh! Det er 5 minutters ganske fint show. Men så er det også det. Ikke en himmel der er oplyst af fyrværkeri hvor end man kigger hen – I stedet et afmærket og koordineret show. Og når så det er slut, er det slut.

Nå, tænkte vi. Så kan vi vel i det mindste drikke os fulde. Nej. Baren lukker – selvfølgelig – kl 24. Det var her jeg virkelig begyndte at fornemme, at jeg ville få en markant anderledes nytårsaften end jeg har været vant til. Skibet sejlede så rundt i 30-45 minutter mere, før vi kunne tage i byen. Eller, det vil sige, før jeg kunne tage i byen. Jeg endte med at tage afsted alene, fordi jeg simpelthen ikke ville finde mig i at min nytårsaften sluttede kl 00:45. Så jeg tog i byen, fandt nogle og snakke med og tog så hjem kl 02:00 da alt lukkede :)

På vej hjem skrev jeg lidt med nogle hjemmefra – De var også på vej hjem, bare 6 timer foran.

Har jeg fortrudt at tilbringe nytårsaften i USA? Nej. Det var en skæg oplevelse og ikke noget jeg ville være foruden. Ville jeg gøre det igen? Nej. Boston var dog et hit og klart noget jeg kunne finde på at besøge igen – Specielt i mildere vejr.

Hvad så med turen? Hvis jeg skal konkludere og underspille lidt, vil jeg sige det har været en af de fedeste oplevelser i mit liv. Jeg kan ikke anbefale det nok, at tage afsted. Jeg har fået venner for livet, overalt i verden. Jeg har lært at jeg kan klare mig i et andet land, uden at have mit netværk med. Jeg har fuldstændigt forelsket mig i Californien og ved jeg bliver nødt til at komme tilbage en dag. Jeg har lært at der findes en gud (de siger de i hvert fald ofte i radioen) og at hans gave til verden er Chipotle, en mexikansk restaurant. Eller Urbann Turbann.

Hvad jeg ikke ville give for sådan en friskbagt naan med butter chicken og coconut chutney.

Sidespring.

Jeg har fået smag for forskning, hvilket også har kunnet ses i mit masterprojekt, der er meget mere forskningsorienteret end tidligere projekter har været.

Men det var egentlig også et sidespring.

Tak, fordi i har fulgt med i min tur – Det har virkelig været fantastisk. Bloggen har kun været et øjebliksbillede af hvad der er sket rundt omkring og gør slet ikke min tur ret – spørg mig endelig hvis der er noget der skal uddybes eller noget i vil høre mere om.

Tak for en god tur :)




Thanksgiving

Jeg sad til thanksgiving-middag og tænkte “hmm, det er godt nok længe siden jeg har blogget, men jeg kan ikke lige finde på noget at skrive om”. Da slog det mig at det kunne være jeg bare skulle skrive lidt om thanksgiving. En anden grund til jeg blogger, er ar jeg har lånt en iPad mini af en ven her på ihouse, for at finde ud af om det var noget for mig. Det er nemlig sådan at thanksgiving markerer dagen hvor julesalget rigtigt går i gang. Det hele starter med Black friday, hvor der historisk har været rigtigt lave priser på alt muligt. Jeg har derfor overvejet meget kraftigt at anskaffe mig en iPad her. Så dette indlæg er det første skrevet på iPad, for lige at prøve at se om det er noget for mig.

Nå, tilbage til thanksgiving.

Der var dækket an til stor middag på ihouse, hvor der blev serveret alt hvad der kunne begæres af kalkun, skinke, kartoffelmos, majs og andre klassiske amerikanske ting. Super lækkert måltid. Men jeg må dog melde mig noget skuffet over selve thanksgiving traditionen. Der var intet andet end maden og det hele tog en lille times tid! men vi blev siddende en god time efter og snakkede lidt løst og fast. Jeg kan sige mig selv at det nok foregår noget hyggeligere hjemme hos forskellige folk, med hele familien samlet, men det lader umiddelbart til at traditionen hedder at man spiser sig mere mæt end hvad godt er, hvorefter man lægger sig på sofaen og ser football. Jeg har aldrig haft noget imod traditionen med at lægge sig på sofaen efter et stort måltid – jeg har sågar brugt teknikken til mange familiemiddage efterhånden – men jeg synes charmen blegner lidt når det er det eneste der skal ske.

Hvad der til gengæld nok kommer til at ske i aften, er at vi tager en tur ind til San Francisco, for at købe ting vi ikke mangler. Det viser sig nemlig at Black Friday mange steder starter torsdag kl 20 og nogle steder varer weekenden ud. Det skal åbenbart opleves, så vi har aftalt at mødes kl 18:30, for at tage ind mod storbyen.

Og iPad’en? Bestået – ganske fin både at skrive og se film på. Jeg må hellere få mig sådan en. Der er trods alt stadig lidt plads i mit IT-budget :)

Glædelig fredag!




San Diego, dude!

Det eneste der adskilte vores hostel fra stranden var den lille boardwalk / cykelsti.

Sidste weekend besluttede vi os, i anledningen af Veterans Day, for at tage til San Diego for at nå at nyde den sidste vintersol. Vi kender et par stykker, Troels og Jacob, som tilbringer efterårs semesteret dernede, men vi fik desværre planlagt vores tur lige oven i deres Hawaii-tur, så dem fik vi ikke set noget til.

Vi lejede os en fin lille Toyota i Berkeley om torsdagen og satte så torsdag eftermiddag kurs mod San Diego – De 8-10 timer turen skulle tage var ingen sag, var vi sikre på. Aldrig om jeg nogensinde havde kørt så langt i Europa for at tilbringe en weekend på ingenting – Det ville placere mig et eller andet sted i Sydtyskland, umiddelbart uden mærkbart bedre vejr. Men det er noget andet herovre, efter man har vænnet sig til at 30 minutters kørsel – ca. afstanden mellem Aalborg og Frederikshavn – er “lige i nærheden”.

LA by night! 5-banet motorvej nærmest helt for os selv!

LA by night! 5-banet motorvej nærmest helt for os selv!

Turen forløb også forholdsvist stille og roligt, med et par enkelte stop hist og her for lige at strække ben og finde lidt mad og drikke. Vi ankom på hostellet vi skulle bo på kl. 3 om natten, hvor vi blev checket ind. Jeg har boet på hostel før, en enkelt gang i København da vi var afsted i 3.g. på HTX. Men aldrig helt på denne måde. Vi 3 delte et værelse, med 4 køjesenge, på godt og vel 4x7m med 5 andre, som blev udskiftet henover weekenden. Det var en speciel oplevelse men gjorde det utroligt nemt at møde mennesker, da man sådan set er nødt til at finde ud af at kunne enes. Hostellet hed Banana Bungalow kan snildt anbefales til folk som har lyst til at tage en tur til San Diego. Det er et ungdomshostel, hvilket sådan set bare vil sige at der er rig mulighed for at fester osv. Det kræver dog at man ikke umiddelbart har det store behov for privatliv. Til gengæld er der så alle muligheder for at låne strandgrej eller leje cykler, skateboards og hvad man nu ellers skulle få brug for.

Udsigten fra min seng. Jeg var så heldig at få den øverste køje.

Udsigten fra min seng. Jeg var så heldig at få den øverste køje.

 

Det eneste der adskilte vores hostel fra stranden var den lille boardwalk / cykelsti.

Det eneste der adskilte vores hostel fra stranden var den lille boardwalk / cykelsti.

Fredag sov vi længe, efter at have kørt hele natten. Da vi stod op lavede vi morgenmad (pandekager) og besluttede os for at slappe lidt af på stranden og udforske lokalområdet. Sådan gik det meste af dagen sådan set, selvom vi havde sagt til os selv at vi skulle være noget mere aktive, da vi kun havde 3 dage dernede. Vi gik ind på en lokal restaurant for at få lidt mad og se lidt fodbold. Her bestilte Egon og jeg en øl, mens Thomas “kun” skulle have cola – det undrede vi os lidt over, men spurgte ikke nærmere ind til. Det skulle dog vise sig at der var en meget simpel grund til Thomas ikke bestile alkohol.

Da vi lejede bil havde Thomas haft undervisning og Egon og jeg havde derfor taget hans pas og kørekort med til biludlejningsstedet for også at få Thomas skrevet på som fører af bilen. Desværre havde Egon så ladet Thomas’ pas og kørekort ligge i en taske han ikke tog med til San Diego. Med andre ord havde Thomas ingen måde at bevise han var over 21 og havde derfor ikke mulighed for at bestille øl.. Øv.

Efter vi kom tilbage til hostellet fandt vi dog ud af at han havde sit dykkerbevis med, hvor der både er billede og fødselsdato på! Det måtte være nok tænkte vi. Men det blev vi hurtigt overbeviste om, at det ikke var.

Som plaster på såret tog Egon initiativ til at smutte over efter en ramme øl. 20 minutter senere vendte han tilbage, helt uden øl. Det viste sig at det ikke var nok at han viste sit kørekort til at bevise han var over 21 – på trods af at han er over 1.90m og har længere skæg end jeg har hår på hovedet. Så han var blevet sendt hjem efter pas. Jeg kan godt nok godt forstå der er mange unge herovre som ryger hash, fremfor at drikke sig fulde, når det er så meget nemmere at få adgang til.

Efter at have snakket lidt løst med nogle af folkene i butikken viste det sig at én af grundene til at vi ikke kunne bruge vores kørekort som identifikation var, at der var 3 datoer på kortet: Fødselsdato, udstedelsesdato og udløbsdato. De har med andre ord været i tvivl om Egon har været 26, 2 eller ikke været født før 2058.

Vi tilbragte derfor aftenen på hostellet, fremfor at tage med den partybus der var arrangeret. Her mødte vi 2 danske drenge, Jeppe og Tobias, som for nyligt var blevet færdige med gymnasiet/handelsskole og som rejste rundt i amerika for at se lidt af verden.

Dagen efter sov vi længe og tog på stranden da vi vågnede. Vi besluttede os for at vi hellere måtte se lidt af downtown San Diego for ikke bare at være taget hele vejen derned kun for at ligge på stranden. Vi havde hørt om USS Midway, en stor Aircraft Carrier som var blevet omdannet til museum og som lå i San Diego.

Det var en oplevelse, både rent ingeniørmæssigt at noget så stort og komplekst rent faktisk kan fungere, men også den historiske værdi i at gå rundt sådan et sted hvor folk har levet, sovet og kæmpet for deres liv.

Dækket på en aircraft carrier.

Dækket på en aircraft carrier.

Vi snakkede med nogle veteraner som først var meget fornuftige og fortalte os om nogle af de systemer, som drev skibet, men dernæst begyndte at snakke konspirationsteorier om hvordan store bil-firmaer havde opfundet en bil med en lille vindturbine foran som kunne omdanne luften til energi og køre uendeligt., men ikke ville frigive den fordi det ville underminere hele verdensøkonomien. Vi orkede ikke lige at skulle til at forklare hvordan det ikke kan lade sig gøre, men gav ham istedet ret i at det nok ville få en gevaldig indvirkning på økonomien hvis sådan en opfindelse blev frigivet. Nok ikke kun økonomien, men en hel del andre ting også.

Den er ret stor, sådan en Aircraft Carrier.

Den er ret stor, sådan en Aircraft Carrier.

Da vi blev smidt af båden gik vi en lille tur ned igennem San Diegos gader. Her stødte vi blandt andet ind i et stort baseball stadion som var lyst op med låst inde. Det undrede vi os lidt over og gik tættere på, for at se hvad det gik ud på.

Det viste sig at en af rigmændene i San Diego havde lejet stadionet til at holde hans søn Bar Mitzvah, svarende til en konfirmation. Så har man dælme mange penge, hvis man lejer et baseball stadion med plads til små 50000 mennesker. Specielt når man tager i betragtning af manden der lejede det var ejeren af Qualcomm stadionet, et par kilometer derfra. Det var åbenbart ikke nok med et enkelt stadion.

Bar Mitzvah i Petco Park.

Bar Mitzvah i Petco Park.

Vi fandt en kæde-restaurant med ugle-tema hvor vi satte os ind for at prøve nogle af de lokale specialiteter. Efter et veloverstået måltid satte vi kursen mod vores hostel igen. Her var der stor fest med fri bar, men da vi alle var ret trætte efter dagen før og havde lagt planer for søndagen var der ikke meget feststemning tilbage i os. De stod dog og skulle have nogen til at hjælpe dem med at drikke op, så vi forbarmede os over dem og gav en hånd med.

Om søndagen kl 7 om morgenen tog Egon bilen til La Jolla for at dykke. Thomas og jeg stod lidt senere op og gik ned og lejede surfboards og wetsuits. Jeg har aldrig før prøvet at surfe men det var super skægt! Helt klar noget jeg skal gøre igen. Den officielle historie er at jeg kom op og stå på hænder, men jeg synes godt jeg kan indrømme her, at jeg kun lige kort kom op at stå på brættet en enkelt gang, før jeg røg i. Til gengæld fik jeg mange ture hvor jeg bare blev skubbet med af bølgerne, hvilket også bestemt kan anbefales, samt en stor trang til at kalde folk for “dude”.

Jeg fik snakket lidt med nogle amerikanere, der også var ude og surfe – de lærte mig et par tricks og spurgte hvor jeg var fra. Danmark lød mit svar, hvorefter de spurgte “Denmark .. Denmark, Texas?”. Lidt overrasket svarede jeg “No. Denmark, Europe.”

Da Egon kom tilbage fik vi noget mad og besluttede os for at bruge resten af dagen på stranden, nyde solen og se solnedgangen, før vi satte kursen mod Berkeley igen.

Solnedgang på Pacific Beach.

Solnedgang på Pacific Beach.

Vi ankom, trætte og udkørte, med tømmermænd i Berkeley klokken 4 om natten. Jeg kom op til et møde klokken 11, men forholdt mig ellers ganske stille og uproduktiv resten af dagen.




Las Vegas!

Sidste weekend tog jeg sammen med 3 tyskere, Tom, Thomas og Andreas, afsted til Las Vegas på en forlænget weekend – Fra fredag morgen til mandag aften. Sikke en tur! Jeg har gået og udsat at skrive det her indlæg til jeg var ovenpå igen – Dette skete ca. torsdag, bedre kendt som halloween, hvilket blev fejret med manér. Derfor skulle jeg lige ovenpå igen før jeg syntes jeg kunne skrive det her ordentligt.

Det er helt utroligt så meget der kan ske i Vegas. Alt dér er designet til at tage dine penge og få dig til at elske at skille dig af med dem.

Vi havde booket et fly fredag morgen kl 6, hvilket med sikkerhedscirkus, checkin og taxatur dertil betød at vi forlod Berkeley kl 4. Dem der kender mig vil umiddelbart tænke at det er noget tidligt at få mig op. Dem der kender mig endnu bedre er nok allerede klar over, at det betød, at jeg ikke gik i seng. Jeg fik til gengæld mulighed for at sove den times tid det tager at flyve til Vegas. Jeg tror det er den perfekte distance at bo fra sådan et sted – tæt nok til man bare kan tage derover når man har lyst, men langt nok til man ikke gider gøre det hver weekend.

Lufthavnen, lige efter man kommer ud af flyet.

Lufthavnen, lige efter man kommer ud af flyet.

Lige som man står af flyet, er der mulighed for gambling. Jeg havde ærligt talt forventet at gambling var mere begrænset til kasinoerne, men det skulle vise sig at være helt forkert: Det er virkelig en stat der lever af gambling. Selv på diverse restauranter rundt omkring, der umiddelbart intet har at gøre med kasinoerne, er der mulighed for at spille.

Vi hoppede på en bus og kørte til vores hotel; LVH – Las Vegas Hotel. Da vi ankom fik vi checket ind og mærkede med det samme muligheden for at bruge penge? Kunne vi tænke os et større værelse for næsten ingen penge? Det endte med et nej tak – Vi skulle nok få brugt masser af penge som det er. Efter at få checket ind gik vi ud for at kigge os lidt omkring. Vi boede få minutters gang fra the Strip, den store gade i Las Vegas med alle de store kasinoer, så der gik vi hen. Planen var at finde lidt morgenmad og derfor gå tilbage til hotellet og få en lur. Vi endte på The Peppermill, en restaurant som havde været der i årtier, men som åbenbart ikke havde ændret sig synderligt fra dengang den blev åbnet. Med spejlloft og lilla neon overalt fandt vi et hyggeligt lille bord hvor vi bestille pandekager og æg. Deres specialitet herinde var deres “10-egg omelette” hvilket én af os prøvede kræfter med. Ingen af os formåede at spise op, men udover det var det en ganske fin oplevelse.

Vi gik tilbage til hotellet, sov lidt og hoppede en tur i poolen indtil det begyndte at blive aftenstid, hvor vi besluttede os for at vi skulle finde os noget at spise. Jeg havde hørt godt om buffeten på Wynn-hotellet, så vi gik en tur ned ad the Strip med intentioner om at ende der.

Tom og Thomas foran The Venetian.

Tom og Thomas foran The Venetian.

Volcano Show på Mirage.

Volcano Show på Mirage.

Las Vegas Strip er et utroligt sted. Alle hotellerne prøver at overgå hinanden; The Venetian med deres kanaler hvor det er muligt at sejle i Gondol, The Mirage med deres Volcano Show, sørøvershowet foran Treasure Island, Fountainshow foran Bellagio, Stratosphere med deres forlystelsespark ovenpå deres enormt høje hotel eller Eiffeltårn og hvad der ellers er at finde rundt omkring.

Da vi på dette tidspunkt endnu ikke havde spillet, valgte vi at gå på the Wynn for at spille lidt, før vi gik til buffeten. Jeg er ikke den store gambler – normalt – men de gør godt nok hvad de kan for at sørge for at folk gambler så meget som muligt.

Så længe man gambler er der gratis drinks, men drinksene er ikke billige rundtomkring i barerne. Det betyder at man langt hellere vil bruge $10 på at gamble hvor man så kan få 2-4 drinks, fremfor at købe en enkelt drink for $10 i baren. Men når man så er igang og det går godt, man vinder lidt penge og får serveret flere drinks .. Så begynder man pludselig at tabe lidt igen. Men det gik jo så godt og jeg hygger mig, så jeg kan godt lige smide $10 dollars mere i. Og sådan fortsætter det så. Lusket, men effektivt og yderst fornøjeligt :-) Og hvis man giver lidt drikkepenge til de nydelige servitricer der sørger for at holde én velhydreret, sørger de til gengæld for at komme igen lidt oftere og for at de drinks man får indeholder tilpas meget alkohol.

Vi holdte os til spillemaskiner da det var en ret travl weekend, her til halloween, hvilket betød at man ved de billigste borde med blackjack og poker skulle spille for mindst $15 pr hånd, hvilket er lidt mere end hvad jeg havde budgetteret med. På maskinerne kunne man spille helt ned til 1 cent pr gang, hvilket betød at man kunne sidde ret længe og få gratis drinks – til gengæld er der så færre servitricer tilknyttet et større område, hvilket betyder at man ikke får drinks helt så ofte. Det betyder også at når man vinder, så vinder man ikke helt så stort. For at vinde, det gjorde vi :) Da jeg forlod Vegas havde jeg vundet flere penge end jeg havde spillet for – Ca. $150 i overskud blev det til. Dermed ikke sagt at turen i sig selv var indbringende – nej, nej – De har skam styr på at få vristet de sidste kontanter ud af folk. Udover at tilbyde fantastiske shows og buffeter er der rig mulighed for at bruge penge hvis man virkeligt vinder stort. Der er alt fra Ferrari- til Gucci- og smykkebutikker.

Et lille udsnit af Ferraributikken på Encore. For at få lov at komme ind skal man enten betale $10 eller bevise at man er nuværende Ferrari-ejer.

Et lille udsnit af Ferraributikken på Encore. For at få lov at komme ind skal man enten betale $10 eller bevise at man er nuværende Ferrari-ejer.

Vi besluttede os for at springe over buffeten på Wynn og bare gamble videre, da vi hyggede os utroligt meget med de indbringende spil og de gratis drinks. Tiden flyver afsted når man har det sjovt og det er umuligt at finde ud af hvad klokken er, når man er inde i et kasino. De har simpelthen sørget for at lave det så snørklet som muligt at finde ud, samtidigt med der ingen vinduer er. Fuldstændigt uafhængigt af tidspunktet er det muligt at gamble, spise og købe ting – Men det hele bliver nu alligevel lige takken sjovere om natten.

Vi fandt i stedet en taco-bar på vej hjem, hvor vi fik spist os godt mætte. Efter at have fartet lidt rundt i Vegas på nogle forskellige små-barer og klubber tog vi en taxa hjem.

Vi sov til midt på dagen, hvor vi fik lidt nem mad og gik ned til poolen. Her brugte vi et par timer på at nyde det gode vejr, før vi endnu engang satte snuden mod Wynn-buffeten. Denne gang med en del mere viljestyrke nåede vi frem. $40 dollars for buffeten og $15 for alt det vin og øl man kan drikke giver i alt $60 pr mand, når man lægger skat oveni.

100% det hele værd.

Buffeter i Vegas er nærmest noget der ikke kan forklares. De er fuldstændigt enorme med alle mulige former for mad man kunne ønske sig.

Buffet med alt hvad man kan ønske sig: Kød, Pizza, pasta, seafood, kinesisk mad, sushi, salatbar, deserter.. Alt.

Buffet med alt hvad man kan ønske sig: Kød, Pizza, pasta, seafood, kinesisk mad, sushi, salatbar, deserter.. Alt.

En lille del af desertbuffeten.

En lille del af desertbuffeten.

Vi endte med at tilbringe 3 timer ved buffeten. Og vi har stadig ikke prøvet det hele. Det var virkelig en oplevelse i sig selv, alle pengene værd og nærmest turen værd. Det kan kun anbefales til alle der nogensinde kommer til Las Vegas. Iiiind og prøv det.

Efter at have spist os (alt, alt, alt for) godt mætte gik vi ind og spillede lidt. Vi havde besluttet os for at vi skulle feste i aften og hørt at et af de bedste steder at gøre dette ville være XS Nightclub på Encore.

Igen; sikke et sted! Selvom det kostede $30 at komme ind var det alle pengene værd. Masser af mennesker, et kæmpe poolområde udenfor og en DJ ved navn Steve Angello, som jeg ikke umiddelbart kender men åbenbart er med i Swedish House Mafia og utroligt dygtig til det der med lyd. Til at hjælpe hans musik lidt på vej var der et utroligt fedt lasershow, røg og konfetti der blev spulet ud over folket på taktisk smarte tidspunkter i forhold til musikken. Virkelig en oplevelse.

Lasershow på XS, hvor man lige kan skimte DJ'en i midten af det hele.

Lasershow på XS, hvor man lige kan skimte DJ’en i midten af det hele.

Dette blev hurtigt til endnu en sen, men utroligt sjov aften!

Dagen efter sov vi igen længe og tilbragte et godt stykke tid i poolen – efter min mening en af de fornemmeste måder at komme sig efter en tur i byen. Da vi lå i poolen fløj der en zeppeliner henover byen. Det er åbenbart også en ting man kan bruge sine penge på herovre. Vi overvejede kort om det var noget vi skulle, men vi havde allerede lagt planer for resten af turen.

I aften, søndag, skulle det være Penn & Teller show på The Rio og dagen efter, mandag, ville vi leje en bil til Grand Canyon.

Vi startede med at gå ned ad the Strip igen for at kigge lidt tættere på nogle flere af hotellerne – vi havde primært været på Wynn, Encore og LVH og havde ikke rigtigt fået set så meget på de andre enorme hoteller der lå der.

Wynn og Encore.

Wynn og Encore.

Da det begyndte at blive lidt senere tog vi en taxa mod Rio. Af en eller anden grund var der enormt meget trafik inde i Vegas så det endte med at tage noget tid. Heldigvis er taxaerne herovre helt bestemt til at betale sig fra, så det endte ikke med at koste mere end en $15-20 selvom vi sad fast i trafikken i 10-15 minutter.

Penn & Teller er et sæt tryllekunstnere med en sund mængde skepsis overfor hvordan magi og det spirituelle – De har turneret i hele verden og haft et show ved navn “Penn & Teller: Bullshit!”, som jeg har været meget begejstret for, hvor de modbeviser diverse paranormale hændelser og hvordan man selv kunne gøre det, hvis man havde lyst. De har gennem de sidste 12 år haft deres show på Rio i Las Vegas.

Hele deres show fortæller de om hvordan man snyder folk og hvordan det i virkeligheden er snyd og humbug det hele de gør. De fortæller også ofte hvordan de tricks de laver virker, samtidig med de stadig formår at snyde én fuldstændigt, så man sidder tilbage med en følelse af at man ved præcist hvad der skete uden på nogen måde at være klar over hvordan de gjorde det. Rigtigt underholdende og bestemt anbefalelsesværdigt.

Søndag kom vi, nogenlunde, tidligt i seng, da vi havde besluttet os for at stå tidligt op dagen efter, leje en bil og køre til Hoover Dam og Grand Canyon. Men jeg har vrøvlet længe nok her, så det bliver lige i det næste indlæg.

Las Vegas? 10/10 – ville helt klart komme igen!




Jordskælv og forældrebesøg

Jordskælv er en ting jeg synes er spændende, på sådan en lidt mærkelig måde. Hele min verdensforståelse tager et eller andet sted udgangspunkt i at jorden under mine fødder står stille. Det er ikke noget jeg har tænkt over før. Normalt hvis jeg stod på noget der rystede, ville jeg simpelthen bare hoppe af den og plante fødderne på god, solid, stillestående jord.

Men sådan er det ikke overalt i verden.

Bedst som man sidder og passer sig selv med en kop kaffe og en god gang projekt-skrivning begynder alle mine naboer, på én gang, at trampe i gulvet og smække med dørene. Det var i hvertfald min første tanke. Det skulle vise sig i stedet af være et jordskælv, ganske tæt på. 3.0 på Richter skalaen. Et bette et, men nok til at få hele bygningen til at larme og give sig og give mig en lille rystetur.

Det var heldigvis ikke værre end det – Den største konsekvens var umiddelbart at det fik mig til at tænke lidt kritisk over hvordan jeg betragter den jord jeg står på. En lille konsekvens, ja – Men det er på den anden side ikke hver dag jeg render ind i et paradigmeskift.

Et par dage senere var der igen et. Lidt større denne gang. Jeg opdagede det dog ikke – Eller måske alligevel; kan godt huske jeg undrede mig over at vandet i min flaske stod og gyngede lidt frem og tilbage, uden jeg syntes jeg havde sparket til bordet. Det er fordelen ved at bo på en af de lavere etager – når bygningen gynger går det som oftest en del vildere for sig, jo højere man kommer op.

Den anden dag var der desuden jordskælvs-awareness dag, eller noget i den retning. The Great California Shakeout. Hvor der 10:17 blev aktiveret jordskælvs alarm, og alle blev opfordret til at søge dække. Jeg hørte den dog ikke og glemte at gå i dækning. Men mon ikke jeg opdager det, hvis det er et rigtigt jordskælv? Det satser jeg på.

Men det er nok i virkeligheden slet ikke dét folk vil høre om.

Jeg har i de sidste 2 weekender haft fornøjelsen af at have mine forældre på besøg. Min søster var ikke med, på trods af mange gange at have forsikret mig om, før jeg tog afsted, at hun ville komme over og besøge mig. Hun havde nok fået nok af sol og sommer.

Det var mærkeligt at se dem herovre. Jeg har ligesom skabt min egen hverdag og verden, hvor folk fra Danmark ikke rigtigt er en del af det. Ikke at forstå det sådan at de er glemt, men jeg har ingen forventninger om lige pludselig at rende ind i nogen hjemmefra, på gaden. Men det gjorde jeg så – nærmere præcist i San Franciscos lufthavn, hvor jeg var taget ud for at tage imod dem. Vi fik krammet – med ekstra kram sendt med fra Lotte – og snakket om hvordan det hele gik. De heldige asener var blevet opgraderet til businessclass, så de var blevet vartet op hele turen. Så er det ingen sag at flyve langt, lige pludselig, når man både har fri drikke og masser af benplads.

Vi gik ned og lejede en bil og satte næsen mod Berkeley. Efter at have fået inkvarteret dem i deres hotel – samme sted jeg boede mine første dage – gik vi en tur rundt på campus. Jeg kan godt lide at vise folk rundt her. Der er så utroligt flot og så meget at se. Jeg viste dem Ihouse og mit værelse, hvor de måtte konkludere at jeg intet havde skjult på de billeder jeg lagde op. Det er virkelig ikke hverken større, flottere eller mindre brunt. Dog er det blevet en kende mere rodet.

Vi fandt en restaurant hvor vi fik lidt aftensmad. Nogenlunde tidligt, da de er ved at blive gamle og derfor skulle tidligt i seng. Dét og jetlag. Vi aftalte at mødes igen dagen og køre i outlet. Ud og have noget tøj. Derfor hentede de mig tidligt, tidligt om morgenen, så vi kunne være ved Livermore Premium Outlet ca. kl 10. Efter at have kørt godt 30 minutter kom vi frem og gik i gang.

Det er utroligt så billigt man kan købe ting herovre. Specielt i et outlet. Originalpriserne er passer nogenlunde overens med det man kan købe ting til, i et outlet derhjemme. Disse er så sat usansynligt meget ned, hvorefter der ofte er udsalg på mange af tingene. Hertil lægges så diverse kuponer og rabatkort man kan købe. Og det er mere eller mindre historien om hvordan vi købte 3 par 2012 Nike Free til under $100. Derudover købte jeg 4 par shorts (normalpris: $100 – nu: $10), en ordentlig stabel Tommy Hilfiger Poloer (ca. $20 stykket), en super lækker trøje til godt $40 plus lidt ekstra tingel tangel rundt omkring. Bestemt ikke sidste gang jeg skal derhen!

Efter at have været på outlet besluttede vi os for at tage ind og se San Francisco. Vi kørte ud til kysten og så stillehavet. Derefter kørte vi op mod Golden Gate, forbi et par golfbaner og gennem et par rigmandskvarterer, før vi stoppede et sted med fantastisk udsigt ud over broen. Den er faktisk virkelig flot. Jeg havde umiddelbart tænkt at jeg havde set den masser af gange på billeder allerede, men det er stadig lidt af en oplevelse at se den i virkeligheden.

Golden Gate

Golden Gate Bridge

Dernæst kørte vi ned til Pier 39 og gik lidt omkring. Vi fik set Alcatraz, gik ind i den venstrehåndsbutik jeg havde fotograferet sidst, nu vi havde en venstrehåndet med, og fik set lidt søløver. Derudover gik vi ind mod Chinatown for også lige at få det med. Jeg havde sat næsen op efter et steakhouse, men det var ikke umiddelbart til at finde. I stedet besluttede vi os for at vente til næste weekend, hvor de kom igen, og kørte tilbage til Berkeley. Her satte vi os på et lille lokalt pizzaplace og fik lidt mad. Efter at have kæmpet os halvvejs igennem 2 pizzaer gik vi hjem.

Da vi havde fået lidt øl kunne ingen af os køre, så vi besluttede os for at ringe efter en taxa til mig. Der var ret koldt og jeg havde shorts på, så jeg ville helst ikke til at gå hjem. Det er ikke en ting de er lige gode til, herovre. Vi fik at vide, at jeg bare skulle gå ud og at den var der om lidt. Efter at have ventet 20 minutter, begyndte jeg bare at gå alligevel. Jeg havde min halve pizza fra restauranten med mig, som jeg kunne give til eventuelle overfaldsmænd, hvis det skulle blive et problem. Jeg gik ind på en restaurant og forsøgte at få dem til at ringe til en taxa for mig. Her fik jeg dog at vide at det ville tage godt 30 minutter, før der kom en. Nå, lige meget, så langt er der heller ikke.

Jeg besluttede mig for at tage en lille omvej hjem. I stedet for at gå direkte igennem campus, gik jeg ad en større hovedgade, som så drejer op på den vej som går lige op til Ihouse. Her så jeg en ung mand der gik forvirret rundt med kufferter og tasker. Jeg spurgte ham om hvor han var på vej hen og han svarede at han skulle til LBNL – Lawrence Berkeley National Lab, hvor jeg også er ind i mellem. Perfekt, Ihouse ligger lige på vejen. Han stod samme sted jeg havde stået og været super forvirret på min allerførste dag. Men hvor jeg havde kunnet sætte mig direkte ind i en taxa og blive kørt til en dejlig varm seng, var der nu ingen taxaer. Jeg besluttede mig for at vente med ham og dele en taxa når der kom en. Han var tjekkisk atomfysiker som var på besøg i en uge. Han er nok taget hjem nu. Taxaen kom 5 minutter senere. Jeg forsøgte mig med at bestikke taxamanden med pizza, men det viser sig at de fleste muslimer ikke er så glade for pepperoni. I stedet lovede han mig, at han ville give den til en hjemløs.

Morgenen efter kørte mine forældre til Los Angeles fordi min far havde nogle møder han skulle til. Fredag var de tilbage ved Ihouse igen, på samme hotel. Vi tog en tur op i Sather Tower for at se lidt ud over Berkeley. Fantastisk udsigt der er deroppe. Derefter kørte vi til San Francisco igen, denne gang for at opleve lidt mere af midterbyen og spise på en af de lidt finere restauranter. San Francisco er en super flot by med utroligt mange kontraster. Rigtige mange fine, rige mennesker der har travlt og rigtigt mange hjemløse der går og snakker med sig selv. Blandt andet kan nævnes episoden da vi skulle parkere vores bil. Lige ved siden af hvor vi parkerede, var der en hjemløs mand der satte sig. Mens vi stod og rodede med parkometeret, proppede han to fingre i halsen og sad og brækkede sig på gaden. Super mærkelig situation, sådan at stå der mens han forsøgte igen og igen. Han tørrede dog nogenlunde op efter sig med en papirpose, hvorefter han stille og roligt gik videre.

Lørdag tog vi en tur til Silicoln Valley for at tage et kig på nogle af de firmaer der ligger der. Vi opdagede pludselig at vi kørte forbi Facebook, så vi måtte lige have et billede af den kæmpe tommelfinger de har til at stå uden for deres kontorer.

Facebook Like.

Facebook Like.

En sjov lille ting dér, er at de har genbrugt Sun Microsystems gamle skilt, så der på bagsiden er et Sun logo. Jeg kan forestille mig, det måske er deres kontorer de har overtaget. Udover det fik vi også set Google, Apple og Intel.

Android hovedbygningen(?). Hver figur udenfor svarer til en større version af Android.

Android hovedbygningen(?). Hver figur udenfor svarer til en større version af Android.

Intel har et museum som er fyldt med asiater. Og spændende teknologi og udstillinger selvfølgelig, som fortæller om hvordan Intel blev startet og hvordan de var med til at revolutionere verden.

Om aftenen tog vi til amerikansk fodboldkamp, hvor Cal Golden Bears spillede mod Oregon State Beavers.




Eksplosion på campus!

Den nærlæsende medlæser har måske set på facebook at der for nyligt var en eksplosion på campus! En ganske seriøs én endda, med en gigantisk, 3-etagers flamme. Dette betød at campus blev evakueret og alt undervisning blev stoppet. Heldigvis kom nærmest ingen til skade – en enkelt blev kørt på hospitalet med mindre skader, men det lød mest som om det var for en sikkerheds skyld.

Synderen var åbenbart en kobbertyv, der havde ødelagt en transformer. Transformeren blev sat ud af spillet, hvilket lagde elnettet ned i et lille kvarters tid. Dette betød dog også at en amoniaktank begyndte at lække. Dette, sammen med nogle uheldigt placerede gnister, resulterede i en større eksplosion som lagde elnettet ned igen – denne gang i godt 4 timer. Dette betød at vi blev nødt til at spise aftensmad i mørke, med stearinlys, og at vi blev nødt til at betale for vores måltid, ved at få skrevet vores navn ned. Denne praksis betød så oven i købet længere kø til det hele. Heldigvis var der bestilt bord i spisesalen til min etage, så vi kunne lære hinanden at kende. Derfor var vi ankommet tidligt og var derfor de første der fik lov at hente mad.

Blackoutet forløb ganske rolig. Dette kan tildels være fordi WiFi åbenbart kører på vores emergency generator. WiFi og elevatorer, men ikke bare en enkelt lampe i den enorme spisesal. Jeg forventer dog at situationen havde set noget mer kaotisk ud, hvis blackoutet var fortsat til folk var løbet tør for strøm på deres bærbare computere og deres smartphones.

I stedet for at sidde og kukelere i mørket, tog vi på bar, for at sidde og vente på at alt der her gik i sig selv igen :)




Gameday!

Sidste lørdag tog vi 3 mand afsted for at se et af de her football-games, man hører så meget om. Football har aldrig rigtigt været min sport – Jeg synes det går lidt for sløvt, med de mange pauser mellem spillene. Derudover har jeg meget ofte meget svært ved at følge med i sport, hvor jeg ikke har et hold at heppe på – Og meget, meget gerne også en grund til at heppe på dem! Hvis Frederikshavn spiller ishockey eller Danmark spiller landskamp, kan jeg sagtens sætte mig og følge med. Hvis Seattle Seahawks spiller mod Jacksonville Jaguars, har jeg noget sværere ved at finde viljen til at bruge 4 timer foran skærmen. Der skal ikke mange reklamepauser til, før jeg sidder med min telefon i hånden og surfer lidt rundt på må og få.

Football herovre er noget andet. Hele byen støtter op om deres hold, der er fest i gaden og enorme menneskemænger over det hele. Der er marchingbands og cheerleaders og alle frathouses holder åbent med grill, øl og storskærm. Modsat Danmark og Europa generelt, hvor der i forbindelse med fodbold-kampe ofte opstår slagsmål og skænderier blandt fansene, lader det til de har et meget mere afslappet forhold til hinanden, herovre. Da vi om morgenen gik ud for at gøre os klar til kampen, blev vi mødt af horder af rødt-klædte fans, der havde indtaget indgangspartiet til Ihouse og fyldt hele gaden op. Det havde i Danmark umiddelbart været dårlige nyheder, hvis en flok Brøndby-fans havde indtaget et stam-værtshus lige op ad stadion, så vi gik lidt forsigtigt frem. Det blev dog hurtigt meget tydeligt at der intet problem var og at folk alle var enige om at man var her for at få en god oplevelse. Det betød også at børn og voksne i alle aldre var med. Det var virkelig en familie-oplevelse, sådan at tage til fodboldkamp. En af grundene kan have været, at amerikanerne simpelthen bare er et fantastisk venligt folk. En anden kan være, at det ikke er muligt at købe øl til kampene.


I lørdags var folk fløjet (ca. 5 timer) og kørt (meget, meget mere) fra Ohio, langt oppe øst på ved New York, for at komme og støtte op om deres hold. De havde taget deres eget band og cheerleaders med og alle var i godt humør og glædede sig til kampen. Der var ca. 62000 tilskuere til kampen. Det synes jeg er utroligt mange – specielt når man tænker på, at det er et skole-stadion og ikke et af de helt enorme for-profit stadions, der findes rundt omkring.

I bedste amerikansk manér, var det muligt at købe alt hvad man kunne begære, under kampen. Der var store boder sat op hvor der blevet serveret alt burgers, pulled pork og hotdogs til nachos, popcorn og tacos. Hvis det var usundt, var det at finde her. Dette udvalg, sammen med alt det underholdning der var planlagt i pauserne, gjorde det til en rigtigt god dag! I USA er football ikke bare sporten – Det er hele oplevelsen der følger med!

Det er bestemt ikke sidste gang jeg tager afsted til sådan en kamp. Selvom jeg overvejer at tage ned til et frathouse og se det i stedet, for også at prøve det :-)

Go Bears!




Roadtrip! Part 2

Efter at have tilbragt natten ved San Simeon, blev det tid til at skulle videre. Før vi tog nogle steder, gik vi en tur ned på stranden. Vi havde besluttet os for, at vi ville i havet – Det var et af målene med turen – Men det skulle ikke være her. I stedet gik vi en tur langs med vandet og kiggede lidt rundt. Overalt lå der noget mærkeligt tang med finner og lange haler; op til flere meter. Meget anderledes fra hvad man er vant til fra Danmark. Hvor vi i Danmark er vant til måger langs kysterne, er der pelikaner herovre i stedet. Det er lidt skægt at se hvordan livet er anderledes, andre steder i verden.

Efter vores lille strandtur vendte vi bilen mod syd igen, mod San Luis Obispo. Her mødes highway 1 and highway 101, så planen var at stoppe der for at proviantere og så sætte kursen nordpå igen, mod Santa Cruz. Vi havde dog rigeligt med tid, så da vi passerede en slags marked på vejen, stoppede vi op for at se nærmere.

Flotte biler i massevis!

Flotte biler i massevis!

Det viste sig at være et Car-Show, med masser af gamle og nye amerikanerbiler i tip-top stand. Nu er jeg ikke den store bil-freak, men det var rigtigt spændende at gå og kigge på det hele. Og med country-band og stor amerikansk BBQ var det virkeligt tydeligt at vi var endt midt i en super autentisk amerikansk begivenhed. Vi besluttede os for at spise frokost her, selvom det var lige tidligt nok, og satte os til bords med grillkylling, coleslaw, hvidløgsbrød og chili con carne. Det var en oplevelse, for det var så utroligt amerikansk, at andre ville tro man overdrev, hvis man fortalte alle detaljerne.

Ægte amerikansk mad.

Ægte amerikansk mad.

Efter at have brugt en lille times tid på at sludre med amerikanere og kigge på biler, kørte vi videre sydpå igen. Vi fandt en strand, hvor vi besluttede os for en hurtig tur i vandet. Et hurtig stillehavs-dyp senere, var vi et par briller fattigere. Vi fortsatte dog i godt mod, længere syd på. Her fik vi tanket op til den sidste del af turen og vendte så næsen mod nord igen. Planen var at købe en engangsgrill og så finde en strand, vi kunne sætte os ved og grille, til aftensmad. Engangsgrill lader dog til at være et lidt mere europæisk koncept – De tager simpelthen deres barbeque for seriøst herovre, til at nøjes med sådan en lille fyr. I stedet købte vi godt med tortillas, avocado, frugt og (for første gang på turen) kød (!).

Godt 5 timer tog turen ad highway 101 – Denne gang i et noget mindre bakket terræn. Det gjorde turen noget mere behagelig, men noget mindre billedværdig.Vi fik dog udsigt over et enormt oliefelt, hvor der stod oliepumper strøet ud over landskabet.

Da vi ankom til Santa Cruz stod vi med problemet igen – Vi skulle finde et sted at sove. Vi tastede “santa cruz camping” ind i google maps, som førte os ned i nærheden af Santa Cruz National Park, eller noget i den retning. Det viste sig at være et alderdomshjem. Vi spurgte en kær gammel dame om vej til det nærmeste campingsted, men det vidste hun ikke noget om. I stedet forsøgte vi at køre lidt nordpå, til en lille surferby ved navn Davenport. Efter umiddelbart ikke at kunne finde noget, holdte vi ind på en parkeringsplads og afbrød nogle amerikanere som sad og grillede. De foreslog en camping plads kun 15-20 minutters kørsel væk. Det er skægt, hvordan det herovre er “kun” 15-20 minutter væk, hvor det derhjemme ville være “hele” 15-20 minutter væk. Vi satte os i bilen igen og kørte mod solnedgangen.

Solnedgang, fra bilsæde.

Da vi ankom til campen var der mørkt. Og vi havde stadig ikke fået noget at spise. Vi kørte ind ad en lille grusvej, inden vi nåede stedet. De få biler der havde kørt modsat vej af os, gav os bange anelser om en overfyldt lejr, men jeg hoppede ud og gik ind og spurgte til forholdene. Vi skulle jo kun bruge en lille plads, natten over, til et par telte. Her fik vi pænt at vide, at stedet var propfyldt og at ejeren sagtens kunne have solgt 200 pladser mere i dag, hvis han havde haft muligheden. Ikke just de bedste nyheder, da det tydede på at det ville blive halvsvært at finde en plads hvorend vi tog hen.

Det måtte gøres noget – nogen måtte tage en beslutning.

Derfor kørte vi ind ad en lille grusvej, vi havde set lidt før. Nu skulle vi bare finde et sted, hvor der var plads nok til at sove. Kort før vi passerede et “private property”-skilt, blev vi enige om at det nok ville være en god idé at vende om. Vi havde trods alt ikke lyst til at blive skudt. På vej tilbage af grusvejen, var vi dog så heldige at vi fandt en lille åbning i en skov. Her kørte vi ind og det så ud til at vi fint kunne sætte vores telte op, uden at være i vejen for nogen. Jovist – Det var da ulovligt – Men der kommer jo ikke nogen ud og checker mit i en eller anden tilfældig skov, lige ved siden af en motorvej.

Vi fik hurtigt dækket op til aftensmad i mørket og gik igang. Vi sikrede os ikke at efterlade noget affald, da vi gerne ville undgå den værste kontakt med vaskebjørne og ganske almindelige bjørne, samt slanger, egern og hvad der ellers er til at finde i sådan en skov.

Lige før vi faldt i søvn, fik vi os dog en overraskelse. Bedst som vi havde lagt os til rette, startede sirenerne på en politibil og vores lille lund blev fyldt med blå og røde lys.

Heldigvis havde den andre planer og kørte videre, så vi kunne få en ordentlig nats søvn.

Mandag morgen stod vi tidligt op og kørte ud for at finde et sted med rindende vand, hvor vi kunne spise morgenmad. Vi stoppede ved et lokalt surfersted hvor vi stod og så ud over bølgerne mens surfere overalt omkring os trak i våddragt og gjorde deres surfbræt klar. Det nærmest meditativt at stå der og kigge ud over havet.

Vi blev enige om at tage turen til Santa Cruz én gang til. Vi havde hørt en del om det, men synes ikke vores korte ophold havde været helt nok. I stedet kørte vi ned til stranden, som åbenbart er ret så populær. Det lader til at Santa Cruz er noget nær Staternes Gran Canaria.

Stranden ved Santa Cruz. Læg mærke til tivoliet, som følger hele strandens kant. Fordi det jo ikke er nok bare med strand.

Stranden ved Santa Cruz. Læg mærke til tivoliet, som følger hele strandens kant. Fordi det jo ikke er nok bare med strand.

Santa Cruz er fedt. Vi brugte de første par timer på bare at gå rundt og opleve. Vi fik set nogle af de historiske landmarks – Det vil sige ALT, der er ældre end 30-50 år –  såsom deres pier, hvilket er en bro, som går lang ud i vandet. Som man kender det fra Danmark, hvor bådene ved en havn ligger langs med. Herovre er det så med restauranter og asfalteret vej. På træværk. Med masser af sæler under.

De er helt vilde med sæler herovre!

Et lidt bedre overblik over boardwalken. Bygningen er et enormt arkade- / spille-center.

Et lidt bedre overblik over boardwalken. Bygningen er et enormt arkade- / spille-center.

Derudover gik vi rundt i deres Boardwalk, endnu et historisk syn, hvilket er det store tivoli. Her støtte jeg for første gang ind i en corndog, hvilket jeg blev nødt til at prøve. Tivoliet og strand var fantastisk, med corndog’en var lidt en blandet oplevelse. Der er en pølse, rullet i majs-dej og dypstegt, serveret på pind. Den var meget skæg at prøve og smagte nu også meget fint, men må indrømme jeg var en smule kvalm bagefter.

Til eftermiddagstid satte vi os i bilen igen, for at køre det sidste stræk, hjem til Berkeley. Vi gjorde et hurtigt stop ved den svenske ambassade (IKEA), for at købe småfornødenheder. På vej ind skiltede de med, at dette var en “gun free zone”, så vi følte os meget sikre. Og så var dét det. Slut med roadtrip for denne gang. Super fed tur! :)




Hilsen. Venlig Hilsen.

Jeg havde en mindre kulturel oplevelse den anden dag. Jeg forstår at Berkeley er et meget internationalt sted og at de ofte får folk fra alle mulige egne af verden, med alle mulige mærkelige navne. Men jeg synes nu stadig det var lidt skægt.

Jeg havde skrevet en mail til VSPA (Visiting Scholar and Post-Doc Affairs) kontoret angående et par praktiske ting. Jeg afslutter ikke altid mine mails med mit navn, da min email-signatur ser således ud:

Regards / Venlig Hilsen

Frederik Juul

B.Sc. Signal Processing

M.Sc.Stud Control and Automation

Aalborg University

U.C. Berkeley

Jeg tænker den er rimeligt ligetil at forstå. Det kan dog være jeg skal ændre lidt i den, da mit svar fra VSPA startede således:

Dear Venlig,

You are n..

God lørdag, derude :-)

Update: Efter at have modtaget endnu en “Dear Venlig” mail, har jeg besluttet mig for at ændre min email signatur.




Roadtrip! Part 1

I løbet af ugen havde vi snakket om at det kunne være fedt at komme ned og se Los Angeles. Da mandag var en fridag, tænkte vi, vi havde muligheden for at komme lidt længere væk og ikke bekymre os så meget om hvornår vi skulle være hjemme. Vi tænkte det ville være en perfekt weekend at tage afsted.

Det var en fejl.

Alt var optaget i LA. Alle vandrehjem, hoteller, moteller.. Alt! I stedet lagde vi nye planer. Vi købte et par telte, lejede en bil og drog afsted sydpå, ad Highway 1 – Den motorvej som følger kysten hele vejen fra San Francisco til Los Angeles. Vi tænkte vi kunne finde et par campingsteder, rastepladser, en park eller måske en strand på vejen, hvor vi kunne slå vores telte op og tilbringe natten. Hvad vi dog først fandt ud af senere, var at det er ulovligt at campere i det offentlige, at parker og strande alle lukker når klokken slår midnat og at det ikke er tilladt at parkere på rastepladser natten over. Hvad gør man så? Første aften, klokken lidt over 7, sad vi og spiste aftensmad på en hawaii’ansk restaurant. Vi spurgte nogle af de lokale, om de kendte et sted vi kunne campere. Det foreslog et, som vi besluttede os for at prøve. Heldigvis havde vi et par dage forinden fået oprettet telefonabonnement, så det var muligt at bruge telefonerne til at finde vej. Desværre er Amerika så stort et land, at det sjældent er til at få dækning på de mere øde steder. Det gik dog og vi fandt, efter at have kørt en halv times tid ad snørklede veje, i mørke, endelig frem til Coyote Lake Bear Ranch. Bear Ranch. Bjørne.

Hvad vi fik at vide her, skulle vise sig at blive temaet for resten af turen. Åbenbart er Labor Day en utroligt populær ferie-weekend, hvor mange forsøger at komme ud af byerne og væk fra alting, da den typisk markerer slutningen på sommerferien og start på skole og hverdag. Heriblandt tager rigtigt mange ud og camperer. Vi var så heldige at der, til check-ind-pigens store overraskelse, var et par enkelte pladser tilbage for en enkelt nat. Vi takkede med det samme ja. Vi fandt vores plads og satte vores telte op i mørke, uden nogen fornemmelse af området.

Den observante læser har måske lagt mærke til, at jeg tidligere nævnte at vi købte telte og tog afsted. Det vil med andre ord sige, at vi ikke havde nogle liggeunderlag. I stedet havde vi “lånt” et par tæpper – et til at ligge på, et til at have over sig – ved IHouse. Med andre ord var det utroligt svært at falde i søvn, med flere sten borende ind i ryggen. I stedet var der rigeligt med tid i løbet af natten, til at overbevise sig selv om, at hver eneste knækkende gren man hørte i distancen var en bjørn der kom nærmere, mens den eneste form for beskyttelse mellem en eventuel bjørn og sig selv, var et $30 nylon telt fra Walmart. Dette blev ikke gjort mere betryggende af manden i nabolejrens uregelmæssige snorken, som bedst kan beskrives som en form for stille brøl.

Efter et par timers søvn stod vi op med solen til et fantastisk syn – Hjulpet godt på vej af begejstringen over ikke at være blevet spist i løbet af natten.

Udsigten den ventede os uden for vores telt.

Udsigten den ventede os uden for vores telt.

Planen for turen havde hele tiden været ikke at have nogen plan, men at tage beslutningerne som de kom. Vi besluttede os for at tage til Monterrey, da vi havde hørt gode ting om det område. På vejen kørte vi omkring et stort supermarked, for at proviantere. Vi ankom tidligt til Monterrey, men syntes byen var noget kedelig, så vi besluttede os for at køre videre. En af tyskerne i selskabet havde en guidebog, som fortalte gode ting om et område ved navn Big Sur. Så vi vendte bilen den vej og kørte afsted ad Highway 1.

En ting der er værd at vide om Highway 1, er at det er en historisk vej, daterende helt tilbage til 1930’erne (hvilket efter amerikansk målestok er noget nær oldtid). Dette har sat sine spor på turen og det er tydeligt at mærke, at den ikke er bygget med nutidens store transportbehov i mente. Det lader dog til at de er ved at modernisere den. Dette betyder imidlertid at der flere steder er lukket for det ene spor, så man må skiftes til at køre. Det var dog til at overskue, da udsigten langs ruten var fantastisk.

Udsigten fra Hurricane Point, langs Highway 1.

Udsigten fra Hurricane Point, langs Highway 1.

Da vi ankom til Big Sur, fandt vi virkelig ud at, at vi havde valgt den forkerte weekend. På trods af, der var op mod 15 forskellige campingpladser i området, var de alle fyldt til randen. Flere steder fortalte de, at folk havde reserveret over et år i forvejen, for at kunne få en plads. Efter at have kørt rundt blandt en masse forskellige og ringet rundt, var den krisemøde i den lille Chrysler. Vi befandt os ca. midt på Highway 1 – lige langt begge veje, for at komme til en anden motorvej. Der ville ikke umiddelbart være noget at finde de næste mange hundrede af kilometer, hverken syd eller nord. Hvad vej skal vi køre. Skal vi fortsætte ud i det uvisse, eller forsøge os med nogle af de steder vi kørte forbi, helt i starten. Efter en hurtig afstemning, valgte vi at fortsætte sydpå.

Efter en hurtig snak med nogle lokale, fik vi nys om en campingplads godt 23 kilometer inde i landet, oppe i bjergene, hvor der sansynligvis ville være plads. Efter at have sneglet os af kurvede veje, op og op i højderne, fandt vi endelig frem til pladsen. Der var kun to, af de godt 40 pladser der var taget. Success. Til gengæld var der hverken friskt vand, bad eller ordentlige toiletfaciliter. De sidste to kunne vi klare os uden, men den første begyndte i stigende grad at være et problem. Dette, sammen med et helt enorme antal fluer og igler der var i området, gjorde at vi besluttede os for at kravle ned fra bjerget igen.

Klokken var nu blevet omkring 17-18 stykker og i et land hvor solen går ned klokken 20, betød det at det var tid til at gøre en ekstra indsats for at finde et sted at sove. Vi stoppede på en rasteplads langs kysten hvor vi fik vores aftensmad – kolde tortilla’s med pastasovs, dertil toastbrød med marmelade og lidt frugt – og fik tanket op med drikkevand igen.

Vi spottede en autocamper på rastepladsen, som måtte stå i samme situation som os – at man ikke bare må campere på rastepladser – og vi spurgte derfor hvad deres planer var. De ville køre syd på, mod en lille by ved navn San Simeon, hvor der eftersigende skulle være en rasteplads med plads til flere. Vi besluttede os for at prøve lykken.

Da vi ankom til rastepladsen var solen så småt ved at gå ned. Hvis der var plads kunne vi slå vores telte op efter en lang dag; hvis ikke, måtte vi ud og finde et nyt sted, i mørke. De havde dog heldigvis en enkelt plads tilbage, bagerst i lejren, uden lejrbord eller bålplads, måske knapt nok med plads til vores bil. Men da ekspedienten var kommet så langt i sin forklaring, havde vi allerede sagt ja tak utallige gange.

Vi slog vores telte op mens lys blev til mørke og satte os til at drikke de øl, vi havde medbragt. Jeg ved ikke om det teknisk set var lovligt at drikke alkohol der, men vi havde fortjent det efter en hård dag. Det måtte enhver politimand, der kom forbi, kunne forstå.